Jeg har været naiv. Og jeg undskylder, at min naivitet bl.a. har givet sig udtryk i, at jeg har brugt Google til at indeksere og søge på flere af mine hjemmesider.
Som de fleste andre Google-produkter – hvis ikke alle, som du og jeg som almindelige brugere kommer i kontakt med – er Google Tilpasset Søgning gratis. Produktet er samtidig let at sætte op og ser professionelt ud. På engelsk hedder det Custom Search Engine, eller CSE.
”Gratis”, dvs. du skal ikke betale for det. Den eneste pris synes at være, at de første søgeresultater er nogle annoncer. En acceptabel pris. Eller er det?
Det vil du sætte et meget stort spørgsmålstegn til efter at have læst Overvågningskapitalismens tidsalder af den amerikanske professor Shoshana Zuboff. En moppedreng på 758 sider, hvoraf de 125 sider er noter med kildehenvisninger og referencer. Så dokumentationen er i orden.
Jeg har været en del af it-verdenen i mange år, så jeg husker godt, da Googles søgemaskine blev lanceret i 1990’erne. En langt bedre søgemaskine end datidens konkurrenter som AltaVista og Yahoo, bl.a. takket være de to unge stifteres page ranking-algoritme, så de mest relevante søgeresultater kom først. Og så var den endda fri for irriterende annoncer, fordi stifterne hadede annoncer. Det har præget mit indtryk af Google som et frisk og innovativt foretagende med et fornuftigt syn på verden og os brugere af det nye internet. Dermed også på de efterfølgende produkter, som Google berigede verden med, som Google Maps, Google Earth, Chrome, Gmail, Android osv. Alle sammen fantastiske produkter og alle sammen gratis. Well, igen ”gratis” med et stort spørgsmålstegn efter, kan jeg nu se.
Jeg havde overset den transformation, der skete af Google i kølvandet på dotcom-krisen omkring årtusindskiftet og terrorangrebet på USA 11. september 2001.
Google kunne ikke tjene penge på bare at være god, så da nettet strammede sammen om startup-firmaerne under dotcom-krisen kom annoncerne ind og reddede Google. Til trods for stifternes oprindelige aversion imod annoncer. Og det var ikke blot annoncer, der kom ind. Google startede den proces med indsamling af kæmpestore datamængder, der blev – og bliver – bearbejdet ved hjælp af stedse mere avancerede algoritmer og maskinlæring (ai, kunstig intelligens og hvad det ellers kaldes), som for Zuboff er kendetegnet for nutidens overvågningskapitalisme. Resultatet sælger Google (og andre firmaer inden for denne industri) som såkaldte forudsigelsesprodukter. Mest kendt selvfølgelig annoncer målrettet specifikke grupper og brugere. Men også i politiske kampagner, som det blev almindelig kendt efter Trumps valgsejr i 2016 (hvor det primært er Facebook, der har været fokus på). Det var imidlertid Obama, der i tæt samarbejde med Google var foregangsmand inden for dette felt i valgkampen i 2008. Det er mindre kendt.
Det hedder sig, at når noget er gratis, er det fordi vi er produktet. Det er Zuboff ikke enig i, for så vidt angår overvågningskapitalismen. Her er vi ikke produktet, men råstoffet, dvs. data om os, vores privatliv, er det, Google og andre indsamler, bearbejder og sælger til alle, der vil betale for det.
Det var Google, der opfandt overvågningskapitalismen og i dag er den klart førende inden for denne industri. Tæt fulgt af Facebook og lidt derefter Amazon og Microsoft (med bl.a. LinkedIn og Bing). Er Apple ikke med her? Ikke iflg. Zuboff, i hvert fald ikke endnu.
Hertil kommer en underskov af mindre firmaer med specialer inden for forskellige dele af overvågningskapitalismen. Nye kommer hele tiden til, der er jo penge i skidtet. Et eksempel, der kom frem i begyndelsen af 2020, er Clearview AI, der har indsamlet over 3 mia. billeder af privatpersoner fra bl.a. Facebook og nu sælger ansigtsgenkendelse til hvem som helst, f.eks. efterretningstjenester som vores hjemlige PET. Er det ikke ulovligt at indsamle billeder af privatpersoner? Jo, sandsynligvis, i EU i det mindste. Men det er faktisk normen inden for overvågningskapitalismen snarere end undtagelsen, dokumenterer Zuboff i sin bog. Google og Facebook har gjort det samme, gang på gang. De bryder loven og satser helt åbenlyst på, at retshåndhævelsen i et demokratiske samfund er langsom, med mange forsinkende appelmuligheder og – nok især i USA – med muligheden for at påvirke den politiske beslutningsproces til lovændringer via lobbyvirksomhed og pengegaver (kampagnebidrag) til indflydelsesrige politikere. Hvis der endelig efter mange år skulle komme en afgørelse, der går imod en praksis inden for overvågningskapitalismen, er denne praksis nok allerede forældet og afløst af nye ting, hvor man så kan starte forfra med retshåndhævelsesmøllen. Hele tiden bagud.
Kan vi undgå overvågningskapitalismen? Det er svært. Men vi kan i hvert fald lade være med at bruge deres produkter. Derfor er Google Tilpasset Søgning nu væk fra mine hjemmesider. Du kan bruge DuckDuckGo (uden sporing) i stedet for Google Search. Du kan bruge Firefox eller Brave som webbrowser i stedet for Google Chrome (se Version2 og henvisninger her). MeWe i stedet for Facebook. Jeg kender ikke til et gratis og overvågningsfrit alternativ til Gmail, her må du nok betale.
Er MeWe et reelt alternativ til Facebook? Ikke lige nu, med så få brugere som MeWe har.
Tim Berners-Lee, som opfandt World Wide Web – det, som for de fleste er identisk med internettet – har igangsat et spændende projekt, Solid, hvis formål er at adskille data og applikationer. Så du kan beholde data for sig og dermed kontrollen over dem. Og tilgå disse data fra forskellige apps på samme tid. Så måske kan du på et tidspunkt interagere med Facebook-venner fra MeWe.
På den tekniske side er der altså mange ting i gang for at omgå overvågningskapitalismen.
Skal den imidlertid bekæmpes effektivt, skal der politisk aktion til. Her fæster jeg mest lid til EU, der har pondus til at gøre det. Vi skal op på det niveau for at kunne lægge arm med tech-giganterne inden for overvågningskapitalismen. Heldigvis er EU også i gang. Men der skal være politisk pres nedefra – fra partier, organisationer og bevægelser, i Danmark og andre lande - for at holde EU på sporet.
Erik Maaløe
2020-03-17