De politiske magtforhold i Rhodesia fra koloniseringen til UDI:
0.1 Problemformulering
Rhodesia blev koloniseret i 1890'erne på omtrent samme tidspunkt, som størstedelen af det øvrige Afrika blev opdelt og underlagt de ledende kapitalistiske lande i Europa, det såkaldte "Scramble for Africa". Den mest iøjnefaldende effekt var, at de koloniserede områders sorte befolkningsflertal herefter blev styret af hvide mindretal i spidsen for den koloniale statsmagt. En anden nok så vigtig effekt var, at de indtrængende hvide kolonisatorer etablerede den kapitalistiske produktionsmåde (KPM) som dominerende i de samfundsformationer, der opstod som følge af koloniseringen. I denne henseende delte Rhodesia skæbne med hovedparten af det øvrige Afrika.
I årene omkring 1960 skiltes vandene imidlertid, da størstedelen af de afrikanske kolonier blev politisk selvstændige lande med afrikansk ledede regeringer, mens de hvide i Rhodesia derimod egenhændigt ophævede områdets kolonistatus i forhold til UK og erklærede Rhodesia selvstændigt under ledelse af en rent hvid regering den 11. november 1965, den såkaldte Unilateral Declaration of Independence, UDI. Siden da har de hvide i Rhodesia haft den altafgørende indflydelse på statsmagten i landet (det såkaldte "hvide mindretalsstyre"), og Rhodesia udgør i den henseende (sammen med Sydafrika/Namibia) et særegent tilfælde i Afrika, der påkalder sig en speciel analyse og forklaring.
Denne situation er udgangspunktet for dette speciale. Jeg vil heri forsøge at bidrage til en konsistent historiskmaterialistisk forklaring på, hvordan det har været muligt for de hvide i Rhodesia at bevare den afgørende indflydelse på statsmagten helt op til i dag. [1] For at konkretisere min problemstilling vil jeg se på, hvad andre analyser giver som forklaring på de hvides opretholdte indflydelse på statsmagten i Rhodesia.
I generelle fremstillinger af UDI og dermed af de hvides opretholdte indflydelse i Rhodesia er det et centralt forklaringsparadigme, at de hvide i Rhodesia allerede i 1923 via det koloniale selvstyre opnåede den reelle politiske magt i landet. Det er meget klart formuleret hos Martin Loney, der som indledning til sin analyse fremfører:
"It is the argument of this book that the continuance of white domination in Rhodesia can only be understood in a historical context. The colonization of Rhodesia and its subsequent development were in crucial respects different from the pattern in other British colonies. ... Southern Rhodesia was unique in that as early as 1923 it became a self-governing colony, with its own parliament and its own police force and army. The political power wielded by the white settlers enabled them to establish a pattern of race relations which ensured that in every respect the Africans served white interests." [2]
Loney antyder i det citerede (som også jeg præliminært gjorde det ovenfor), at det koloniale selvstyre førte til, at en race (de hvide) som de herskende undertrykker en anden race (de sorte). Det præciserer han dog lidt senere, da han om Rhodesia i begyndelsen af 1970'erne hævder, at den hvide arbejderklassen er politisk dominerende med de multinationale selskaber og det hvide borgerskab i anden række:
"Where once a very gradual transition to majority rule, led by the white bourgeoisie in coalition with the African middle class, appeared as a strategy, today the permanent institutionalization of white supremacy is the dominant movement, with the white working class in the vanguard. The multinational corporations have lost much of their influence. The white bourgeoisie is no longer able to set the pace." [3]
Loney er hermed havnet i en uholdbar situation: På den ene side benægter Loney ikke, at Rhodesia er et kapitalistisk samfund med en kapitalistisk stat, men på den anden side hævder han, at en del af arbejderklassen (p.gr.a. sin numeriske styrke blandt de hvide ved valg) er blevet politisk dominerende. Denne påstand fra Loneys side er tvivlsom, og opfattes den i en historisk-materialistisk sammenhæng, er den direkte ukorrekt. [4] Selvom Loneys analyse således er utilstrækkelig, er det hans fortjeneste at have understreget betydningen af de hvide rhodeseres langvarige besiddelse af statsmagten i en forklaring på, at de hvide i landet har kunnet bibeholde den altafgørende indflydelse på statsmagten også efter afkoloniseringsbølgen i Afrika. Som sådan er Loney en af inspirationskilderne for problemformuleringen af nærværende speciale, foruden at hans teoretiske utilstrækkelighed har ægget til en præcisering.
