Kapitel II: Klassestrukturen i Zimbabwe

Med Zimbabwes kolonisering påtvang de indtrængende europæiske kolonisatorer afrikanerne kapitalistiske produktionsforhold ved at gøre dem til lønarbejdere, og siden omkring 1920 har kapitalismen været dominerende i Zimbabwe.

Udfra kapitalismen grunder der sig umiddelbart to hovedklasser, nemlig kapitalistklassen (eller borgerskabet) og arbejderklassen (eller proletariatet). Disse to hovedklasser findes osse i Zimbabwe. Men kapitalismen i Zimbabwe er ikke blevet dominerende ved totalt (eller tendentielt) at udrydde alle tidligere produktionsmåder, men ved at underlægge sig og omforme afrikanernes oprindelige produktionsmåde, således som det bedst muligt har tjent kapitalens interesser i Zimbabwe. I Zimbabwe har det betydet, at de fleste arbejdere ikke kun er arbejdere, men osse er bønder. Disse såkaldte halvproletariserede bønder udgør langt størstedelen af befolkningen i Zimbabwe og opretholder livet ved en kombination af lønarbejde hos borgerskabet og landbrugsarbejde i resterne af den oprindelige produktionsmåde.

Det var mineralressourcerne, der var årsagen til Zimbabwes kolonisering i 1890'erne, og selv om virkeligheden ikke i første omgang levede op til forventningerne, er Zimbabwe ligesom Sydafrika og Namibia et land, der er rigt på mineraler og andre naturlige ressourcer. Dette indbefatter rige energiressourcer - specielt de omfattende kullejer ved Wankie samt Kariba-dæmningens hydro-elektriske energi, hvorimod der ikke er fundet olie i Zimbabwe. Hertil kommer, at store dele af Zimbabwe ligger højt over havet, og disse områders subtropiske klima muliggør en omfattende og varieret landbrugsproduktion. På disse naturlige ressourcer samt på udbytningen af arbejderklassen beror borgerskabets rigdom - og borgerskabet har haft det godt i Zimbabwe!

 

1. Borgerskabet

Borgerskabet er ikke én stor homogen blok, der i et og alt står sammen. Borgerskabet er opdelt i forskellige fraktioner. Fraktionsopsplitningen markerer interessemodsætninger inden for borgerskabet, der manifesterer sig politisk og ideologisk.

Med udgangspunkt i en opdeling af den kapitalistiske produktion i 3 hovedsektorer - minesektoren, det kapitalistiske landbrug og industrien - er der tre fraktioner inden for borgerskabet, der på forskellige tidspunkter siden koloniseringen har spillet en selvstændig rolle. Det drejer sig om mineborgerskabet, agrarborgerskabet og industriborgerskabet. Grundlaget herfor har været interessemodsætninger, der er udsprunget af forskellige akkumulationsbetingelser i de tre sektorer, som danner basis for de pågældende borgerskabsfraktioner.

Foruden denne sektorvise fraktionsopdeling har osse sondringen mellem nationalt og internationalt borgerskab som nævnt i indledningen betydning for at kunne forstå udviklingen i Zimbabwe.[145]

I Zimbabwe er agrarborgerskabet helt overvejende identisk med det nationale borgerskab. Dets indtægter og hele levegrundlag er baseret på udnyttelsen af to særdeles uflyttelige elementer, nemlig jorden og billig afrikansk arbejdskraft. Desuden er langt hovedparten af agrarkapitalisterne både direkte ejere af produktionsmidlerne og samtidigt aktivt, fungerende kapitalister (planlægning og ledelse af produktionen). Dette giver sig bl.a. udtryk i, at de fleste af agrarkapitalisterne er fastboende i Zimbabwe.

Omvendt er mine- og industriborgerskabet overvejende sammenfaldende med det internationale borgerskab. Her er det endvidere karakteristisk, at ejerne af produktionsmidlerne ikke er de aktivt, fungerende kapitalister i Zimbabwe. Det hænger selvfølgelig sammen med, at hovedparten af mine- og industrikapitalen ejes af multinationale selskaber. De fungerende mine- og industrikapitalister bor for en dels vedkommende kun en mindre årrække i Zimbabwe og har således ikke så stærk en tilknytning til Zimbabwe som agrarkapitalisterne har.

De interne borgerskabsmodsætninger har kun været af forbigående karakter og har aldrig overskygget det grundlæggende modsætningsforhold til arbejderklassen. Kun fire gange i Zimbabwes historie siden koloniseringen er det kommet til større konflikter mellem fraktionerne inden for borgerskabet. I 1918-23 løb der mellem mine- og agrarborgerskabet en konflikt om medlemskab af den Sydafrikanske Union eller ej, der med opnåelsen af indre europæiske selvstyre i 1923 resulterede i agrarborgerskabets sejr. I tiden umiddelbart efter den 2. verdenskrig opstod der en konflikt mellem industriborgerskabet over for specielt agrarborgerskabet og i mindre udstrækning osse mineborgerskabet. Denne gang drejede konflikten sig om graden af de afrikanske arbejderes proletarisering samt afrikanernes rolle i samfundet i øvrigt. Denne konflikt fik sådan set ikke nogen endelig afgørelse førend 1962, men op gennem 1950'erne var industriborgerskabet relativt dominerende.

Med nationalistbevægelsen fremmarch og afkoloniseringsbølgen i det øvrige Afrika ændredes perspektivet, og det første modsætningsforhold mellem det nationale og det internationale borgerskab opstod. Konflikten 1960-62 vedrørende en mulig nykolonial overgang til afrikansk flertalsstyre endte med det nationale borgerskabs sejr, hvor grunden til UDI i 1965 blev lagt med RF's valgsejr i december 1962. Den fjerde og foreløbigt sidste konflikt løber i øjeblikket, igen som en modsætning mellem det nationale og det internationale borgerskab og igen vedrørende afrikansk flertalsstyre. Det startede så småt med den såkaldte "detente" i det sydlige Afrika, som Sydafrika tog initiativ til i 1974. Den blev kraftigt optrappet med Kissingers penduldiplomati og efterfølgende Geneve-konference i 1976. Denne gang er situationen imidlertid blevet kompliceret - for borgerskabet, vel at bemærke! – af befrielsesbevægelsernes langt stærkere stilling end tidligere.

Selvom befrielsesbevægelserne ikke éntydigt er arbejderklassens og bøndernes organiserede udtryk, har de medvirket til, at de undertrykte klasser i Zimbabwe for første gang har fået slagkraft. Det er det, der gør den nuværende konflikt til den hidtil alvorligste i Zimbabwes historie siden koloniseringen. Sagt med andre ord er det udtryk for, at mens modsætningerne inden for borgerskabet er ikke-antagonistiske, er borgerskabets modsætningsforhold til arbejderklassen og bønderne (for så vidt disse udgør den industrielle reservearme, men altså ikke umiddelbart som landbrugere) antagonistisk, dvs. uløseligt inden for de kapitalistiske produktionsforholds rammer.

Vi vil nu gå over til en gennemgang af borgerskabets materielle grundlag i Zimbabwe.

 

1.1. Minesektoren

Det var forventninger om guldfund, der først og fremmest var årsagen til Cecil Rhodes interesser i at kolonisere Zimbabwe. Disse forventninger viste sig imidlertid ikke at kunne holde stik, og efter den 2. verdenskrig har guldproduktionen været faldende (og guldindtægterne stagnerende, jvf. figur 8). Til gengæld har udvindingen af asbest, kobber, krom og kul fået stigende betydning. Andre vigtige mineraler er nikkel, tin, lithium, wolfram og bly. I alt udvindes der mere end 50 mineraler i Zimbabwe.[146] Bortset fra kul, der næsten udelukkende går til hjemmemarkedet, eksporteres nær 100% af de udvundne mineraler, overvejende i uforarbejdet tilstand.

Kilde: George Kay, op.cit., side 137.

 

I dag anslås det, at amerikanske, britiske og sydafrikanske selskaber ejer - med groft sagt en tredjedel hver - omkring 90% af minekapitalen i Zimbabwe.[147] Minesektoren er ned andre ord næsten totalt domineret af udenlandsk kapital. De vigtigste multinationale selskaber inden for minesektoren er for det første det sydafrikansk baserede, men i egentlig forstand multinationale Anglo-American Corporation. Det er langt det største enkeltselskab i minesektoren med interesser i kobber, guld, nikkel, zink m.m. samt eksklusive forundersøgelsesrettigheder i 12 af Zimbabwes 27 mineralundersøgelsesområder. Anglo-American har osse store interesser i landbrugs- og industrisektoren. Dets samlede aktiviteter i Zimbabwe styres i dag af holdingselskabet Amrho.[148]

Hertil kommer det sydafrikanske Messina (kobber), de britiske Lonrho (guld og kobber), Rio Tinto Zinc (nikkel, kobber, guld og krom) og Turner & Newall (90% af asbesten) samt det canadiske Falconbridge (guld og nikkel) og de amerikanske Union Carbide Corporation og Foote Mineral Compary (begge krom) . Den rhodesiske stat har interesser i nikkel, krom og jern.[149]

Minesektoren har i efterkrigstiden været karakteriseret af en udbredt effektivisering og rationalisering. Det har for det første givet sig udslag i en kraftig produktionskoncentration, således at der er blevet færre og større miner, samt i en centralisation af minekapitalen i hænderne på få store selskaber. Således er en af mellemkrigstidens fraktioner af det nationale borgerskab, de såkaldte "smallworkers" inden for minesektoren, næsten blevet totalt udryddet efter den 2. verdenskrig.

For det andet er der sket en kraftig produktionsforøgelse inden for minesektoren, hvor maskiner, moderne videnskabelig teknologi osv. Har erstattet menneskelig arbejdskraft. Antallet af beskæftigede inden for minesektoren faldt fra 85.635 i 1940 til bundrekorden i 1963 på 38.328, alt imens produktionen er steget støt. Det har samtidig medført, at antallet af ufaglærte er faldet i forhold til faglærte. Således har det næsten udelukkende varet afrikanske arbejdere, de har bidraget til faldet i arbejdsstyrken, og forholdet mellem afrikanere og ikke-afrikanere i minesektoren er ændret fra 21:1 i 1954/56 til 14:1 i 1965/67. Dette har ført til et voksende interessefællesskab mellem det internationale borgerskabs to fraktioner, mine- og industriborgerskabet, m.h.t. en lempelse af restriktionerne for afrikanske arbejdere til at blive faglærte.

