Indledning

1. Racekamp eller klassekamp

Zimbabwe udgør en del af det sydlige Afrika og er ét af de absolutte brændpunkter i klassekampen i verden i dag. Næsten daglig læser vi i aviserne en lille notits om den sidste udvikling eller bliver via radio og TV beriget med det "autoritative" syn på situationen i Zimbabwe.

I disse dagligdags kommentarer fremtræder konflikten i Zimbabwe – såvel som konflikten i de to andre lande i det sydlige Afrika, Sydafrika og Namibia - som en kamp mellem to racer: sort mod hvid, afrikaner mod europæer. Konflikten anskues normalt ikke som en kamp mellem forskellige klasser - som en kamp, der grunder sig på forskellige materielle betingelser med heraf afledte forskellige interesser. Denne forvridning i nyhedsdækningen er absolut ikke tilfældig:

Det er næsten trivielt at fastslå, at langt størstedelen af pressen i Danmark er borgerlig og derfor mere eller mindre bevidst viderebringer en borgerlig virkelighedsopfattelse. I en sådan virkelighedsopfattelse er begreber som fx klasser og grundlæggende interessemodsætninger noget, der hører en forlængst svunden tid til. Så er to forskellige hudfarver noget helt anderledes konkret at tage, føle og især se på!

En sådan betragtningsmåde har yderligere den fordel - set med borgerlige øjne! - at i den udstrækning, der overhovedet er behov for en ændring af de eksisterende tilstande, er det tilstrækkeligt at udskifte det hvide styre med et sort styre. Når konflikten opfattes som en racekonflikt, er der ingen behov for en ændring af de grundlæggende produktionsforhold og resultatet vil blive en nykolonial løsning. Et hvidt borgerskab efterfølges af et sort borgerskab. Det er med andre ord i borgerskabets åbenlyse interesse at opfatte konflikten som funderet i en race- og ikke i en klassemodsætning.

Nu er det ikke blot den danske presse, der overvejende er borgerlig. Det gælder i endnu mere udpræget grad de internationale nyhedsbureauer, som leverer hovedparten af informationen fra så fjerne og "eksotiske" områder som Zimbabwe. Til dette skal lægges, at der i selve Zimbabwe er skrappe restriktioner for udenlandske journalisters arbejdsvilkår. Fremmede må ikke rejse ind i de afrikanske landområder, hvor hovedparten af den afrikanske befolkning lever, men mindre de får en speciel tilladelse fra områdets hvide Distriktskommissær. Der kræves en tilsvarende speciel tilladelse for at tage ind i krigsområderne, og kun meget få udenlandske journalister får en sådan tilladelse. Sker det endelig, er de underkastet streng censur fra de rhodesiske myndigheders side. Journalister har med andre ord meget begrænsede muligheder for selv at danne sig et indtryk af kampen i Zimbabwe og endnu mere begrænsede muligheder for at videreformidle egne indtryk, lige så snart de er blot en smule i modstrid med det hvide styres interesser. I 1977 fik en britisk BBC-korrespondent således afslag på en forlængelse af sin arbejdstilladelse, fordi han i en reportage om en massakre på 23 afrikanere havde sagt: "Well, vi har kun de rhodesiske sikkerhedsstyrkers version af massakren"![1]

Som et resultat heraf er de fleste journalister i Zimbabwe afhængige af det hvide styres udtalelser for overhovedet at kunne rapportere om udviklingen i Zimbabwe til omverdenen. Det benytter det hvide styre bevidst til at manipulere med nyhedsstrømmen fra Zimbabwe og til at præsentere sin version af diverse begivenheder, før end det er muligt for de afrikanske befrielsesbevægelser at komme med deres. Og på dette senere tidspunkt har begivenheden så mistet sin nyhedsværdi og får for det meste kun en begrænset omtale i de borgerlige medier.

Et enkelt eksempel: I begyndelsen af februar 1977 kunne vi i næsten alle danske aviser læse, at flere hundrede afrikanske skolebørn var blevet bortført fra en missionsskole ind i Botswana af afrikanske frihedskæmpere. Først flere dage efter og på betydelig mindre fremtrædende plads kom det frem, at skoleeleverne af egen fri vilje var gået til Botswana for at blive frihedskæmpere, efter at de i lang tid var blevet generet af det hvide styres soldater.[2] Prøv at se hvilken version, der står i oversigten over årets begivenheder i Politikens Hvem-hvad-hvor 1978, side 36!