I en præcisering af de klasser og klasseinteresser, der gemmer sig bag "de hvides afgørende indflydelse på statsmagten i Rhodesia", har især Giovanni Arrighi (til dels sammen med John S. Saul) udgjort en vigtig inspirationskilde for mig. Også han (de) fremhæver betydningen af de hvides langvarige besiddelse af statsmagten, men går i denne sammenhæng videre og supplerer med at understrege eksistensen af et nationalt (hvidt) borgerskab:
"The development of an organic industrial base in South Africa and Rhodesia, which is a key dimension of the area's strength, must be traced to the presence in these countries of a national bourgeoisie (the settlers) sufficiently strong to uphold a "national" interest vis-a-vis the metropolitan countries. ... Mainly through the intermediary of the state, and often ... in opposition to the short-term interests of less nationalistic sectors of the capitalist class, the settlers have managed to establish some basic industries and consolidate themselves qua capitalists as one important element in the modern sector." [5]
Da repræsentanter for international kapital presset af den fremvoksende afrikanske nationalistbevægelse i begyndelsen af 1960'erne lagde op til en overgang til afrikansk styre i Rhodesia ligesom i andre afrikanske kolonier, blev de stoppet heri af det nationale borgerskab:
"It is the political leverage and drive of the settler minority which have until now undermined that possibility (en afrikansk regering, EM)." [6]
Her er Arrighi & Saul relativt utvetydige: Det er det nationale hvide borgerskabs eksistens og dets indflydelse på statsmagten, der er årsagen til den opretholdte hvide dominans i Rhodesia. I sin detaljerede analyse af klassestrukturen og dens udvikling i Rhodesia[7] er Arrighi enig med Loney i vurderingen af den vidtrækkende betydning, det langvarige koloniale selvstyre har haft. [8] Han taler her om, at det er "de nationale hvide klasser", hvortil han foruden det nationale borgerskab henregner de hvide arbejdere og det hvide småborgerskab, der har stået sammen i en modstand imod international kapital. [9] Men der er en svaghed i Arrighis analyse, idet han har en tendens til at ligestille "de nationale hvide klassers" betydning og politiske magt, fx i sin beskrivelse af den klassealliance, der forenedes i partiet The Rhodesian Front (RF) i 1962 og gennemførte UDI tre år senere:
"... the seizure of power by the white workers, the national agrarian capitalists and petty bourgeoisie, who all rallied around the Rhodesian Front Party." [10]
Arrighis uklarhed m.h.t. "de nationale hvide klassers" politiske magt rejser en række spørgsmål af både teoretisk og empirisk art: Hvilke klasseinteresser varetager den kapitalistiske stat? Kan den kapitalistiske stat varetage interesserne for en del af arbejderklassen (i Rhodesia de hvide arbejdere) på lige fod med borgerskabets eller en enkelt borgerskabsfraktions interesser? Hvad adskiller national fra international kapital (resp. det nationale borgerskab fra det internationale borgerskab)? Kan den kapitalistiske stat varetage interesserne for en del af arbejderklassen, og samtidig i mindre grad varetage en enkelt borgerskabsfraktions interesser (her det internationale borgerskab)? Og i en lidt anden retning: Hvad er forholdet mellem racemodsætninger og klassemodsætninger?
Der er med andre ord svagheder i Arrighis og især Loneys analyser af, præcis hvilke klasseinteresser staten i Rhodesia varetager og har varetaget. Det er mit indtryk, at disse svagheder bl.a. udspringer af en manglende teoretisk afklaring omkring den kapitalistiske stat som sådan og fremfor alt hvilke klasseinteresser den varetager. Jeg vil derfor indlede specialet med en teoretisk præciserende bestemmelse af den kapitalistiske stat: hvad kendetegner generelt en kapitalistisk stat, herunder især spørgsmålet om hvilke grundlæggende klasseinteresser den kapitalistiske stat varetager. I dette første afsnit vil jeg samtidig præsentere de grundlæggende elementer i det begrebsapparat omkring klasser, magt og stat, som jeg vil benytte i den efterfølgende konkrete analyse af Rhodesia. Efter en kort gennemgang af de før-koloniale samfund vil jeg overgå til en dynamisk analyse af klassekampens udvikling i Rhodesia fra koloniseringen i 1890 til UDI i 1965, men forinden vil jeg i afsnit 1.3. præcisere min problemstilling på grundlag af det da opridsede begrebsapparat.