Foranlediget af den Centralafrikanske Føderations sammenbrud i 1963 og yderligere af Smith-styrets UDI i 1965 begyndte staten at gribe ind for at styrke minesektoren, specielt eftersøgningen og udvindingen af nye mineraler. Efter at minesektorens andel af Zimbabwes samlede kapitalistiske produktion havde været faldende lige siden 2. verdenskrig begyndte sektoren fra midten af 1960'erne at udvikle sig i takt med de øvrige økonomiske sektorer i Zimbabwe. Dette har bl.a. afspejlet sig i jævnt stigende antal beskæftigede, der i 1975 nåede 64.200 (se tabel 2, kapitel I afsnit 2.3., side 34), samt i at produktionsmængden næsten tredobledes (196%) i perioden fra 1964 til 1973 (prismæssigt var stigningen på 230%).[150] I 1974-76 var minesektoren den eneste sektor, hvis produktion ikke blev påvirket af den intensiverede guerillakrig, men tværtimod fortsatte væksten. Det kan skyldes, at langt de fleste af minerne lå uden for frihedskæmpernes daværende operationsområder, samt at verdenskrisen ikke i første omgang ramte Zimbabwes mineraler. Uddybningen af krisen i hele den kapitalistiske verden samt befrielseskampens intensivering medførte dog, at også minesektoren i 1977 blev ramt af tilbageslag; produktionsmængden faldt i de første 9 måneder af 1977 med 5% i forhold til 1976.[151]

Minesektoren har haft en særlig betydning efter UDI i 1965, fordi dens produkter har udgjort en stadig voksende andel af Zimbabwes eksport (30% i 1972, hvilket er næststørst efter landbrugsprodukter).[152] Betydningen af dette skal ses på baggrund af de økonomiske sanktioner og afskæringen fra de internationale penge- og kreditmarkeder.

 

1.2. Det kapitalistiske landbrug

Det kapitalistiske (europæisk ejede) landbrug blev etableret i tiden efter 1904 som en slags kompensation for de fåtallige guldfund. Indvandringskampagner blev iværksat (se tabel 1, side 20), og staten sikrede det kapitalistiske landbrug gunstige udviklingsbetingelser. Det drejede sig fremfor alt om at sikre sig billig afrikansk arbejdskraft i rigelige mængder, om at fjerne afrikanske bønder fra den bedste halvdel af jorden, der blev erklæret for "europæisk område", samt om billige lån og statslige kreditter.[153]

Størstedelen af det kapitalistiske landbrug bestod ved årsskifter 1976/77 af 6.682 meget store, individuelt ejede farme, hvis gennemsnitsstørrelse var på mere end 2.100 ha.[154] I de senere år har kæmpestore selskabsejede og industrielt drevne plantager fået stigende betydning. En enkelt af disse, Liebigs kvægranch, er på hele 520.000 ha![155] Disse plantager er især vundet frem inden for specialiserede og kapitalkrævende produkter som fx the, kaffe, sukkerrør, citrusfrugter o.l. Direkte knyttet til disse plantager er der ofte fabrikker, der videreforarbejder landbrugsprodukterne. Plantagerne er overvejende udenlandsk ejede (Anglo-American, Lonrho, Huletts Corporation (sydafrikansk) m.fl.), men også den rhodesiske stat har kapital anbragt i plantagedrift.[156]

I starten var det kapitalistisk landbrug helt overvejende baseret på produktion af fødevarer til hjemmemarkedet. Der var specielt tale om majs og husdyravl; det sidste omfattede kødkvæg, malkekvæg (mælk, smør og ost), får (udelukkende for kødets skyld) samt svin. Disse ting findes stadig, men kort efter den 2. verdenskrig blev tobak (Virginia) den vigtigste afgrøde. Dette markelede samtidig et skift til en overvejende eksportorienteret produktion, og tobak blev i tiden op til UDI i 1965 Zimbabwes vigtigste enkelte eksportvare.[157] I 1964 udgjorde eksporten af uforarbejdede landbrugsprodukter 64% af den samlede kapitalistiske landbrugsproduktion, hvoraf de 56% faldt på den uforarbejdede tobakseksport.[158]

 

Afrikanske landarbejdere og europæiske arbejdsledere på en tobaksfarm

 

De sanktioner, der blev pålagt Smith-styret efter UDI tvang gradvist det kapitalistiske landbrug til at halvere tobaksdyrkningen (omend den i 1974 synes at være steget igen) og med finansiel støtte fra staten sprede produktionen på flere afgrøder, specielt en øget fødevareproduktion til hjemmemarkedet.

Som følge af sanktionerne har staten ført en bevidst importsubstitutionspolitik efter 1965. V.hj.a. produktionsomlægninger til majs, bomuld, sukkerrør og kvægdrift er det frem til guerillakrigens intensivering i 1970'erne lykkedes at undgå, at det kapitalistiske landbrug som helhed er blevet alvorlig rystet. Fødevareproduktionen er fra 1965 til 1971 steget med ca. 75% og har ført til en eksport af bl.a. citrusfrugter (appelsiner, citroner osv.) og oksekød. Desuden har den øgede bomuldsdyrkning ført til en kraftig ekspansion for tekstilindustrien, der mellem 1965 og 1969 mere end fordoblede sin produktion. Udover de allerede nævnte afgrøder dyrkes der i det kapitalistiske landbrug hvede, ris og mange forskellige slags frugter og grøntsager. Der findes endvidere et mindre skovbrug.[159]

Produktionsomlægningerne førte til en direkte konkurrence mellem det kapitalistiske landbrug og det afrikanske agrarsmåborgerskab på hjemmemarkedet, hvilket bl.a. resulterede i 'Land Tenure Act of 1969', der kraftigt indskrænkede dette afrikanske småborgerskabs muligheder og betydning.[160]

Efter UDI er det kapitalistiske landbrug og dermed agrarborgerskabet med andre ord blevet endnu mere afhængigt af at sidde inde med den politiske magt i Zimbabwe, dvs. afhængig af kontrollen med statsmagten. Nu drejer det sig ikke længere "blot" om at sikre den skæve jordfordeling. P.gr.a. sanktionerne er det kapitalistiske landbrug blevet afhængig af store subsidier og øget kreditgivning fra staten for at opretholde et profitabelt landbrug, hvortil kommer den statslige sikring imod direkte konkurrence fra det afrikanske agrarsmåborgerskab. Alt i alt har dette siden UDI ført til en stadig kraftigere modstand fra agrarborgerskabet side imod enhver form for afrikansk flertalsstyre.

 

1.3. Industrisektoren

Før den 2. verdenskrig havde der inden for forarbejdningssektoren eksisteret en række små europæiske håndværksvirksomheder, men med udgangspunkt i den 2. verdenskrig startede en egentlig industrialisering i Zimbabwe, der hurtigt opslugte dette småborgerskab.

Ved krigens udbrud blev Zimbabwe afskåret fra leverancerne af en lang række varer, der hidtil var blevet importeret. Det skabte basis for en lokal industri, der fremstillede de manglende varer - d.v.s. en såkaldt importsubstitution. Samtidig steg efterspørgslen i de krigsførende lande efter krom og asbest samt en række landbrugsprodukter, hvilket kom til at udgøre en kraftig stimulans for hele den kapitalistiske økonomi i Zimbabwe.[161]

Staten tilegnede sig en del af de nye indtægter og benyttede dem til at fremme en industriel udvikling i Zimbabwe. Der blev oprettet to statsejede selskaber, et bomuldsspinderi i Gatooma og et jern- og stålværk, RISCO, mellem Que Que og Gwelo. De grundede sig begge på lokale råvarer og satte hver for sig yderligere industri igang, specielt i tiden efter krigens afslutning.

Et britisk firma startede et væveri, og en tekstilindustri blev etableret. Som nævnt under landbrugssektoren er tekstilindustrien vokset meget hurtigt efter UDI, og tekstilvarer er blevet Zimbabwes største eksportartikel, der decideret er et forarbejdet industriprodukt. Dette er en antydning af det delvist gennemførte brud med den rene koloniale økonomi, der udelukkende eksporterer uforarbejdede råstoffer.

En stor del af RISCOs produkter går til bygge- og anlægssektoren, hvor der findes en række store rhodesisk ejede selskaber. Desuden er der opstået en række fabrikker, der producerer landbrugsmaskiner, værktøj, hegnstråd, rør, ledninger m.m.

I parantes kan det lige bemærkes, at de to nævnte statsselskaber i 1957 (RISCO) og i 1960 begge blev solgt til privat udenlandsk kapital, efter de havde vist sig profitable. Der er altså ikke blevet udviklet en magtfuld, statsejet industrisektor i Zimbabwe, ligesom det er tilfældet i Sydafrika.[162]

Den nye industrikapitals produktion blev overvejende hjemmemarkedsorienteret, idet kun lidt over en fjerdedel eksporteres (mest til de omkringliggende lande). Den er koncentreret omkring produktion af byggematerialer (tømmer, cement, mursten, fliser o.l.), kunstgødning, fødevareforarbejdning (mejerier, slagterier, bryggerier, konservesfabrikker o.l.) samt fremstilling af diverse forbrugsvarer såsom klæder, fodtøj, møbler m.m. Foruden at størstedelen af industrisektorens produkter (72% i 1964) sælges på hjemmemarkedet (og det vil hovedsagelig sige til de købedygtige europæere), er der i de fleste tilfælde desuden tale om forarbejdning af lokale råvarer. Knap halvdelen af industrien forarbejder produkter fra det kapitalistiske landbrug, mens minesektoren leverer produkter til ca. 30% af industrien; de sidste 20-25% består så af forarbejdning af importerede råvarer.[163]

Her er det dog nødvendigt at komme med en vigtig tilføjelse. Der er endnu langt fra udviklet en "selvcentreret" økonomi i Zimbabwe, der kan sammenlignes med de højtudviklede kapitalistiske økonomier i Vesteuropa, USA og Japan. Mellem 30 og 40% af Zimbabwes import består af maskiner og andre produktionsmidler, og på dette yderst vigtige område for al kapitalistisk produktion er Zimbabwe fortsat nærmest 100% afhængig af udlandet.[164] Dette har efter UDI fået betydning på grund af pålæggelsen af sanktioner og vil blive taget op igen senere.

 

Figur 9: Industrisektorens udvikling med hensyn til en række udvalgte karakteristika

Kilde: George Kay, op.cit., side 142.

 

Industrivirksomhederne er for 3/4's vedkommende lokaliseret i Zimbabwes to største byer, Salisbury og Bulawayo.[165] Der er en dominans af udenlandske selskaber, og det skønnes, at britisk og sydafrikansk kapital til sammen i dag kontrollerer ca. 80% af industrikapitalen i Zimbabwe.[166] Det sydafrikanske Barlow Rand er den største enkelte kapitalgruppe i industrisektoren; det har en kontrollerende interesse i mindst 17 rhodesiske enkeltselskaber.[167]

Industriens produktion er vokset relativt jævnt siden starten under og efter den 2. verdenskrig. Men det har ikke medført en tilsvarende jævn vækst i antallet af beskæftigede inden for industrisektoren. Det skyldes, at industrikapitalen har udviklet sig på forskellig måde, således at man kan udskille 4 faser i den udvikling i Zimbabwe.

