Jeg har meldt mig ind i polypoly. Hvad er det??
polypoly er en ny, international andelsbevægelse. Dens formål er at bekæmpe overvågningskapitalismens konsekvenser ved at vende den kommercielle overvågning fra techgiganter som Google, Facebook og Amazon til vores egen fordel.
Polypoly betyder 'mange-til-mange'. I stedet for at nogle få techgiganter høster vores data om os selv og sælger dem til andre, kan vi beholde vores personlige data hos os selv, på vores egne telefoner, og bruge dem, som vi selv ønsker det.
Mange gange har vi brug for disse data og har glæde af de fordele, de kan give os. F.eks. gøre det hurtigere og nemmere at bestille mad eller taxa, streame film og betale med et enkelt klik. Problemet i dag er, at vi ikke selv har kontrol over vores egne data. Den ligger hos de nævnte techgiganter. Men vi kan tage den kontrol tilbage.
Polypoly består groft sagt af tre dele, som til sammen danner det såkaldte polyVerse. Andelsvirksomheden polypoly er den første del. Den kan du melde dig ind i. Det sker ved at købe mindst én aktie eller andelsbevis, og det koster 5€, altså omkring 37,50 kr.
Polypoly udvikler app'en polyPod, som du kan downloade til din iPhone eller Android-telefon. Det er teknologien bag. Den nuværende, tidlige version indeholder bl.a. Facebook Data Importer, som hjælper dig med at downloade alle de data, som Facebook har om dig, analysere disse data og vise resultaterne på en overskuelig form. En smule skræmmende at se, selv for én som mig, der stort set ikke bruger Facebook direkte. Men andre fodrer også Facebook med data om mig, kan jeg se.
App'en polyPod vil gradvist blive udbygget, så du selv kan rette i de data, som virksomheder har om dig, og slette dem, som du ikke ønsker delt. Så du kan bruge flere og flere applikationer uden at aflevere dine data. Så du ultimativt kan begynde selv at tjene penge på dine egne data. Og ikke lade det være Facebook og Google, der tjener penge på dig. Hvis du ønsker det. Det er det store mål med polypoly.
De sidste dele af polyVerse er polypoly Enterprise og polypoly Fonden, som hjælper hhv. virksomheder og offentlige myndigheder med overgangen til en decentraliserede dataøkonomi.
Alt dette er endnu kun i støbeskeen. Men en spændende støbeske, der forhåbentlig kan genskabe internettet, som det oprindelig var tænkt, et åbent og gennemskueligt net til hele verden, hvor vi selv kan kontrollere, hvad der kan findes om os selv. Jeg krydser fingre.
Erik Maaløe
2022-02-14