Vores udsigt over Søndersø og Hareskoven

Facebook fremmer fake news

Det er vist ingen hemmelighed, at jeg aldrig har været en fan af Facebook.

Først var det Facebooks krav om alle rettigheder til det materiale, man som bruger lægger op på Facebook, også alle ens billeder. Siden hen kom de manglende skattebetalinger i Danmark, ja, vel i det hele taget. Hertil støvsugningen - sammen med Google - af annoncemarkedet, der gør det svært for seriøse aviser og andre publikationer med kildekritisk og faktatjekket indhold at overleve. Samtidig med at Facebook selv spreder indhold via sit nyhedsfeed. Endelig, og ikke mindst, Facebooks forretningsmodel, som jeg har beskrevet i indlægget om overvågningskapitalismen.

Hvordan Facebooks indhold bliver prioriteret, fremgår af en artikel i dagens Politiken (20. september 2020) med titlen "Facebook udgør en stor trussel mod folkesundheden". Her refereres Mark Zuckerberg (stifter og øverste chef for Facebook) for, at den algoritme, som styrer, hvad der havner øverst i brugernes feed, bevidst prioriterer sensationalistisk og kontroversielt indhold. Hvorfor? Fordi Facebook tjener penge på det: Den algoritme får folk til at blive længere på Facebook, se mere indhold og dermed flere annoncer.

Er der så noget galt i det? Ikke nødvendigvis, hvis ellers indholdet er korrekt og i overensstemmelse med virkeligheden. Men problemet er, at det ofte ikke er tilfældet. At der ofte er tale om bevidste løgne og konspirationsteorier, altså fake news. Den type indhold er i den grad "sensationalistisk og kontroversielt".

Udgangspunktet i Politikens artikel er et studie, som organisationen Avaaz for nylig har offentliggjort, "Facebook's Algorithm: A Major Threat to Public Health". Det omhandler falske påstande om sundhed, og hvem der står bag. Selvom Facebook fjerner eller markerer en række opslag med falske oplysninger, nægter Facebook at ændre sin algoritme, der styrer prioriteringen af opslag.

Konsekvensen sammenfatter Politiken således: "De ti største superspredere af misinformation fik fire gange så mange visninger som ti af verdens største sundhedsinstitutioner. Selv om Facebook har fjernet over 7 mio. opslag med falske oplysninger om covid-19, har utroværdige netmedier, der bevidst spreder løgne og konspirationsteorier, fortsat frit spil, hævder Luca Nicotra fra kampagneorganisationen Avaaz."

På et spørgsmål, om Mark Zuckerberg og Facebook bærer et ansvar for, at coronapandemien er blevet så voldsom, svarer Luca Nicotra: "Man skal være forsigtig med ord, men ja, verdens største sociale medie bærer et ansvar."

Artiklen kommer også ind på, hvilke formål medierne bag Facebook-opslagene har med at sprede misinformation. Svaret er ikke overraskende i første række penge (annoncer og produktsalg via webshop, f.eks. af alternativ medicin og kosttilskud), men også et politisk sigte, oftest på den yderste højrefløj.

Det fremhæves, at de pågældende medier ind imellem ofte også bringer lødige artikler, som et slags rekrutteringsværktøj. En korrekt og troværdig artikel skaber tillid til mediet og medvirker til at få brugerne til at tro også på misinformation fra mediet.

En interessant artikel, der giver indblik i mekanismerne på Facebook, men ikke øger troen på Facebook og det indhold, som Facebook spreder.

Erik Maaløe
2020-09-20
Tilføjelser 2020-09-21