Etableringsfasen gik fra 1939 og frem til 1957.[168] Den var karakteriseret af en jævn vækst i både produktionen samt i antallet af virksomheder og beskæftigede (se figur 9). I 1957 var der inden for industrien i snæver forstand ansat 74.000 sorte og 13.600 hvide, hvortil skal lægges 78.900 sorte og 18.160 hvide fra transport og bygge- og anlægsvirksomhed.[169]

Det var i høj grad en baggrund for denne vækst, at der i perioden strømmede udenlandsk kapital til Zimbabwe fra Storbritannien og (efter Nationalistpartiets magtovertagelse i Sydafrika i 1948) fra Sydafrika.[170] Når selve dannelsen af den Centralafrikanske Føderation i 1953 ikke entydigt gav sig udslag i en ekstra vækst i produktionen, skyldes det, at industrisektoren i Zimbabwe lige fra sin start baserede sig på afsætning til alle 3 landes markeder. Industrialiseringen i Zimbabwe var indledningen til og forudsætning for Føderationen, som senere fulgte efter og konsoliderede integrationen på det politiske plan.[171]

Den anden fase fra 1957 til 1965 var karakteriseret af en teknologisk udvikling af industrikapitalen (eller ihvertfald store dele af den), hvor menneskelig arbejdskraft blev erstattet med maskiner. Dette førte til en kraftig forøgelse af arbejdsproduktiviteten, hvilket afspejlede sig i en vækst i produktionsværdien pr. beskæftiget fra £500 pr. år i 1957 til E935 i 1965; der var tale om et spring i stigningstakten pr. år fra £21 i 1940-57 til E54 i 1957-65. Produktivitetsstigningen medførte, at produktionen fortsatte sin ubrudte vækst, samtidig med at antallet af beskæftigede stagnerede. I 1965 var der ansat 71.000 sorte og 16.130 hvide i industrien samt 46.300 sorte og 15.420 hvide i transport og bygge- og anlægsvirksomhed.[172] Antallet af beskæftigede sorte (ufaglærte) arbejdere faldt med andre ord drastisk, mens de hvide (faglærte) arbejdere nogenlunde opretholdt beskæftigelsesniveauet.

I 1966 skete der en forbigående tilbagefald i produktionen forårsaget af UDI, men allerede i 1967 havde industrikapitalen overvundet dette tilbagefald. Herefter startede der en tredje fase, der frem til 1974 var præget af en fortsat vakst, men på et uændret teknologisk grundlag, hvilket bl.a. gav sig udslag i, at beskæftigelsen steg en smule mere end produktionen. Produktiviteten faldt altså en anelse, hvilket skyldtes, at væksten nødvendiggjorde øget inddragelse af ufaglært afrikansk arbejdskraft. Det er dog kun i absolutte tal, der har været tale om en voksende beskæftigelse af afrikanske arbejdere efter 1966. Det øgede antal beskæftigede har overhovedet ikke stået mål med den stigende afvandring fra det afrikanske landbrug forårsaget af forringede levevilkår og stigende befolkningsvækst.[173]

Industrikapitalens udvikling i 1967-74 afspejlede situationen efter UDI. Sanktionerne gjorde det scan tidligere nævnt på den ene side vanskeligt at erstatte produktionsmidlerne, hvilket umuliggjorde en afgørende produktivitetsforøgelse. På den anden side fremmedes den fortsatte vækst af den politiske situation og statens indgriben i økonomien. UDI og sanktionerne førte for det første til en yderst effektiv beskyttelse imod fremmed konkurrence. For det andet indførte Smith-styret hurtigt forbud imod, at udenlands kapital udførte profit af landet. Denne profit tvinges altså til at blive reinvesteret i Zimbabwe, og her sørgede Smith-styret så for det tredje for at føre en aktiv importsubstitutionspolitik, der tog sigte på at sprede investeringerne i et forsøg på at gøre Zimbabwe selvforsynende.[174] Tabet af det zambianske marked blev opvejet af en ekspansion på det sydafrikanske marked, der var så kraftig, at den sydafrikanske stat af konkurrencetruede dele af sit eget borgerskab blev tvunget til at pålægge den rhodesiske eksport visse begrænsninger.[175] Alt i alt blev industrisektoren dog i første omgang styrket af UDI og sanktionspålæggelsen.

I 1974/75 begyndte det imidlertid at krakelere. Det fremgår af mængdeindekset for industriproduktionen:

 

1964:	100,0	1969:	133,5	1974:	207,2
1965:	108,7	1970:	150,2	1975:	204,3
1966:	98,6	1971:	168,5	1976:	192,3
1967:	107,2	1972:	180,6	1977:	183,5
1968:	117,8	1973:	194,1

Kilde:     Africa South of the Sahara 1971, side 632; Africa South of the Sahara 1977-78, side 702 samt New African Development, April 1978, side 57.

 

Årsagen til produktionstilbagegangen var ikke så meget sanktionerne, selvom produktionsapparatet væsentlige steder var begyndt at være nedslidt. Langt snarere var der tale om effekterne af den intensiverede guerillakrig.[176]

Som et sidste karakteristisk træk ved industrisektoren i Zimbabwe skal det fremhæves, at der praktisk taget ikke er foregået nogen virksomhedskoncentration i denne sektor. Antallet af virksomheder er med ganske få undtagelser steget år for år, og det gennemsnitlige antal beskæftigede pr. virksomhed har svinget omkring og lige under 100: Der var 70 beskæftigede pr. virksomhed i 1940, toppen blev nået med 106 i 1949 for så at være faldet til 82 i 1965. Spredningen er heller ikke særlig stor: I 1965 havde 2/3 af virksomhederne (696 ud af 1042) mindre end 50 ansatte, og der var kun 7 virksomheder som havde mere end 1000 ansatte.

Industrivirksomhederne i Zimbabwe er altså gennemgående ikke ret store. Dette er en afspejling af den begrænsede størrelse af det hjemmemarked, som industrien afsætter hovedparten af sine produkter til. Det relativt lille afsætningsmarked gør det ikke muligt effektivt at udnytte fordelene ved stordrift, så derfor dominerer de mange små virksomheder fortsat industrisektoren i Zimbabwe.[177]

 

1.4. Det internationale borgerskab

Som det er fremgået af de foregående afsnit, er der international kapital involveret i alle den kapitalistiske produktions tre hovedsektorer. Andelen er størst i minesektoren og mindst i landbrugssektoren.

Det sidste nogenlunde pålidelige skøn over de private udenlandske investeringers størrelse i Zimbabwe stammer tilbage fra før UDI, hvor de i 1963 samlet blev opgjort til ca. £350 mill. (dengang svarende til ca. 7 mia. d. kr.). Heraf var mellem £200 - 250 mill. (mellem 55 - 70%) britisk kapital, ca. £100 mill. (ca. 30%) sydafrikansk kapital og omkring £20 mill. amerikansk kapital (6%). Dette skal ses i forhold til den private indenlandske rhodesiske kapitals størrelse på ca. £150 mill. i 1963. Den amerikanske kapital i Zimbabwe findes for 90%'s vedkommende i minesektoren, mens den britiske og sydafrikanske kapital er mere jævnt fordelt over samtlige økonomiens sektorer.[178]

Efter UDI er de sydafrikanske investeringer steget kraftigt som følge af Sydafrikas rolle som gennemgangsland for varer og kapital til og fra Zimbabwe efter pålæggelsen af økonomiske sanktioner. Stoneman skønner, at de sydafrikanske investeringer i dag udgør ca. £200 mill. ud af i alt mellem £500 - 600 mill. udenlandske private investeringer, således at den sydafrikanske andel af den udenlandske kapital er steget til mellem 33 og 40%. De britiske investeringer er ikke steget så meget og skønnes i dag at ligge mellem £225 - 300 mill. (40 - 60%), mens de amerikanske investeringer skønnes at være nogenlunde uforandret.[179]

Sanktionerne har i øvrigt ført til, at det er blevet vanskeligere at skelne mellem sydafrikansk og vestlig kapital, idet næsten alle vestlige selskaber med interesser i Zimbabwe har opretholdt og udbygget forbindelsen via datterselskaber i Sydafrika.[180] Det skal ses i lyset af, at vestlig og sydafrikansk kapital generelt er sammenfiltret i hele det sydlige Afrika. Det er specielt tilfældet for britisk og sydafrikansk kapital.[181]

Foruden de tre nævnte sektorer er der en meget stor andel af international kapital i banksektoren. Der findes 4 banker i Zimbabwe: Barclays Bank (USA og Storbritannien) , Standard Bank (Sydafrika og Storbritannien), National Grindleys Bank (USA og Storbritannien) samt Rhobank (ejet af Nedbank - Sydafrika og Holland - og den rhodesiske stat). Gennem Argus Printers kontrollerer Anglo-American Corporation næsten fuldstændigt pressen i Zimbabwe, hvortil kommer en dominans af international kapital i handelen i de hvide områder.[182]

Det internationale borgerskab har derfor store økonomiske interesser i at forsvare Zimbabwe. Dette lå bag det internationale borgerskabs bestræbelser i 1950'erne for at sikre en nykolonial løsning i Zimbabwe - en løsning, der fortsat ville garantere det internationale borgerskabs adgang til udbytning af de afrikanske arbejdere og udplyndring af Zimbabwes rige naturressourcer.

Men Zimbabwe kan ikke betragtes isoleret fra det øvrige sydlige og centrale Afrika. For det internationale borgerskab gælder det i første række om at sikre imperialismens absolutte "bastion" i området: Sydafrika. Set i denne sammenhæng har det internationale borgerskab ikke udelukkende snævre økonomiske interesser i forhold til Zimbabwe. Her spiller det i dag en vigtig rolle, at der tæt omkring Sydafrika er etableret to revolutionære overgangssamfund, Mozambique og Angola, der alene ved deres eksistens - specielt for de sorte sydafrikanske arbejdere[183] - er en trussel imod det internationale borgerskab. Sker der også i Zimbabwe en revolutionær omvæltning, vil Sydafrika være helt omgivet af socialistiske stater, der udover eksemplets magt vil kunne fungere som baseområde for sydafrikanske guerillaer (hvad Mozambique allerede gør, og Angola endvidere gør det for namibiske guerillaer fra SWAPO). Desuden vil det rige kobberbælte i Zambia og Zaire i så fald være afskåret fra Sydafrika og nærmest være spærret inde (set med imperialismens øjne).

Det internationale borgerskabs interesser i en nykolonial løsning i Zimbabwe er derfor om muligt endnu større i dag end tidligere. Det internationale borgerskab har med al tydelighed vist, at det er fuldt bevidst om dette faktum. Vi vil senere vende tilbage til dette, specielt i afslutningen.

 

2. Arbejderklassen

Det europæiske arbejderaristokrati og de helt proletariserede afrikanske arbejdere udgør til sammen arbejderklassen i snæver forstand. Deres eneste indtægtskilde er lønarbejde, og de bor permanent med deres familie i byområderne, hvortil osse minerne med deres tilsluttede bebyggelser (fabriksanlæg, beboelser osv.) henregnes i Zimbabwe.

Hertil kommer de halvproletariserede afrikanske bønder. Osse disse hører til arbejderklassen for så vidt som en del af midlerne til deres reproduktion - dvs. fortsatte opretholdelse af livet i bred forstand - stammer fra lønarbejde. De er såkaldte migrantarbejdere. Den "halve" - eller rettere: kun delvise - proletarisering består i, at de osse opretholder livet ved andet lønarbejde. Den anden del af midlerne til deres reproduktion stammer fra landbruget i de afrikanske stammeområder, i hvilken forstand de er bønder.

I den zimbabweanske virkelighed er det kun muligt at skelne skarpt mellem arbejderaristokratiet og de øvrige arbejdere, da der i vid udstrækning er en glidende overgang mellem de helt proletariserede afrikanske arbejdere og migrantarbejderne.