På tilsvarende måde har der adskillige gange været historier fremme om afrikanske frihedskæmperes drab på hvide missionærer, præster og nonner. Det er klart, at sådanne historier tjener til at miskreditere frihedskæmperne og den sag, de kæmper for. I dag tyder en lang række uafhængige udtalelser og undersøgelser - ikke mindst fra kirkekredse - på, at der har været tale om provokationsdrab begået af det hvide styres berygtede "Selous Scouts" forklædt som frihedskæmpere. Elaine Windrich skriver i en opsummering af disse udtalelser og undersøgelser, at der "helt sikkert er grund til mistanke" om, at Selous Scouts har begået mordene, fordi "mønsteret for alle disse ellers motivløse forbrydelser har været påfaldende ensartet: de angribende har båret iøjnefaldende guerillauniformer; de har svinget med sovjetisk fremstillede våben, så de tydeligt kunne identificeres; de har kaldt hinanden "kammerater"; et potentielt offer er altid "mirakuløst" blevet sparet for som øjenvidne at kunne berette om hændelserne, og alle forbrydelserne er forblevet uopklaret. Som Kirkernes Verdensråd konkluderer udfra deres egen undersøgelse: "Indtil den fulde historie er fortalt, forbliver Selous Scouts' omdømme frastødende og ildevarslende".[3] Men hvor mange i Danmark har hørt det??

I den danske nyhedsdækning spiller det endvidere en vis rolle, at Danmarks Radios ledende Zimbabwe-kommentator og -ekspert har boet og arbejdet flere år i Zimbabwe og derfor har en personlig forbindelse til mange hvide i landet.[4] Hans kommentarer er helt systematisk præget af et personligt ønske om en fredelig nykolonial løsning, der så langt som muligt vil tjene det hvide borgerskabs interesser.

Der er derfor al mulig grund til at være på vagt over for den opfattelse af konflikten i Zimbabwe, som den borgerlige presse forsøger at bibringe os. Problemet racekamp kontra klassekamp er nemlig yderligere kompliceret af, at virkeligheden i Zimbabwe rent faktisk svarer til en opfattelse af konflikten som en modsætning mellem to forskellige racer - på overfladen, vel at bemærke. Det vil i denne bog være et centralt tema at vise, hvordan borgerskabet i Zimbabwe systematisk og i egen interesse har frembragt den situation, hvor næsten alle afrikanere er bønder og arbejdere, mens borgerskabet udelukkende består af europæere. Borgerskabet har aktivt benyttet racismen som undertrykkelsesmiddel over for de afrikanske arbejdere og bønder og samtidig på den måde sikret sig støtten fra de hvide arbejdere, der trods alt også findes i Zimbabwe.

Vi vil med andre ord sætte klassekampen - dens grundlag og udvikling - i centrum. Behovet for en forståelse af klassekræfterne i Zimbabwe viser sig bl.a. i pressens meget forvirrende beskrivelser af især de forskellige afrikanske fraktioners stilling og indbyrdes modsætninger. Fx er nationalistlederen Joshua Nkomo i det ene øjeblik blevet betegnet som "moderat" og "forhandlingsvillig", i det andet øjeblik er han "radikal" og "militant". Kun en forståelse af klasserne i Zimbabwe, deres interesser og udviklingen af styrkeforholdet imellem dem vil kunne bidrage til en forklaring af sådanne og andre ellers uforståelige forandringer (Nkomo har som bekendt ikke skiftet hudfarve!). Det er klasserne, der er de samfundsmæssigt virkende kræfter. Det er racer og enkeltpersoner ikke.

Når man betragter Zimbabwe i en afrikansk sammenhæng, er det mest iøjnefaldende, at der i Zimbabwe (lige som i Sydafrika/Namibia) endnu er et hvidt mindretalsstyre ved magten, til trods for at de øvrige lande i Afrika er overgået fra europæisk til afrikansk styre siden slutningen af 1950'erne. Det kan derfor ikke være racen de hvide, der er årsag til det langvarige hvide mindretalsstyre i Zimbabwe. Men hvad er det så?

