Afslutning

I takt med at befrielseskampen i Zimbabwe har udviklet sig, er det blevet mere og mere klart for afrikanerne - ikke mindst for det store flertal af halvproletariserede bønder, hvoraf mange har haft guerillakrigen inde på nærmeste hold og aktivt har støttet frihedskæmperne - at flertalsstyre kan betyde mindst to ting. Dels en situation, hvor nogle af de hvide bosser bliver udskiftet ned nogle sorte bosser, og hvor der derudover ikke sker meget andet. Med andre ord en nykolonial løsning. Dels en situation, der lægger op til radikalt bedre levevilkår for de udbyttede og mest undertrykte afrikanere, arbejderne og de halvproletariserede bønder. Bedre produktionsbetingelser med mere mad og andre livsfornødenheder til alle, undervisning og lægehjælp til alle, øget inddragelse i dagligdagens beslutningsprocesser m.m. Med andre ord en eller anden form for socialistisk udvikling.

Også borgerskabet har erkendt, at der for afrikanerne i Zimbabwe i stigende grad er ved at opstå et alternativ til den kapitalistiske udbytning og undertrykkelse. Ihvertfald har det oplaget, at dets egen magt og privilegier er truet. Derfor den igangværende borgerlige forhandlingsoffensiv, der ene og alene er kommet i stand for at hindre en socialistisk udvikling i Zimbabwe. Her har de to borgerskabsfraktioner ikke afgørende forskellige interesser. Det fremgår ikke alene af, at den britiske-amerikanske plan og den interne løsning ikke adskiller sig kvalitativt fra hinanden. Det viser sig også på det helt konkrete plan. Der flyder stadigvæk rigeligt med olie til den rhodesiske økonomi og krigsmaskine. De rhodesiske sikkerhedsstyrker får stadig deres krigsudstyr fornyet, på det sidste bl.a. Mirage-jagere og Alouette-helikoptere fra Danmarks EF- og NATO-allierede Frankrig. USA importerer stadig kram, der kommer fra Zimbabwe. De multinationale selskaber har ikke lukket deres datterselskaber og filialer i Zimbabwe. Sanktionerne er med andre ord lige så hullede, som de hele tiden har været.

For nylig har den internationale valutafond, IMF, én af det internationale borgerskabs ledende økonomiske samarbejdsorganer, som fx Danmark også er medlem af, nærmest slået hovedet på sømmet. Bl.a. p.gr.a. støtten til befrielseskampen i Zimbabwe og herunder lukningen af grænsen til Zimbabwe, hvilket har forøget transportudgifterne for Zambias absolut vigtigste eksportartikel, kobber, er Zambia i dag i økonomiske vanskeligheder. Som led i betingelserne for et lån til Zambia forsøgte IMF - på dette punkt dog uden held - at få gennemtrumfet, at Zambia fandt billigere transportveje for sit kobber. Med denne økonomisk "neutrale" udtryksmåde forlangte IMF i realiteten, at Zambia skulle genåbne grænsen til Zimbabwe, hvilket ville have betydet flere penge direkte i RF-styrets slunkne statskasse!

Den aktuelle uenighed mellem det nationale og det internationale borgerskab, således som den manifesterer sig i to forhandlingsforsøg, skyldes alene, at Storbritannien og USA er villige til at ofre flere af det nationale borgerskabs og fremfor alt de hvide arbejderes privilegier, end RF-styret endnu af guerillakrigen føler sig presset til at acceptere. Det internationale borgerskab forsøger at integrere de to forhandlingsforsøg, og begge borgerskabsfraktioner forsøger at splitte den Patriotiske Front for derved at isolere og svække de socialistiske kræfter.

I denne afgørende fase er det derfor mere end nogensinde vigtigt at støtte befrielseskampen i Zimbabwe. Det er vigtigt at bekæmpe borgerskabets bestræbelser på at splitte den Patriotiske Front og ethvert forsøg på at legalisere den interne løsning. På befrielseskampens nuværende udviklingstrin er kravet: Anerkend den Patriotiske Front som det Zimbabweanske folks eneste retmæssige repræsentant, sådan som OAU har gjort det, og støt den Patriotiske Front i forhandlingerne. Alle midlerne til Zimbabwe fra den danske stats såkaldte "apartheid-bevilling" ("Den særlige bevilling til humanitær og uddannelsesmæssig bistand til undertrykte folk eller folkegrupper i det sydlige Afrika", som den officielt hedder) skal ydes til den Patriotiske Front og dens arbejde, og ikke - som Kristeligt Folkeparti, der hidtil har stemt for apartheid-bevillingen, nu kræver det - til parterne i den interne løsning.

Det er desuden vigtigt at støtte den væbnede kamp i Zimbabwe. Det er den kamp, der har ført til, at RF-styret i dag er vaklende, og kun ved at fortsætte den kan RF-styret og dets udbytnings- og undertrykkelsessystem overvindes helt. Igennem de sidste 6 år har ZANU været ledende i den væbnede kamp. ZANU er den befrielsesbevægelse, der har gjort mest for at inddrage lokalbefolkningen i kampen og gøre den til befolkningens egen kamp. ZANU er også den befrielsesbevægelse, der klarest har arbejdet på at lægge et socialistisk indhold i kampen, således at kampen ikke blot drejer sig om at få et afrikansk styre til magten, men om grundlæggende at få forandret de eksisterende produktions- og samfundsforhold i arbejdernes og de halvproletariserede bønders interesse. Derfor: Støt ZANU!

ZANU har både brug for materiel og politisk støtte. De har brug for tøj, medicin, uddannelsesmaterialer og meget andet til brug i kampen, i flygtningelejrene og i opbygningen af befriede områder - og de har brug for, at kendskabet til deres kamp udbredes. De to støtteformer supplerer og forstærker gensidigt hinanden, når de sammenknyttet. Kun på den måde understreges det, at støtten ikke blot er tomme fraser eller afladskøb i medlidenhed med stakkels nødlidende. Lidelserne har en årsag, og den skal bekæmpes i sin helhed.