 

2.1. Det europæiske arbejderaristokrati

Næsten alle de europæiske arbejdere er beskæftiget inden for industri, handel og transport (se tabel 2, side 34). De udgør et såkaldt arbejderaristokrati, idet de økonomisk udskiller sig fra de øvrige dele af arbejderklassen på grundlag af langt højere lønninger og politisk ved at støtte borgerskabet (i tilspidsede situationer har det altid været det nationale borgerskab). Grundlaget herfor er hos de enkelte europæiske arbejdere ideologiske illusioner (racefordomme) om egne interesser, således at de ikke personligt identificerer sig på grundlag af den klassemæssige opdeling, men på grundlag af racedelingen.

Årsagen hertil er ikke alene lønforskellene. P.gr.a. arbejdsprocessens kapitalistisk-hierarkiske organisering indtager de europæiske arbejdere samtidig med de produktive arbejdsfunktioner overvejende overordnede og kontrollerende funktioner. Politisk betyder dette, at de europæiske arbejdere aldrig har kæmpet sammen med de afrikanske arbejdere og derfor er utænkelige som alliancepartnere for de afrikanske arbejdere.

Baggrunden for de europæiske arbejdere har udskilt sig fra den øvrige, afrikanske del af arbejderklassen ligger helt tilbage i det europæiske styres bevidste politik siden 1923. Siden 1933 har det givet sig udslag i, at de europæiske arbejdere kraftigt har støttet det nationale borgerskab i Zimbabwe. Denne støtte blev i 1934 lovfæstet i 'Industrial Conciliation Act'.[184]

Med lidt andre ord kan man sige, at arbejderaristokratiet har været en støtteklasse for det hvide mindretalsstyre. Det er vigtigt at understrege, at de hvide arbejdere ikke har indtaget en jævnbyrdig position i alliancen med det nationale borgerskab[185] for slet ikke at tale om de europæiske arbejdere skulle være den dominerende klasse i Zimbabwe.[186] Dette ville forudsætte, at de fik nogle af deres langsigtede, objektive interesser tilgodeset i alliancen.

Arbejderklassens langsigtede objektive interesser er, at arbejderklassen selv overtager den politiske og økonomiske magt og nedbryder de kapitalistiske produktionsforhold for dermed at stoppe udbytningen. Det har de hvide arbejdere i Zimbabwe overhovedet ikke kæmpet for. Her er der blot sket det, at de europæiske arbejdere har fået tilgodeset nogle af deres kortsigtede interesser, såsom højere lønninger og bedre reproduktionsbetingelser end i Europa (højere levestandard), uden at dette på nogen måde har truet borgerskabets magt. Tværtimod har det været et led i grundfæstelse af borgerskabets magt over for den største del af arbejderklassen, de afrikanske arbejdere.

De europæiske arbejdere har tilkæmpet sig en højere løn og gode arbejdsvilkår. Men de har gjort det på bekostning af det afrikanske lag af arbejderklassen. Det er for borgerskabet lykkedes at splitte den zimbabweanske arbejderklasse v.hj.a. raceforskellen, hvilket skal ses på baggrund af det historiske forhold, at der aldrig har været "fattige" hvide i Zimbabwe, sådan som der i en vis fase var det i Sydafrika.[187]

Rent faktisk har det hvide styre i Zimbabwe lige siden 1920'erne og frem til befrielseskampen skærpelse i 1970'erne kun tilladt indvandring af hvide med kapital og/eller en faglig eller akademisk uddannelse. De har bevidst forhindret en indvandring af ufaglærte hvide, da "al ufaglært arbejde udføres af indfødte", som en officiel indvandringspjece fra 1924 udtrykte det.[188]

Når den kapitalistiske udvikling i Zimbabwe har nødvendiggjort øget faglært arbejdskraft, er denne altid blevet forsøgt tiltrukket udefra ved hjælp af tilbud om høje lønninger, hvilket i lang tid var billigere end at oplære afrikansk arbejdskraft til de samme funktioner. De europæiske arbejdere i Zimbabwe er altså ikke blevet proletariseret inde i Zimbabwe.[189] Strengt taget har der derfor aldrig eksisteret en reelt samlet sort/hvid arbejderklasse i Zimbabwe.

 

2.2. De helt proletariserede afrikanske arbejdere

I løbet af 1975 var der i gennemsnit 934.000 afrikanere ansat i lønarbejde (se tabel 2 i kapitel I afsnit 2.3., side 34). Kun en mindre del af disse er helt proletariserede arbejdere. Tager man udgangspunkt i en meget snæver bestemmelse af disse arbejdere som dem, der har afskåret enhver økonomisk forbindelse med landområderne og deres slægtninge dér, er der nappe mere end et sted mellem 10.000 og 50.000 helt proletariserede afrikanske arbejdere. De er udelukkende beskæftiget inden for industri og transport og bor så godt som allesammen i Salisbury og Bulawayo.[190] De er alene henvist til at opretholde livet ved at sælge deres arbejdskraft til kapitalen og kan ikke regne med, at slægtninge på landet vil forsørge dem i alderdommen.

Til de helt proletariserede afrikanske arbejdere bør endvidere indbefattes dem, der arbejder og bor permanent med deres familie i byerne, selvom de p.gr.a. manglen på pensionsforanstaltninger og arbejdsløshedsunderstøttelse er tvunget til at opretholde forbindelsen til de afrikanske landområder for at have et "sikkerhedsnet" i tilfælde af sygdom, arbejdsløshed samt alderdom. Deres bevidsthed og politiske handlen er primært bestemt af lønarbejdet. Herved stiger antallet af helt proletariserede afrikanske arbejdere til skønsmæssigt omkring 200.000 og inkluderer så foruden hovedparten i industrien osse en del af' de afrikanske minearbejdere.[191]

En undersøgelse fra industricenteret Salisbury siger imidlertid, at flertallet af enlige mmd (dvs. de p.t. halvproletariserede arbejdere) i denne by ønsker at tage fast ophold i byområderne, men er forhindret heri p.g.a. lave lønninger og utilstrækkelige boligforhold.[192] Baggrunden for dette er, at det hvide styre af politiske årsager forsøger at holde antallet af helt proletariserede afrikanske arbejdere så langt nede som muligt.[193]

De helt proletariserede afrikanske arbejdere udgør arbejderklassens kerne i Zimbabwe. De er som antydet ovenfor koncentreret i nogle få større byområder[194] og har den højeste organiseringsgrad blandt de afrikanske arbejdere i Zimbabwe.

I begyndelsen af 1973 fandtes der ud af i alt 80 registrerede fagforeninger - omfattende både afrikanske, europæiske samt såkaldte "multiraciale" fagforeninger - 26 rent afrikanske fagforeninger, hvortil kom 23 ikke-registrerede afrikanske fagforeninger. De absolut vigtigste er jernbanearbejderforbundet (PAWU) med 11.000 medlemmer (80% af alle afrikanske jernbanearbejdere), hvis aktion i 1945 lagde grunden til den afrikanske nationalistbevægelse,[195] samt tekstilarbejderforbundet (UIWU) med 7.000 medlemmer (70% af tekstilarbejderne).[196]

RAWU og UIWU er sammen med 12 andre afrikanske fagforeninger samlet i African Trades Union Congress (ATUC), som i december 1976 selv opgav sit samlede tilsluttede medlemstal til ca. 40.000.[197] Dette relativt lave tal viser, at kun en lille del af den afrikanske arbejderklasse er fagligt organiseret. Det afspejler selvfølgelig primært den yderst begrænsede rolle, som afrikanske fagforeninger i Zimbabwe er i stand til at spille under det nuværende mindretalsstyre.[198] Endvidere afspejler tallet det begrænsede antal helt proletariserede afrikanske arbejdere, idet det først og fremmest er blandt den, de organiserede findes. Disse hører samtidig til de højest lønnede afrikanske arbejdere.

Den afrikanske fagbevægelse er imidlertid relativt svag, både organisatorisk og finansielt. For det første er den ikke forenet i én fagforeningssammenslutning. Her er det værste problem, at det hvide styre ivrigt støttet af de europæiske arbejdere aktivt arbejder på at få de afrikanske arbejdere organiseret i de såkaldte "multiraciale" fagforeninger. Her vil de afrikanske arbejderes faglige aktivitet nemlig være effektivt inddæmmet, da faglærte (læs: europæiske) arbejdere under alle omstændigheder er sikret fuldstændig kontrol i disse fagforeninger. Kontrollen er gennemført ved, at medlemskabet er opdelt i 3 trin, hvor Trin 1-medlemmer (de faglærte) v.hj.a. specielt udformede stemmeregler altid er sikret "flertal". Det sker på den måde, at der ved alle valghandlinger vælges et bestemt antal repræsentanter inden for hvert trin, men altid flere repræsentanter fra Trin 1 end fra Trin 2 og 3 til sammen. Dette gælder fx inden for minesektoren, hvor arbejderne organiseres i og "repræsenteres" af den "multiraciale" 'Associated Mineworkers Union'.[199]

Heller ikke de rent afrikanske fagforeninger er forenet. I kølvandet på splittelsen mellem ZANU og ZAPU opstod der to fagforeningssammenslutninger. ATUC støttede ZANU, mens National African Federation of Unions (NAFU) støttede ZAPU. NAFU nåede dog aldrig nogen nævneværdig tilslutning og blev opløst i juli 1974. I 1967 opstod der en tredje fagforeningssammenslutning, National African Trades Union Congress (NATUC), men den skønnes ikke at have nogen særlig tilslutning i sammenligning med ATUC.[200]

Den socialdemokratiske Frie Faglige Internationale har spillet en dobbelttydig rolle i forbindelse ned udviklingen af den afrikanske fagbevægelse i Zimbabwe. Frie Faglige har lige siden 1961 været meget aktiv i forhold til Zimbabwe, fra 1963 med en fast repræsentant i Salisbury (W.G. Lawrence). Ved at yde betydelig finansiel støtte til afrikanske fagforeninger har Frie Faglige været med til at hjælpe en afrikansk fagbevægelse i Zimbabwe på benene.

Der har imidlertid ikke på noget tidspunkt hersket nogen tvivl om Frie Fagliges hensigter i Zimbabwe. Formålet har klart varet at opbygge reformistiske fagforeninger med et begrænset fagligt sigte - dvs. fagforeninger, der ikke blandede sig i den politiske kamp eller stillede direkte politiske krav. I forlængelse heraf har hensigten endvidere været at sikre, at fagbevægelsen var pro-vestlig, når Zimbabwe opnåede afrikansk styre. Det er sandsynligvis baggrunden for, at Phineas Sithole, ATUC's formand, siden 1971 kraftigt har angrebet Frie Faglige for indblanding i afrikanske forhold og for at forhindre udviklingen af effektive afrikanske fagforeninger - samtidig med at flere af ATUC's fagforeninger dog er fortsat med at modtage hjælp fra Frie Faglige!

