En god bog om udvikling og Zimbabwe

Bjørn Førde har skrevet en rigtig god bog. Den hedder Vi tror, vi kan måle alt – En historie om udvikling og udkom i foråret 2021. Den handler om udvikling i den tredje verden med udgangspunkt i Zimbabwe fra selvstændigheden i 1980 frem til i dag.

Bogen gengiver samtaler med tidligere udviklingsarbejdere, dels danske ulandsfrivillige fra Mellemfolkeligt Samvirke (MS) og dels deres lokale samarbejdspartnere forskellige steder i Zimbabwe. Den personlige evaluering af samarbejdet er generelt meget positiv fra begge sider – og gensidigt positiv over for den anden part. På det mellemfolkelige plan har samarbejdet være givtigt, med øget forståelse for andre kulturer og andre måder at gøre og opfatte ting på. Det er noget af det, der er svært at måle, jf. bogens titel, og noget, jeg genkender fra min egen fortid som udsendt i Madagascar 1984-1987.

Kærlighed til Zimbabwe trods politisk og økonomisk nedtur
Bogen er båret af en kærlighed til Zimbabwe og til den lokale befolkning i landet. Noget, som jeg også genkender fra mine egne besøg i Zimbabwe. Det er næsten utroligt, at folk, der har været så meget igennem og stadig går igennem, fortsat kan være så venlige, positive og imødekommende over for os, når vi besøger dem og deres land. De fortjener virkelig bedre.

Bogen former sig som genbesøg i 2018 forskellige steder i Zimbabwe, hvor der har været MS-udviklingsprojekter (der skulle have været flere besøg i 2020, men det stoppede coronakrisen). Med et kapitel til hvert sted, hvor der samtidig behandles et særligt tema af betydning for forståelsen af udviklingen. I kapitel 8 om Bulawayo er det eksempelvis modsætningen mellem mindretallet af Ndebeler i den sydvestlige del af Zimbabwe og flertallet af Shonaer i resten af Zimbabwe, modsætningen mellem ZAPU (Ndebele-domineret) og ZANU (Shona-domineret) og den ZANU/Shona-dominerede regerings nedslagtning af omkring 20.000 Ndebeler 1983-1987, det såkaldte Gukurahundi, der på mange måder beseglede Zimbabwes udvikling i uheldig retning – ”meget i Zimbabwes politiske udvikling siden selvstændigheden er forbundet som en navlestreng til Gukurahundi”, som Bjørn Førde skriver (side 215) – og som den nuværende præsident Emmerson Mnangagwa havde en meget central rolle i planlægningen og udførelsen af.

Hvor der er meget positivt at sige om udviklingssamarbejdet på det personlige plan, må Bjørn Førde alligevel konkludere, at mange, hvis ikke de fleste, af udviklingsprojekterne har lidt skibbrud. Her er den tilbagevendende forklaring det økonomiske kollaps i Zimbabwe, som selv ikke gode projekter har kunnet overleve. Derved kommer bogen også til meget at handle om udviklingen i Zimbabwe siden selvstændigheden, fra at være det store lys og den store forhåbning for alle til at være verdens paria og det værste eksempel på, hvordan det kan gå i Afrika og tredjeverdenslande. Fra demokratisk udvikling og økonomisk fremgang til diktatur og en økonomisk nedsmeltning, der tåler sammenligning med mellemkrigstiden Weimar-Tyskland. Noget af en rutsjebanetur på forholdsvis få år.

I dag er uligheden ikke meget mindre i Zimbabwe end den var i kolonitidens Rhodesia, meget langt fra de erklærede intentioner ved selvstændigheden i 1980. Hvor der tidligere var et stort og fattigt flertal over for et lille hvidt mindretal, er der i dag stadig et stort og fattigt flertal, men nu over for et lille, sammenfiltret mindretal bestående af stenrige, sorte forretningsfolk, politikere og militærpersoner. Ægteparret Joice og Solomon Mujuru kan tages som et eksempel her, også på hvordan det kan gå (Bjørn Førde omtaler Mujuru-parret på side 373-374). De var ledende personer i befrielseskampen under deres dæknavne, Teurai Ropa og Rex Nhongo, hhv. leder af ZANU’s kvindeafdeling og leder af frihedskæmperne. Siden blev de hhv. landets yngste minister og forsvarschef. I 1995 forlod Solomon millitæret og opbyggede et stort forretningsimperium, samtidig med at Joice fortsatte karrieren i politik og endte som vicepræsident. En stærk politisk, militær og forretningsmæssig familiealliance. Men dermed endte Mujuru-parret med at blive for stor en trussel imod Mugabe (og Mnangagwa). I 2011 blev Solomon Mujuru dræbt under dramatiske omstændigheder, og i 2014 blev Joice Mujuru udrenset og afsat som vicepræsident. Der er hele tiden magtkampe i toppen.