Den altafgørende årsag til, at der endnu mens dette skrives (sommeren 1978) er et hvidt mindretalsstyre ved magten i Zimbabwe, ligger i, at der i Zimbabwe eksisterer et europæisk nationalt borgerskab med en langvarig og grundfæstet magtposition. Det har i mange år været det nationale borgerskab, der har siddet inde med den afgørende politiske magt i Zimbabwe - ikke det internationale borgerskab, sådan som det var tilfældet i alle de øvrige afrikanske kolonier (Sydafrika/Namibia udgør i denne henseende et helt særegent tilfælde).[5]

Det nationale borgerskab i Zimbabwe består af de hvide farmere, og de opnåede allerede i 1923 indre selvstyre. Herved kom de i besiddelse af statsmagten og alle dens magt- og undertrykkelsesmidler, som de benyttede til at befæste deres egne politiske og økonomiske interesser. Det skete fremfor alt på bekostning af afrikanerne, der blev grundigt undertrykt og gradvist frarøvet flere og flere af deres eksistensbetingelser. Afrikanernes bedste jord blev eksproprieret og de selv tvangsforflyttet til overfyldte reservater på de dårligste jorde. Samtidig blev de tvunget ind i den kapitalistiske pengeøkonomi som usselt betalte lønarbejdere hos det europæiske borgerskab, der skovlede kæmpeprofitter hjem på udbytningen af afrikanerne og udplyndringen af deres naturressourcer.

Undertrykkelsen af afrikanerne skete ned det samlede borgerskabs velsignelse, da både det nationale og det internationale borgerskab har en altafgørende fællesinteresse i at skabe betingelser for den størst mulige udbytning af de afrikanske arbejdere. Imidlertid vil det af beskrivelsen af udviklingen siden Zimbabwes kolonisering fremgå, at der flere gange har stået - og helt aktuelt står - en vigtig konfliktdimension mellem på den ene side det nationale borgerskab i Zimbabwe og på den anden side det internationale borgerskab. Hidtil har det nationale borgerskab trukket det længste strå, hver gang konflikten er blevet tilspidset, takket være dets langvarige og grundfæstede magt i Zimbabwe. Men netop i øjeblikket er det stærkt presset af det internationale borgerskab, fordi konfliktens genstand, de afrikanske arbejdere og bønder, står afgørende styrket i deres kamp for at realisere egne interesser.

2. Klassekamp og befrielseskamp

Da Zimbabwe blev koloniseret i 1890'erne, blev afrikanernes modstand knust med en kynisk brutalitet og voldsomhed. Først efter den 2.verdenskrig begyndte afrikanerne igen i større målestok at give udtryk for en modstand imod undertrykkelsen. Da den afrikanske nationalistbevægelse blev dannet i slutningen af 1950'erne, var det moderate småborgerlige og intellektuelle kræfter, der stod i spidsen. Deres politiske kamp var begrænset til et abstrakt krav om afrikansk flertalsstyre (én mand, én stemme), der på ingen måde var i modstrid med en nykolonial løsning.

Det internationale borgerskabs svar på disse krav var i Zimbabwe – lige som i de andre afrikanske kolonier - netop en nykolonial løsning med forøget indflydelse til en snæver kreds af småborgerlige og intellektuelle afrikanere, mens forholdene for det store flertal af afrikanerne, arbejderne og bønderne, ikke berørtes. Imidlertid modsatte det nationale borgerskab støttet af de hvide arbejdere sig enhver form for afrikansk styre, da det uvægerlig ville true deres privilegerede situation. Det nationale borgerskab skærpede undertrykkelsen af afrikanerne, forbød deres organisationer, fængslede lederne og knuste alle afrikanernes muligheder for fredeligt politisk arbejde. I sin modstand mod afrikansk styre gik det nationale borgerskab så vidt som til at afskære forbindelserne til den gamle kolonimagt, Storbritannien, og ensidigt erklære Zimbabwe for selvstændigt under hvidt styre (det såkaldte UDI - Unilateral Declaration of Independence den 11. november 1965).

Den hårdhændede undertrykkelse udløste den væbnede befrielseskamp, der stadig foregår. Denne befrielseskamp samler så godt som alle afrikanske klasser, fordi de alle er begrænset i deres udfoldelsesmuligheder af den grove undertrykkelse. Kampens umiddelbare mål er befrielse eller national uafhængighed, at erstatte det nuværende hvide mindretalsstyre med et afrikansk flertalsstyre.

Nu kunne det se ud som om, vi er tilbage, hvor vi startede: der er tale om en racekamp og ikke en klassekamp. Og dog!

Den langvarige befrielseskamp har i stigende grad fremtvunget de afrikanske massers, arbejdernes og bøndernes, inddragelse i kampen for overhovedet at have en chance for sejr. Lokalbefolkningens øgede inddragelse i kampen har medvirket til, at de afrikanske nationalistbevægelsers småborgerlige/ intellektuelle udgangspunkt er blevet svækket, og at bevægelserne derved er blevet radikaliseret. Kampens langsigtede mål er ikke længere begrænset til et abstrakt krav om flertalsstyre, men gælder nu et socialistisk Zimbabwe, hvor der grundlæggende gøres op med den nuværende udbytning og undertrykkelse. I stedet for skal der opbygges et frit Zimbabwe, hvor arbejder- og bondeinteresser er dominerende.