Det siger en hel del om Frie Fagliges rolle i Zimbabwe i dag, at Smithstyret ikke har grebet ind over for Frie Fagliges aktiviteter i forhold til den afrikanske fagbevægelse i Zimbabwe, til trods for at styret siden 1976 har givet sig selv direkte lovhjemmel til at gøre det. Smith-styret har nøjedes ned at indgå en uformel aftale med W.G. Lawrence om at informere regeringen om den finansielle støtte, der ydes til de enkelte fagforeninger. Dette falder i tråd med, at den europæiske fagforeningssammenslutning i Zimbabwe (TUC) lige siden 1958 har været medlem af Frie Faglige.[201]

Det var de helt proletariserede afrikanske arbejderes aktioner i 1940'erne og 1950'erne, der var grundlag for den afrikanske nationalistbevægelses dannelse. Siden 1960 har befrielsesbevægelserne imidlertid kun i meget ringe grad baseret deres kamp på denne kerne af arbejderklassen. Efter forhandlingsforsøgenes fallit sidst i 1960'erne har strategien været at befri Zimbabwe fra landområderne, dvs. en befrielseskamp baseret på de afrikanske bønder. I september 1976 udtalte en repræsentant for ZIPA således:

"Vores strategi har været, at vi kæmper fra landet, idet vi således indeslutter byerne. ... Byguerillakrig kan kun blive et supplement til de guerilla-operationer, der organiseres på landet.”[202]

I lande, hvor arbejderklassen er forsvindende lille (som det fx var tilfældet i Mozambique og Guinea-Bissau) , er en sådan strategi den eneste mulige. Men arbejderklassen (og mere snævert: den helt proletariserede kerne) i Zimbabwe er ikke forsvindende lille, omend den talmæssigt udgør et mindretal af den afrikanske befolkning. Befrielsesbevægelserne bliver nødt til at udvikle en aktiv politik over for arbejderklassen, hvis de vil fastholde deres revolutionære målsætninger,[203] specielt da dele de afrikanske arbejdere har en langvarig og stadig opretholdt både faglig og politisk kamptradition. Styrkeforholdet mellem Smith-styret og befrielsesbevægelserne[204] har imidlertid hidtil gjort det yderst vanskeligt og risikabelt for befrielsesbevægelsernes folk at arbejde i byerne der ligger midt i de europæiske områder.[205] I de sidste par måneder har der dog været meddelelser om, at ZANU nu er begyndt at operere osse i større byområder, hvilket er tegn på en afgørende styrkelse af befrielseskampen, der netop vil kunne muliggøre en mere aktiv inddragelse af arbejderklassen i kampen.[206] Endvidere har ZAPU's Stockholm-repræsentant, Frank Mbengo, i februar 1978 udtalt:

"Som i Sydafrika er proletariatet ret veludviklet i Zimbabwe, og det betyder, at by-guerilla både er en oplagt mulighed og en nødvendighed. ... Derfor vil der på et vist stade af kampen blive etableret en by-guerilla."

Mbengo antyder, at dette stade er nået nu, men at de konkrete initiativer er en militær hemmelighed.[207]

 

Afrikanske migrantarbejderes boliger, nær Gwelo

 

3. De halvproletariserede bønder

Størstedelen af afrikanerne i Zimbabwe er halvproletariserede bønder, dvs. de er både migrantarbejdere og bønder. Selvom migrantarbejderne og bønderne nedenfor behandles hver for sig, skal det hele tiden huskes, at der stort set er tale om de samme mennesker. Der er ganske vist en vis arbejdsdeling mellem mændene og kvinderne, men de arbejder for at opretholde de samme husholdninger.

 

3.1. Migrantarbejderne

Som det fremgik ovenfor af afsnit 2.2. er hovedparten af de afrikanske arbejdere migrantarbejdere, idet de er tvunget til at vandre (migrere) frem og tilbage mellem lønarbejde i det europæiske område og selvforsyningslandbrug i de afrikanske områder. Baggrunden for dette tvangsforhold er tidligere blevet ridset op og skyldes agrarborgerskabets konkrete akkumulationsinteresser i Zimbabwe.[208]

Den umiddelbare årsag til halvproletariseringen er, at kapitalen på denne måde kan opnå en større udbytning af de afrikanske arbejdere – og dermed en højere profit - ved at arbejderne ikke udbetales de fulde reproduktionsomkostninger. En helt proletariseret arbejders løn dækker traditionelt arbejderens egne og hele den øvrige families nødvendige leveomkostninger, herunder ikke mindst børnenes (næste generation af arbejderklassen) samt de ældre og andre uarbejdsdygtige familiemedlemmers (hvis ikke dette dækkes af forsikringsmæssige eller statslige foranstaltninger, hvad der næsten ikke er tilfældet for afrikanere i Zimbabwe).

DerimcK1 kan de halvproletariserede arbejderes løn presses ned til kun at skulle dække arbejderens helt aktuelle leveomkostninger og om muligt yderligere kun den enkelte arbejders personlige leveomkostninger. I det sidste tilfælde formodes den øvrige del af familien så at ernære sig i landområderne, der i øvrigt fungerer som et nødvendigt (omend i voksende omfang utilstrækkeligt) sikkerhedsnet for sygdom, alderdom og arbejdsløshed.

Hvorvidt disse betragtninger vedrørende lønnens forhold til reproduktionsomkostningerne stemmer med den konkrete virkelighed afgøres af styrkeforholdet mellem klasserne, dvs. af klassekampen. Men dette styrkeforhold påvirkes direkte af halvproletariseringen.

Fastholdelsen af halvproletariseringen har ikke alene en umiddelbar profitforøgende effekt. Den har osse en undertrykkende effekt, idet den medvirker til at splitte arbejderklassen, dels ved at selv den afrikanske del af arbejderklassen opdeles i forskellige lag, der kan spilles ud mod hinanden (relativt højere lønnede og bedre stillede fuldt proletariserede arbejdere over for migrantarbejdere med lavere løn, mere usikre ansættelsesvilkår, dårligere boligforhold osv), og dels ved at arbejderne sjældent er ansat det samme sted i ret lang tid af gangen og ikke får lov til at bosætte sig i byerne. Kapitalens sammenslutningsfunktion, som Marx taler om[209] - dvs. det modsætningsfyldte forhold, at den kapitalistiske produktion forener mange arbejdere under samme arbejdsbetingelser med kapitalens egen undergang gennem arbejdernes revolutionære organisering som muligt resultat - hæmmes altså ved halvproletariseringen. Udviklingen af en proletarisk klassebevidsthed hæmmes, og arbejdernes organiseringsgrad er lav.

Halvproletariseringen virker med andre ord på forskellige - og indbyrdes vekselvirkende - måder til at styrke borgerskabets position over for arbejderklassen. Set i et større perspektiv er det uden tvivl den præventivt undertrykkende effekt og ikke så meget den umiddelbart profitforøgende effekt, der er af størst betydning for opretholdelsen af borgerskabets magt i Zimbabwe (uafhængigt af hvilken hudfarve, borgerskabets agenter måtte have). I det mere gennemkapitaliserede og industrielt udviklede Sydafrika er det denne effekt, der har haft den største betydning for udformningen af bantustan-politikken, hvis formål netop er en ekstrem opretholdelse af halvproletariseringen til trods for den fremskredne kapitalistiske udvikling.[210]

Når nu halvproletariseringen har så åbenbare fordele for borgerskabet, er det naturligt at spørge, hvorfor der alligevel er opstået et lag af helt proletariserede arbejdere (samt halvproletariserede arbejdere, der er tæt ved den fulde proletarisering). Det skyldes, at industrien (incl. transportsektoren) og i en vis udstrækning osse minerne siden 2. verdenskrigs afslutning har gennemløbet en teknologisk udvikling, der har medført, at man ikke blot har kunnet klare sig med de faglærte, europæiske arbejdere på den ene side og de ufaglærte, ustabile og migrerende afrikanske arbejdere på den anden side. Industrien og minerne har fået behov for en række tillærte og halvfaglærte arbejdere. Denne oplæring har industrien og minerne selv måttet stå for og er derefter blevet interesseret i at beholde den arbejdskraft, hvis oplæring de har bekostet.[211]

I efterkrigstiden er der derfor i den konkrete virkelighed blevet tale om en mere glidende overgang mellem positionerne som halvt og helt proletariseret arbejder. Det gør det vanskeligt at angive det præcise talforhold mellem bønder, migrantarbejdere og helt proletariserede arbejdere, da dette forhold hele tiden er udsat for svingninger.

Migrantarbejderne i Zimbabwe udgør en meget heterogen gruppe. I den ene ende findes de landarbejdere, der er deciderede sæsonarbejdere. I 1972 drejede det sig om ca. 28% af landarbejderne (ca. 95.000).[212] De har kun lønarbejde i høstsæsonen, mens de resten af året lever af deres eget landbrug. Generelt er det landarbejderne, der har de korteste perioder med lønarbejde,[213] mens byarbejderne har længere tids ansættelse.[214]

I "midten" findes de arbejdere, der har lønarbejde i længere perioder, men uden at deres familie flytter hen til arbejdsstedet. Der kan være tale om lønarbejde i perioder af meget varierende længde, lige fra f.eks. ét års kontraktarbejde til mangeårig ansættelse, hvor lønarbejderen muligvis kun ser familien én gang om året, hvis der er langt mellem familie og arbejdssted.[215] Denne form for ufaglært afrikansk arbejdskraft findes i alle økonomiens sektorer, men mest inden for private tjenesteforhold, i minerne og i det kapitalistiske landbrug.[216]

Tæt op af de proletariserede arbejdere og med arbejdsforhold meget svarende til disse findes de arbejdere, der i nogle års ansættelse er i stand til at tage familien med hen til arbejdsstedet. Om man skal regne disse arbejdere for migrantarbejdere eller helt proletariserede arbejdere må afhænge af deres tilknytning til og afhængighed af landbruget.

Det er primært mænd i den mest produktive alder, der bliver migrantarbejdere. I 1961 var ca. 80% af mændene mellem 20 og 34 år og ca. 50% af mændene mellem 35 og 40 år migrantarbejdere.[217] Der er kun yderst få kvinder, der har lønarbejde, og de fleste af disse er korttidsansatte landarbejdere.[218]

Skønsmæssigt bliver så godt som alle afrikanske mænd på ét eller flere tidspunkter af deres liv tvunget ud i lønarbejde. Hermed bliver der i hele befolkningen spredt et kendskab til lønarbejdets udbytningsforhold, der på længere sigt vil være en styrke for en socialistisk udvikling i Zimbabwe, ligesom det modvirker/hæmmer en splittelse mellem de afrikanske arbejdere og bønder. Den udbredte halvproletarisering betyder med andre ord ikke en éntydig svækkelse af en socialistisk udvikling, om end udviklingen af en proletarisk klassebevidsthed som nævnt på kort sigt hæmmes. Befrielsesbevægelsernes bevidstgørelse og mobilisering af de afrikanske arbejdere og bønder har afgørende betydning for, om det personlige kendskab til kapitalismens udbytning omformes til en aktiv politisk handlen imod kapitalismen.

Den afrikanske arbejderklasse er imidlertid splittet mellem udenlandske og indenlandske arbejdere. Som det fremgår af figur 10 er omkring halvdelen af alle afrikanske arbejdere[219] op til ca. 1960 kommet fra omkringliggende lande, specielt Mozambique, Malawi og Zambia, hvorfra hovedparten er blevet hentet som kontraktarbejdere af statslige rekrutteringsbureauer.[220] De har været koncentreret i de lavest betalte sektorer af økonomien, dvs. landbrug, private tjenesteforhold samt minesektoren, som til sammen beskæftigede 78% af alle udenlandske arbejdere i 1969.[221] De har været de mindst politisk aktive arbejdere, da deres ophold i Zimbabwe for det meste kun har været kortvarigt. I dette tidsrum har de kun været interesseret i at tjene så mange penge som overhovedet muligt.