Bjørn Førde undrer og græmmer sig selvfølgelig over Zimbabwes nedtur og skriver flere steder, at han ikke har en god forklaring på den. Men han kommer under vejs i bogen med flere bidrag til forklaringer og mange beskrivelser af de faktiske forhold, som øger forståelsen.

Refleksioner om Zimbabwes nedtur
Som politisk aktivist, der spillede en central rolle i støtten til ZANU’s befrielseskamp i 1970’erne og et udviklingsprojekt efter selvstændigheden i begyndelsen af 1980’erne, er Zimbabwes rutsjebanetur også noget, jeg har funderet en del over sidenhen. Hvordan kunne det gå så galt? Ikke kun i Zimbabwe, men også i andre lande, hvis befrielseskampe vi støttede? Eritrea for at tage et andet grelt eksempel og i Sydafrika, hvor udviklingen efter Nelson Mandela heller ikke ser specielt positiv ud.

I 1970’erne lagde vi stor vægt på kollektiv selvforvaltning i landsbyerne i de befriede områder, som basis for en demokratisk, socialistisk udvikling i Zimbabwe efter selvstændigheden. Her må vi i dag erkende, at vi var naive. Det er nok mere en anden arv fra befrielseskampen, der har slået igennem efter selvstændigheden. Jeg fik et første hint om det i juli 1979, da jeg i Maputo i Mozambique interviewede Josiah Tongogara, der var den militære leder af ZANU’s frihedskæmpere og en del af den allerøverste ledelse i ZANU. Tongogara var en meget sympatisk, uhøjtidelig og åbenhjertig person – var, fordi han døde under ikke fuldt opklarede omstændigheder i december 1979, få måneder efter vi talte med ham (Bjørn Førde omtaler Tongogara og hans dødsfald på side 43 i sin bog). Vi spurgte den gang Tongogara om, hvad frihedskæmperne gjorde for at vinde landsbyboerne over på deres side. Han kiggede forbavset på os og svarede, at de ikke havde noget valg. Underforstået: Frihedskæmperne kom med våbnene og dermed magten. Det studsede vi selvfølgelig over, men vidste ikke rigtig, hvordan vi skulle håndtere dengang. Jeg forstår det bedre i dag. Magten og volden, lært under befrielseskampen - og under den forudgående kolonisering (læs f.eks. Frantz Fanons Fordømte her på jorden) - har været en determinerende faktor i Zimbabwe også efter selvstændigheden, understøttet af en tro på at have retten på sin side i kraft af sejren i befrielseskampen. Ligesom i Eritrea og måske også i Sydafrika. Bjørn Førde er inde på det samme: ”…tyve års befrielseskamp havde skabt en voldskultur i partiet” [ZANU] (side 373).

Der skal selvfølgelig også mange andre aspekter med. Overtagelsen af det koloniale statsapparat, der var gearet mod at understøtte et lille, hvidt mindretal og undertrykke det store, sorte flertal. Almindelig grådighed, når muligheden for og magten til at rage til sig er der. Racismen, der til trods for store ord om det modsatte ved selvstændigheden, også blev til en omvendt, sort-mod-hvid racisme. En mangelfuld basisdemokratisk erfaring og tradition. Det internationale samfunds – det som vi tidligere kaldte imperialismens – benspænd over for en retfærdig og planlagt jordreform i 1980’erne. Den meget ulige, koloniale jordfordeling i Zimbabwe, den største folkelige basis for støtten til befrielseskampen, fortsatte stort set indtil år 2000, hvor det så eksploderede i en totalt kontraproduktiv ”jordreform” med overfald på hvide farmere og få rige sorte forretningsfolk, politikere og militærfolks overtagelse af de største farme – med et efterfølgende kæmpe produktionsfald samt økonomisk kaos som resultat.

Altså en spændende bog, der både kommer med mange informationer og giver anledning til mange refleksioner. Hvor jeg blot har nævnt nogle få ting her.

Godt boghåndværk
Vi tror, vi kan måle alt er en god bog. Det gentager jeg her til sidst som gammel bognørd, der sætter pris på en god, gammeldags bog i godt boghåndværk. Her er bogen nærmest eksemplarisk. Hardback, altså med stift omslag. Papir i en god, kraftig kvalitet. Også layoutet er meget smukt, med mange billeder, de fleste af forfatteren selv, og en vignet øverst på alle sider med udsnit af zimbabweanske Weya-kvinders malerier. En fornøjelse at læse sådan en bog.

Dog en enkelt forundring: Hvorfor er der ikke blevet tilføjet et indeks til sidst, så man let kan finde personer og steder beskrevet i bogen? Det vil selvfølgelig fordyre bogen, men det kan ikke være meget. Især ikke i vores digitale tidsalder, hvor en indeksering begrænses til en opmærkning af de ord, man vil have med i indekset. Resten kan klares automatisk.

Se også Bjørn Førdes egen hjemmeside.

Erik Maaløe
2021-07-11
Opdateret 2021-12-07 og 2024-03-04