Det er denne udvikling af befrielseskampen samt dens styrkelse, der har fået det internationale borgerskab til at gribe ind og modsætte sig det nuværende nationale borgerskabs fortsatte magtudøvelse. Det internationale borgerskab anført af Storbritannien og USA forsøger af al magt at sikre kapitalismens fortsatte dominans i Zimbabwe, dvs. sikre den fortsatte magt til borgerskabet som sådan. Befrielseskampen drejer sig ikke længere om der skal være afrikansk styre i Zimbabwe, men om hvilken karakter, dette afrikanske styre skal have - eller mere præcist: hvilke klasseinteresser, der skal være dominerende: borgerskabets eller arbejdernes og bøndernes? - kapitalisme eller socialisme? Befrielseskampen i Zimbabwe er med andre ord i allerhøjeste grad en klassekamp.

Det er i denne sammenhæng, at denne bog skal ses. Dens udgivelse er et led i solidaritetsarbejdet med befrielseskampen i Zimbabwe - et solidaritetsarbejde, der sigter på at styrke den internationale klassesolidaritet og bidrage til den verdensomspændende kamp mod det internationale borgerskab og for socialisme. En sejr for de socialistiske kræfter i befrielseskampen i Zimbabwe vil svække det internationale borgerskab og styrke kampen mod borgerskabet i Danmark.

3. Lidt læsevejledning

Denne bog er lang, også længere end det oprindelig var tilsigtet. Derfor kan det være på sin plads at afslutte indledningen med en kort læsevejledning.

Tematisk er bogen opdelt i 3 kapitler, med hovedvægten lagt på befrielseskampen, dens udvikling og betingelser.

I kapitel I beskrives det hvide nationale borgerskabs magt som baggrund for en forståelse af det langvarige hvide mindretalsstyre. Det nationale borgerskabs fremkomst og politiske magtovertagelse skildres tillige ned dets grundfæstelse af magten ved hjælp af en racediskriminerende jordpolitik, der sikrede dets eget akkumulationsgrundlag, og en racediskriminerende arbejdsmarkedslovgivning, der sikrede det støtte fra det hvide arbejderaristokrati. Som led heri understreges det nationale borgerskabs konsekvente brug af racismen som undertrykkelsesmiddel. Endvidere skildres det nationale borgerskabs modsætningsforhold til det internationale borgerskab, der har accepteret og støttet den voldsomme undertrykkelse af de afrikanske arbejdere og bønder, så længe dets egne interesser ikke blev truet herved.

I kapitel II analyseres klassestrukturen i Zimbabwe. Hovedvægten ligger dels på det rent europæiske borgerskab, dets fraktioner og økonomiske grundlag, og dels på de afrikanske klasser (de helt proletariserede arbejdere, de halvproletariserede bønder og småborgerskabet) – deres objektive interesser samt alliancemuligheder og -begrænsninger.

Kapitel III beskriver den afrikanske modstand mod koloniseringen fra den umiddelbare kamp mod de indtrængende kolonisatorer over det fremvoksende afrikanske proletariats første kampe efter den 2.verdenskrig og den afrikanske nationalismes opdukken i 1950'erne til den væbnede befrielseskamp i 1960'erne og 1970'erne. Hovedvægten ligger på en konkret beskrivelse af guerillakrigen siden 1972 og dens betingelser og i forlængelse heraf de igangværende forhandlinger.

De enkelte afsnit kan godt læses hver for sig. Vil man derfor vide noget om de igangværende storpolitiske forhandlinger, kan man straks gå i gang med kapitel III afsnit 5. For at lette en sådan læsning er der ofte henvisninger til andre steder i bogen, hvor et givet emne uddybes eller behandles i anden sammenhæng.

Igennem hele bogen benyttes der flittigt diverse forkortelser på organisationer, partier o.l. For at råde bod på dette er der til sidst i bogen en forkortelsesliste over de fleste anvendte forkortelser. Specielt for at kunne holde den afrikanske nationalistbevægelses mange organisationer siden 1955 ude fra hinanden er der sidst i bogen også en figur, der viser alle nydannelserne, splittelserne og foreningerne siden 1955.[6]