 

Figur 10: Oprindelseslandet for mandlige afrikanske beskæftigede 1911-1961

Kilde: George Kay, op.cit., side 63

 

Formålet med at bringe udenlandske arbejdere til Zimbabwe har for borgerskabet været at presse lønniveauet i bund ved altid at have et rigeligt overskud af afrikanske arbejdere til rådighed. På denne måde har de udenlandske arbejdere opfyldt samme funktion som og samtidig suppleret den stadige forringelse af eksistensvilkårene i de afrikanske landområder i selve Zimbabwe. Fra midten af 1950'erne har den stigende underudvikling af det afrikanske landbrug imidlertid alene kunnet "klare" den rigelige tilgang af billig afrikansk arbejdskraft.

Siden 1958 har den rhodesiske stat derfor lagt begrænsninger på tilgangen af udenlandske afrikanske arbejdere, hvilket har ført til et stadig fald i antallet af udenlandske arbejdere i Zimbabwe. Siden 1966 er de udenlandske arbejdere udelukkende blevet dirigeret over til det europæiske kapitalistiske landbrug, der p.gr.a. produktionsomlægninger og forringede konkurrencevilkår som følge af de økonomiske sanktioner fortsat har haft brug for en ekstremt billig arbejdskraft. Siden UDI er der kun blevet foretaget rekruttering i Malawi, hvortil skal lægges en del afrikanere fra Mozambique, der uafhængigt af rekrutteringsbureauet har søgt lønarbejde i det østlige Zimbabwe.[222]

I januar 1975 indgik Smith-styret i øvrigt en aftale om at "levere" op til 50.000 afrikanske migrantarbejdere fra Zimbabwe til de sydafrikanske miner, efter at Malawi havde bebudet et stop for malawianske arbejdere til Sydafrika efter et flystyrt. Aftalen mødte imidlertid kraftig modstand fra den rhodesiske minekapital, der frygtede konsekvenserne for dens egen tilgang af billig arbejdskraft, og i december 1975 var kun 8.500 Zimbabweanere blevet rekrutteret til de sydafrikanske miner.[223]

Forårsaget af underudviklingen af det afrikanske landbrug er en grundlæggende proletariseringsbevægelse blevet igangsat - dvs. en tendens til, at bønderne over migrantarbejdere bliver til helt proletariserede arbejdere. For at bibeholde det profitforøgende migrantarbejdssystem har det nationale borgerskab imidlertid modarbejdet, at denne tendens slår fuldt igennem. De lave lønninger suppleres af et omfattende magtapparat, der sammenfattes i den såkaldte 'Urban Influx Control Policy', hvis vigtigste instrumenter er pasloven og 'Vagrancy Act'. Disse love er sidst blevet ændret og udvidet i henholdsvis 1972 og 1973.[224]

Et element i kontrolpolitikken er at forhindre, at afrikanske arbejdsløse opholder sig i byerne og de øvrige europæiske områder (fx ved at bo hos slægtninge). Borgerskabet frygter, at de vil forårsage politisk uro. Afrikanernes boliger i byerne er derfor yderst ringe og underkastet streng kontrol fra politiets side m.h.t. hvem og hvor mange, der opholder sig i hvert enkelt rum eller hytte.[225]

Selvom samtlige sektorer i den rhodesiske økonomi har oplevet en kraftig vækst siden den 2. verdenskrig,[226] har denne vækst langt fra været så stor, at den har kunnet opveje den afrikanske befolkningsvækst – og slet ikke, når man tager de samtidig forringede levevilkår i de afrikanske landområder i betragtning. Endvidere har den økonomiske vækst i både industri- og minesektoren i flere perioder taget form af en teknologisk udvikling, der har formindsket antallet af beskæftigede i forhold til produktionen. Det har især ramt de ufaglærte afrikanske arbejdere, mens behovet for faglærte (overvejende europæiske) arbejdere er steget som følge af den teknologiske udvikling.

De arbejdsløse afrikanere, der derfor uvægerlig er opstået i kølvandet på borgerskabets politik i Zimbabwe, har det hvide styre forsøgt at tvinge til at opretholde livet som bønder. For borgerskabet fungerer de afrikanske landområder som et billigt og afsondret opbevaringssted for den industrielle reservearmé, i og med arbejdsløshed i byerne forvandles til underbeskæftigelse på landet.[227] En opgørelse fra 1975 viste imidlertid, at det ikke helt er lykkedes at forhindre fremkomsten af et pjalteproletariat af afrikanere, der permanent er ude af produktionen. I 1975 var der ca. 131.000 arbejdsløse afrikanere i byerne.[228]

 

3.2. De afrikanske bønder

Der er to hovedtyper af afrikanske landbrugere i Zimbabwe. Størstedelen lever i selvforsyningslandbrug i de såkaldte stammeområder ('Tribal Trust Land'), hvor der overvejende produceres for at dække egne behov. Stammeområderne omfatter 162.240 km² eller 89% af de afrikanske områder,[229] og her lever ca. 2/3 af den samlede afrikanske befolkning i Zimbabwe.[230] Det er dem, vi i denne fremstilling refererer til som afrikanske bønder.

Den anden type afrikanske landbrugere lever i de såkaldte købsområder ('African Purchase Areas'), der sammen med stammeområderne udgør de afrikanske områder i Zimbabwe. De hører imidlertid til det afrikanske småborgerskab og vil blive behandlet nedenfor i afsnit 4.

Der eksisterer i stammområderne omkring 680.000 selvforsyningslandbrug med i gennemsnit 3,5 ha op3yrket jord i 1965, hvortil kommer de fælles græsningsarealer. Fra sådanne jordlodder skal gennemsnitlig 7-8 munde mættes hver dag, og da det for det meste er umuligt, er de afrikanske landbrug afhængige af tilskud, som migrantarbejderne sender tilbage til deres familier i landområderne.[231]

Kun en neget lille andel af bøndernes samlede produktion bliver derfor markedsført. I Karanga i det centrale Zimbabwe drejede det sig om mellem 13% i gode regnår (1965/66) og 6% i tørkeår (1966/67). Hovedparten (omkring 80%) af denne overskudsproduktion blev afsat til andre afrikanske bønder, ca. 14% til misionsstationerne og kun ca. 5% til det statslige Grain Marketing Board, der af hensyn til agrarborgerskabets afsætning kun betaler det halve af hvad fx missionsstationerne betaler.[232]

Grundstammen i al afrikansk landbrug udgøres af kvæg, majs, jordnødder og hirse. Hertil kommer fødevaretilskud tilvejebragt ved fiskeri, jagt og indsamling af vilde frugter, rødder o.l. Ved siden af, men i tæt tilknytning til det egentlige landbrug findes et simpelt håndværk, hvor der fremstilles møbler, klæder m.v.[233] Dette håndværk er dog stærkt på retur, da kapitalistisk producerede varer dels har udkonkurreret store dele af det afrikanske håndværk og dels har påvirket bøndernes behovsmønstre væk

fra disse traditionelle håndværksprodukter.[234]

Da det næsten udelukkende er mænd, der bliver migrantarbejdere, udføres størstedelen af det egentlige landbrugsarbejde i dag af kvinderne og børnene.[235]

Heraf kan man imidlertid ikke umiddelbart slutte, at kvindernes stilling er blevet styrket som følge af den mere centrale placering i landbrugs-arbejdet. Det er sket for enkelte, men generelt er de afrikanske kvinder i Zimbabwe dobbelt undertrykt, idet de både lider under den almindelige undertrykkelse af de afrikanske arbejdere og bønder og under en traditionel undertrykkelse af kvinderne. Jorden er således tildelt manden. Han har råderetten over den og tager de fleste vigtige beslutninger i forbindelse med dyrkningen og anvendelsen af afgrøderne. Er manden væk som migrantarbejder, træder mandens broder ofte i hans sted som beslutningstager.[236]

Teurai Ropa, der er leder af ZANUs kvindeudvalg, udtaler, at kvinderne i Zimbabwe udover den almindelige kapitalistiske undertrykkelse "også lider under ulemperne ved at være prestigesymboler. Mændene behandler dem ofte kun en smule bedre end andet inventar. Det er et problem, som kvinder i alle kapitalistiske lande står overfor, og zimbabweanske kvinder kæmper hårdt for at blive behandlet som mennesker på lige fod med mændene i stedet for som nydelsesgenstande eller arbejdsredskaber. Derudover står Zimbabweanske kvinder over for en feudal undertrykkelse, hvor kvinder er underkastet deres ægtemands autoritet og næsten aldrig er frie mennesker med egne rettigheder."[237]

Konens/konernes[238] arbejdskraft er "solgt" til manden gennem ægteskabet. "Prisen" (brudeprisen, kaldet lobola) er kvæg og kontante penge, som manden/mandens familie betaler til kvindens far eller værge. Gennem brudeprisen får manden også råderetten over de børn, som kvinden føder; her er det vigtige ikke mindst børnenes arbejdskraft i landbruget.[239]

Det afrikanske landbrug i Zimbabwe er generelt meget individuelt præget, idet hver enkelt husholdning overvejende passer sit eget brug. Der har dog osse altid været samarbejde mellem bønderne, og det kollektive aspekt i landbrugsproduktionen er blevet styrket som følge af migrantarbejdet. Ved pløjning, såning og høst står familierne ofte i den situation, at mændene ikke er hjemme. For at råde bod på arbejdskraftmanglen organiserer bønderne sig derfor ofte i arbejdsgrupper, som tager rundt til de forskellige brug og hjælper, hvor det er nødvendigt. I Karanga består arbejdsgrupperne som regel af 15-16 mennesker, der er i nær familie med hinanden.[240]

 

Hakken er de afrikanske bønders mest udbredte landbrugsredskab

 

Erfaringerne fra arbejdsgrupperne kan få betydning ved en socialistisk udvikling i et frit Zimbabwe. I forsøgene på at bryde med det individuelle landbrugs dominans kan der ved en socialistiskudvikling knyttes an ved erfaringerne fra arbejdsgrupperne i bestræbelserne for at udvikle kollektiv dyrkning af jorden.[241]

Der er allerede flere gange fremgået, at det er umuligt at betragte de afrikanske bønder isoleret fra det angivende samfund. Bøndernes produktions- og levevilkår er systematisk blevet forværret siden koloniseringen i bestræbelserne på at sikre agrarborgerskabet gode akkumulationsbetingelser.[242] Bønderne er som konsekvens heraf blevet delvist afhængige af lønarbejde, og selv når de ikke som migrantarbejdere udbyttes af borgerskabet, udfylder de en vigtig funktion for samme borgerskab: De fungerer som arbejdskraftreserve (eller industriel reservearmé) og gør det dermed muligt for borgerskabet at holde de afrikanske arbejderes lønninger nede på et absolut minimum.[243]

Dette understreger den store grad af interessesammenfald, der er mellem de afrikanske arbejdere og bønder i Zimbabwe. Sagt på en anden måde er de afrikanske arbejdere og bønder oplagte alliancepartnere i den nuværende kamp for national uafhængighed. Det store personlige sammenfald mellem afrikanske arbejdere og bønder og de tætte familierelationer mellem land og by gør det endvidere helt absurd at forsøge at adskille arbejdernes og bøndernes konkrete kamp i øjeblikket. De afrikanske arbejdere og bønder opfatter sig i høj grad som ét: som de afrikanske masser.

Med henblik på kampens langsigtede perspektiv - dvs. det perspektiv, der rækker ud over den nationale uafhængighed - er det imidlertid alligevel vigtigt at skelne mellem henholdsvis arbejderklassens og bøndernes objektive klasseinteresser.

Arbejderklassen vil kun kunne gøre op med udbytningen ved at fjerne den klasse, der udbytter den, dvs. kapitalistklassen. Det vil være det samme som et fuldstændig brud med de kapitalistiske produktionsforhold, da det m.h.t. udbytningen ikke vil gøre nogen forskel, om borgerskabet er af afrikansk eller af europæisk herkomst. En nykolonial løsning vil altså ikke være nok - det vil kun overgangen til socialisme. Arbejderklassen har med andre ord en objektiv interesse i kampen for socialisme.

Zimbabwes økonomiske og sociale struktur er imidlertid stadigvæk overvejende kolonialt præget (eller udadrettet), hvilket er en afspejling af, at det internationale borgerskabs interesser i Zimbabwe er en del af og underordnet dets interesser i lande uden for Zimbabwe. På denne baggrund må den første fase i kampen for socialisme nødvendigvis blive en kamp for national uafhængighed. I denne fase vil arbejderklassen kunne indgå alliancer med alle de klasser og lag, der har en objektiv interesse i at erstatte den koloniale undertrykkelse med national uafhængighed.[244] I Zimbabwe vil disse alliancepartnere for arbejderklassen udover bønderne være de intellektuelle og småborgerskabet.

Bønderne derimod har nok en interesse i at bekæmpe og afskaffe det nuværende styre, der baserer sig på agrarborgerskabets interesser og støttes af det hvide arbejderaristokrati. Som nævnt er bønderne i Zimbabwe i dag ikke blot landbrugere , men osse industriel reservearmé, dvs. potentielle arbejdere. Det er de organiserede afrikanske arbejdere fuldt bevidste om. I marts 1971 udtalte formanden for den afrikanske fagforeningssammenslutning ATUC, Phineas Sithole, at "regeringen ikke var ivrig efter at udvikle landbruget i stammeområderne. Den betragtede dem som reservater ('reserveland'), som de arbejdsløse og udslidte afrikanere kunne vende tilbage til."[245] For arbejderklassens alliance med bønderne er det meget vigtigt at fastholde dette.

Efter den nationale uafhængighed kan bønderne imidlertid godt på kortere sigt få tilgodeset deres interesser som landbrugere v.hj.a. en jordreform, der ikke bryder med de kapitalistiske produktionsforhold, men gør i hvert fald en del af bønderne til selvejerbønder - dvs. etablerer et agrarsmåborgerskab. Dette kan sågar ske uden at gøre et væsentlig indhug i de nuværende europæiske farme og deres jord, men alene ved at inddrage de store uudnyttede landområder inden for det nuværende europæiske område.[246] Det er den løsning, som det internationale borgerskab i sine aktuelle "løsnings"-planer forestiller sig som svar på jordproblemet i Zimbabwe.[247] Det er osse denne "løsning", som de reaktionære småborgerlige afrikanske kræfter taler om,[248] hvorved de samtidig markerer, at de står på spring til at tjene det internationale borgerskabs interesser i Zimbabwe.

Herved understreges det, at det er arbejderklassens interesser, der må være ledende i kampen, hvis denne ikke skal stoppe ved opnåelsen af den nationale uafhængighed, men føres videre mod en socialistisk revolution - osse selvom de egentlige arbejdere i dag udgør et talmæssigt mindretal af den afrikanske befolkning.

Et af de allervigtigste spørgsmål efter opnåelsen af den nationale uafhængighed bliver netop den nødvendige jordreforms karakter. M.h.t. den videre udvikling er det helt afgørende, om jordreformen kommer til at styrke bøndernes kollektive bevidsthed via dannelsen af kooperativer e.l., eller om den via udstykninger og privat ejendomsret til jorden kommer til at styrke udviklingen af en småborgerlig selvejerbevidsthed blandt bønderne og derved kommer til at virke hæmmende på en socialistisk udvikling. Dette problem vil blive taget op i den afsluttende vurdering af de nuværende udviklingsperspektiver for kampen i Zimbabwe.

Problemet i dag er, at de halvproletariserede bønder helt overvejende opfatter sig selv som bønder og ikke som arbejdere hvorfor det næppe kan forventes, at de umiddelbart udvikler en bevidsthed, der rækker ud over grænserne for deres landsby. Deres krav vil naturligvis dreje sig om mere jord og bedre dyrkningsbetingelser, ikke om en afskaffelse af de kapitalistiske produktionsforhold. Underudviklingen af det afrikanske landbrug har ført til, at de afrikanske bønder slutter op om og støtter befrielseskampen så meget, det er dem muligt. Guerillasoldaterne rekrutteres således overvejende i de afrikanske landområder.[249] Befrielsesbevægelserne har en yderst vigtig opgave m.h.t. at benytte denne støtte til at bevidstgøre bønderne om sammenhængen mellem deres eksistensvilkår og kapitalismens udvikling i Zimbabwe.

 

4. Det afrikansk småborgerskab og de afrikanske intellektuelle

Småborgerskabet består af de vareproducenter og handlende, der selv ejer deres produktionsmidler. De fremstiller overvejende selv (incl. hele familien) deres varer i modsætning til kapitalistisk vareøkonomi, der beror på merværdiudpresning af fremmed arbejdskraft.

I Zimbabwe i dag er der ikke levnet megen plads til det afrikanske småborgerskab, da dets aktiviteter af det hvide styre er blevet begrænset til de afrikanske områder og de afrikanske bydele, således at det ikke har mulighed for at konkurrere med hvide. Derfor har også det afrikanske småborgerskab varet aktiv i kampen for afrikansk flertalsstyre,[250] omend man næppe skal nære nogle illusioner om interesserne bag ved denne deltagelse. Skulle Zimbabwe blive påtvunget en nykolonial løsning, vil det afrikanske småborgerskab sammen med de afrikanske intellektuelle stå på spring for at udfylde de ledige pladser i borgerskabets rækker. Det er det nuværende nykoloniale Afrika rigt med eksempler på. For befrielsesbevægelserne gælder det derfor i øjeblikket om at sørge for at holde det afrikanske småborgerskab inddraget i kampen for national uafhængighed, men på den anden side ikke give dets borgerskabsaspirationer noget spillerum.

Det afrikanske småborgerskab består for det første af de 8.100 selvejerbønder (agrarsmåborgerskabet) i købsområderne ("African Purchase Areas").[251] Købsområderne omfatter 14.674 km (8% af de afrikanske områder)[252] fordelt på 38 små landområder, hvor afrikanere har mulighed for at eje jorden, mens der ikke findes privat ejendomsret til jorden i stammeområderne.

Den gennemsnitlige brugsstørrelse i købsområderne var i 1961 på 87 ha.[253] Herfra stammer næsten alle de markedsførte afrikanske landbrugsprodukter. Også størstedelen af det afrikanske agrarsmåborgerskabs egen produktion forbruges dog af producenterne selv. I Karanga i det centrale Zimbabwe afsatte agrarsmåborgerskabet i 1965/66 (godt regnår) 40,9% af deres afgrøder, mens det i tørkeåret 1966/67 faldt helt ned til 14,1%.[254]

Afgrøderne er de samme som i stammeområderne, hvortil skal lægges en ubetydelig dyrkning af tobak (andre sorter end de hvides!).[255] Heller ikke dyrkningsmetoderne afviger meget fra stammeområdernes, selvom landbrugerne i købsområderne har fået en form for landbrugsuddannelse. Dette skyldes en bestandig og akut kapitalmangel; der stilles således kun yderst begrænsede kreditmuligheder til rådighed for det afrikanske agrarsmåborgerskab. De produktivitetsforbedringer i købsområde-landbrugene, der dog trods alt kan iagttages i forhold til stammeområderne, skyldes derfor væsentligst fordele opnået ved mere jord og større drift.[256]

Dette afspejler, at osse det afrikanske agrarsmåborgerskab er blevet offer for interne borgerskabsmodsætninger. Købsområderne blev oprindelig etableret, for at der kunne opstå en klasse af mere velstående bønder. Specielt under 1950'ernes "Racefællesskabspolitik" fik de større kreditter, bedre uddannelsesmuligheder og andre statslige foranstaltninger stillet til rådighed.[257] I 1960 kunne det afrikanske agrarsmåborgerskab beskæftige ca. 56.000 landarbejdere[258] og var således stærkt på vej til at udvikle sig til en del af det afrikanske borgerskab, der skulle muliggøre en nykolonial løsning.

Med RF-styrets magtovertagelse i 1962 skiftede billedet imidlertid - her som på andre områder. Specielt 'Land Tenure Act' fra 1969 markerede et hårdt slag mod det afrikanske agrarsmåborgerskab, der blev smidt bort fra den jord i de europæiske områder, som de havde lejet af europæere.[259] I 1969 var der hos agrarsmåborgerskabet kun beskæftiget omkring 17.000 lønarbejdere. Den umiddelbare årsag til dette slag mod det afrikanske agrarsmåborgerskab var, at dets produkter efter produktionsomlægningerne i det kapitalistiske landbrug efter UDI direkte kom til at konkurrere med agrarborgerskabets produkter.[260] Et resultat heraf var, at det afrikanske agrarsmåborgerskabs organisation, African Farmers' Union, i 1972 gav udtryk for en meget kraftig modstand imod den britisk-rhodesiske forhandlingsløsning, som Pearce-kommissionen testede afrikanernes holdning til.[261]

Efter guerillakrigens start i 1972 begyndte Smith-styret at erkende, hvor omfattende modstanden mod styret var blandt afrikanerne, og at det manglede allierede blandt dem for at modstå modstanden. Det har siden 1975 ført til en lille forøgelse af den statslige kredit til agrarsmåborgerskabet.[262] Det står dog på ingen måde mål med det forelskede blik, som det internationale borgerskab i 1976/77 har kastet på det afrikanske agrarsmåborgerskab. Det er blevet stillet store finansielle midler fra det såkaldte 'Zimbabwe Development Fund' i udsigt, hvis der indføres et nykolonialt afrikansk styre i Zimbabwe. Det vil vi vende tilbage til i kapitel III afsnit 5.3. (side 207).

Udover landbrugerne i købsområderne findes der osse et afrikansk småborgerskab i byerne. Det består af handlende, selvstændige i de såkaldte "liberale erhverv" (som f.eks. 15 afrikanske læger med privat praksis), håndværkere, små forretningsdrivende samt ejere af busser, lastbiler og hyrevogne. Ifølge 1969-folketællingen var der 18.920 inden for denne del af det afrikanske småborgerskab. De beskæftigede i alt 16.910 lønarbejdere.[263]

Hertil kunne man med lidt god vilje lægge de få sorte, der har fået højere stillinger hos de multinationale selskaber. Der er helt åbenlyst tale om, at det internationale borgerskab inden for sine helt private rammer her forbereder en nykolonial løsning ved at optræne et kommende kompradorborgerskab - dvs. et borgerskab bestående af indfødte afrikanere til at varetage det internationale borgerskabs direkte interesser i Zimbabwe. Indtil videre er der kun sket forfremmelser til højere stillinger i PR-afdelinger og personaleadministration. Herved bygger det internationale borgerskab helt bevidst en multiracial facade.[264]

Som den sidste del af det afrikanske småborgerskab kan man inkludere de sorte i administrative stillinger i statsbureaukratiet. Også her har RF-styrets skærpede racediskrimination imidlertid sat ind: deres antal er faldet fra 1652 i 1965 til 802 i 1969.[265]

Det politisk vigtige at få fat i i denne sammenhæng er som tidligere nævnt det afrikanske småborgerskabs mulige betydning i tilfælde af en nykolonial løsning i Zimbabwe. Med det nuværende afrikanske småborgerskabs karakter in mente er det inden for landbrug, handel og transport, at et nationalt afrikansk borgerskab vil kunne vokse frem i tilfælde af en stor hvid udvandring - og hvis der vel og mærke ikke er nogen politisk vilje til at kontrollere denne vækst. Hertil kommer yderligere komprador- og bureaukrati-fraktionerne af det afrikanske småborgerskab som lokale afrikanske støtter for et eventuelt nykolonialt styre i Zimbabwe.[266]

De afrikanske intellektuelle udgør en sidste kategori og består af lærere, præster, akademikere o.l. De er vokset til et ikke ubetydeligt antal efter 2. verdenskrig. I tabel 2's opdeling[267] udgør de afrikanske intellektuelle størstedelen af de beskæftigede inden for uddannelsesvæsenet samt en del inden for den offentlige administration og sundhedsvæsenet. De er i tiden efter den 2. verdenskrig vokset i politisk betydning. Først da de kom til at spille en central rolle i det internationale borgerskabs politik i 50'erne og siden i forbindelse med nationalistbevægelsens udvikling.

 

Figur 11: Klassestrukturen i Zimbabwe (let forenklet)

 

 

5. Klassealliancer, kampmål og politisk organisering

I Zimbabwe er kampen for national uafhængighed i dag det fremtrædende. Bag denne kamp står der en bred klassealliance bestående af de afrikanske arbejdere, bønder og intellektuelle samt det afrikanske småborgerskab, der har en fælles interesse i at styrte Smith-styret. I den zimbabweanske befrielseskamp er det afgørende spørgsmål i dag imidlertid ikke, om Smith-styret overlever eller ej, men derimod karakteren af det styre, der følger efter Smith.[268] Det fremtidige styres karakter vil afhænge af hvilken klasse, der bliver dominerende i samfundet. For arbejderklassen er det nødvendigt at indgå i den brede klassealliance, da fjernelsen af RF-styret er et led i kampen for socialisme, og da arbejderklassen i Zimbabwe ikke er tilstrækkelig udviklet til at have styrke til at gennemføre en socialistisk revolution direkte. Det er dog ikke muligt at opdele kampen i skarpt adskilte faser og sige, at kampen i øjeblikket kun drejer sig om national uafhængighed og dermed færdig. At dette er naivt og politisk farligt viser de intensive manøvrer med bejling til reaktionære dele af det afrikanske småborgerskab, som det nationale og internationale borgerskab i øjeblikket står fadder til for at sikre sig selv de bedst mulige vilkår i det fremtidige Zimbabwe.[269] Det er med andre ord allerede nu, hvor kampen for national uafhængighed er relativt fremskreden, men endnu ikke afsluttet, at kampen om det fremtidige styres karakter er indledt.

Det nuværende Zimbabwe er domineret af kapitalismen. Selvom så godt som alle agenterne for borgerskabets forskellige fraktioner er europæere, vil et afrikansk flertalsstyre ikke automatisk føre til en ophævelse af kapitalismen. Borgerskabets magt er ikke baseret på dets agenters hudfarve, men på de grundlæggende produktionsforholds indretning. Bliver disse ikke antastet, bliver der blot tale om en vis udskiftning blandt borgerskabets agenter. Som nævnt i afsnit 4 om det afrikanske småborgerskab står der tilstrækkeligt med afrikanere på spring til at udfylde tomme pladser efter evt. bortrejste eller flygtede europæiske borgerskabsagenter. Modellen er velafprøvet, og resultatet hedder nykolonialisme. Det internationale borgerskab får nogle nye agenter til at varetage udbytningen af arbejderne og udplyndringen af naturressourcerne. Af borgerskabet vil det allerhøjest blive det hvide nationale borgerskab, som bliver ramt.

Skal en nykolonial løsning undgås, vil det kræve et opgør med de kapitalistiske produktionsforhold for at ophæve al udbytning. Dette revolutionære mål har kun arbejderklassen en objektiv interesse i at forfølge helt til enden, og det er i den forstand , at arbejderklassen nødvendigvis må være den ledende kraft i en kamp, der har til hensigt at undgå en nykolonial løsning. ZANU og ZAPU har hver for sig og i deres fælles politiske alliance, den Patriotiske Front, erklæret, at de vil bekæmpe ethvert forsøg på at gennemføre en nykolonial løsning. Deres mål er "at etablere en socio-økonomisk orden, der eliminerer alle former for kapitalistisk udbytning".[270]

Vi har imidlertid set, hvor sammensat og relativt lille arbejderklassen i Zimbabwe er. Vi har også set den afrikanske arbejderklasses nære tilknytning til og ofte direkte personelle sammenfald med bønderne (migrantarbejderne). Og vi har fremhævet bøndernes status som industriel reservearmé. Det er endvidere blevet nævnt, at udviklingen af en proletarisk klassebevidsthed på kort sigt hæmmes af halvproletariseringen, men at halvproletariseringen på længere sigt kan vendes til fordel for en socialistisk udvikling p.g.a. de manges personlige kendskab til lønarbejdets udbytningsforhold.

Alt dette understreger nødvendigheden af at samle kampen i en politisk organisation. Socialismen som kampnål opstår ikke spontant på grundlag af enkeltstående individers løsrevne erfaringer fra lavt betalt og ydmygende lønarbejde. Det opstår slet ikke spontant som svar på stadigt dårligere levevilkår i landområderne, hvor borgerskab og kapitalisme kun er nogle fjerne og tilsyneladende udenforstående størrelser. Men det dårligt betalte lønarbejde, den åbenlyse kvantitative såvel som kvalitative forskel på det europæiske og det afrikanske landbrug, de store uudnyttede dele af de europæiske landområder side om side med sanmenstuvningen i afrikanske landområder, prisdiskrimineringen på markedet for landbrugsvarer m.m. udgør altsammen elementer i det nuværende samfund, som en bevidst politisk ledelse, der er i stand til at se ud over de enkelte modsætningsforhold og konflikter, kan benytte til at påpege en række sammenhænge i samfundstotaliteten. De kan med andre ord udnytte disse fænomener som led i en politisk bevidstgørelse af masserne, der understreger socialismen som det samlende mål, der på én gang indeholder og samtidig rækker ud over de dagsaktuelle her-og-nu-krav om bedre leveforhold for arbejderne og bønderne i Zimbabwe.

Men politisk bevidstgørelse om socialismens nødvendighed fører ikke automatisk til, at socialismen bliver en realitet. Det kraver kamp imod borgerskabet og dets magt, og denne kamp kræver en fælles ledelse, der kan være samlende og udfarende instans - med andre ord: en politisk organisering. I Zimbabwe er det befrielsesbevægelserne ZANU og ZAPU, forenet i den politiske alliance, den Patriotiske Front, der leder kampen.[271]

Et vigtigt led i styrkelsen af det proletariske element består som nævnt ovenfor i afsnit 3.2. i sikringen af de afrikanske bønders støtte til en socialistisk udvikling i Zimbabwe. Den politiske ledelse, dvs. befrielsesbevægelserne, må mobilisere og organisere bønderne, så deres kollektive bevidsthed styrkes. Via en folkemagtsorganisering vil den politiske ledelse kunne lægge grunden til en kollektivt præget jordreform, der fortsat vil sikre bøndernes alliance med arbejderklassen.

Osse arbejderklassen skal mobiliseres og organiseres i folkemagtsorganer på arbejdspladserne og i beboelsesområderne, således at de aktivt kan indgå i kampen og dermed befæste arbejderklassens dominerende position. Dette mobiliseringsarbejde er en af den politiske ledelses allervigtigste opgaver, da en spontan og selvstændig masseorganisering af arbejderne og bønderne ikke vil kunne forventes i særlig stor udstrækning. Årsagen hertil ligger dels i den begrænsede bevidsthedsudvikling blandt masserne, hvilket skyldes de halvproletariserede bønders talmæssige dominans, og dels den voldsomme direkte koloniale undertrykkelse.

Via folkemagtsorganiseringen vil den politiske ledelse kunne påbegynde opbygningen af en alternativ samfundsstruktur allerede i den fase, hvor kampens mål er national uafhængighed (hvorved faserne i kampen for socialisme bliver knyttet tæt sammen). Endvidere vil der gradvist kunne opstå en vekselvirkning mellem folkemagtsorganerne og den politiske ledelse, der vil kunne holde de intellektuelle og småborgerlige lag "i ørene" og på den måde sikre arbejderklassens dominerende position.

I befrielsesbevægelserne har de intellektuelle en stor betydning som alliancepartnere for arbejderne og bønderne, fordi de udgør befrielseskampens eneste mulige ledere. Den særlige politiske betydning udspringer af den koloniale situation med dens meget store forskelle mellem de enkelte klasser og lag. P.gr.a. den højere uddannelse og hyppigere kontakt med forskellige klassers repræsentanter bliver de intellektuelle tidligere end arbejderne og bønderne "klar over behovet for at befri sig selv fra fremmed herredømme," som Amilcar Cabral udtrykker det.[272] De intellektuelle er på den baggrund befrielseskampens eneste mulige ledere, ihvertfald i starten. I Zimbabwe har det specielt været lærerne, der især på de lavere niveauer har været ledende i nationalistbevægelsen, og det helt tilbage fra oppositionen imod "Land Husbandry Act" i 1950'erne.[273]

Imidlertid er de intellektuelle yderst problematiske i klassemæssig henseende. De har som gruppe betragtet ingen økonomisk basis, da de ikke har nogen direkte relation til produktionsmidlerne. De udgør derfor ikke nogen selvstændig klasse. I Zimbabwe vil de enkelte intellektuelle svinge mellem at varetage arbejdernes og bøndernes interesser (svarende til, hvorfra de oprindelig stammer) og borgerskabets interesser (svarende til den opadstigende nobilitet, de har påbegyndt). Hermed bliver den politiske bevidsthed hos befrielseskampens ledere af afgørende betydning for klassealliancens karakter. De intellektuelle vil - med Cabrals ord - blive nødt til "at begå selvmord som klasse," hvis de bevidst går ind for at styrke det proletariske element.[274]

For alle de afrikanske lande, der i dag kan kaldes nykoloniale, har det været karakteristisk, at intellektuelle, småborgerlige eller direkte borgerlige elementer har spillet en meget selvstændig rolle i kampen for national uafhængighed. Det har muliggjort, at de siden har kunnet opkaste sig som et nyt herskende borgerskab. De tre lande i Afrika, der i dag kan siges at have påbegyndt den alt andet end modsigelsesfrie opbygning af et socialistisk samfund, Angola, Mozambique og Guinea-Bissau, har derimod alle været præget af en folkemagtsorganisering ved siden af partiet, hvorved de intellektuelles og de småborgerlige lags selvstændighed har været holdt i tømme.

 

Noter