Før det geografiske område, som dette speciale omhandler, blev koloniseret, udgjorde det ikke nogen samfundsformation, dvs. en samfundsmæssig helhed. [11] Området var af kolonisatorerne kendt som henholdsvis Matabeleland og Mashonaland - betegnelser, der refererede til de to store stammer [12] i området, Ndebelerne og Shonaerne.
Efter koloniseringen, der knyttede området sammen som en samfundsmæssig helhed under den koloniale stats herredømme, kaldte kolonisatorerne området for Sydrhodesia efter koloniseringens initiativtager, Cecil Rhodes, der var det sydlige Afrikas største kapitalist og tillige i en periode (1890-1896) Kapkoloniens premierminister. [13] Folkeretligt hedder området stadigvæk Sydrhodesia, men efter det tidligere Nordrhodesia i 1964 var blevet selvstændigt under navnet Zambia, omdøbte regeringen landet til Rhodesia, den nok mest kendte betegnelse i dag. I dette speciale vil jeg - som det allerede er fremgået ovenfor - af nemhedsgrunde benytte betegnelsen Rhodesia for hele perioden siden koloniseringen, med mindre det kan skabe misforståelser.
Alternativet var at kalde den betragtede samfundsformation for Zimbabwe, da dette er den alment accepterede betegnelse blandt det afrikanske befolkningsflertal. [14] Men da specialets emne er netop de magtforhold, der - bl.a.! - har givet sig udtryk i betegnelsen Rhodesia, har jeg valgt at benytte navnet Rhodesia her. [15]
0.3 Om det benyttede kildemateriale
Der er specielle kildemæssige problemer forbundet med at sidde i Danmark og skrive speciale om Rhodesia. Jeg har ikke haft den ønskelige adgang til systematiske samlinger af primære kilder, men har overvejende måttet tage til takke med sekundærkilder suppleret med enkelte første-håndskilder. [16] På det punkt har jeg dog kunnet drage nytte af det tidlige koloniale selvstyre i Rhodesia: I 1957 startede der i Salisbury et universitet, og her er der siden da foregået megen værdifuld forskning på grundlag af allehånde primærkilder. Størstedelen af det anvendte materiale i dette speciale består af sekundærkilder, der er resultat af forskning på universitetet i Salisbury, og disse kilders mange uddrag af og henvisninger til primærkilder opvejer i nogen grad manglen på primærkilder. Det forhold har dog ikke "løst" alle problemer, idet der er tale om andres indsamling og bearbejdning af primærkilder, således at de oplysninger, de indeholder, enten kun delvist svarer til det emne, jeg behandler, eller ikke omfatter præcis den tidsperiode, jeg søger oplysninger om.
Jeg har, så meget det har været mig muligt, forsøgt at råde bod på kildeproblemet ved dels at sammenholde mine enkelte kilder med hinanden og dels ved at vurdere deres udsagn om begivenheder, som der eksisterer en forholdsvis sikker viden om for på den måde at vurdere deres generelle pålidelighed. Derudover har jeg bestræbt mig på at inddrage og sammenholde kilder med meget forskellige vurderinger af den behandlede problematik.
Noter
[1] I marts 1978 blev det hidtidige rent hvide styre formelt set erstattet af en sort-hvid overgangsregering, der angiveligt skal forberede overgangen til afrikansk styre, den såkaldte "interne løsning". Der er imidlertid udbredt enighed om, at den "interne løsning" kun er et skalkeskjul, der skal dække over en fortsat varetagelse af de samme interesser, som det hidtidige rent hvide styre har gjort det. Se min analyse heraf i Erik Maaløe, Zimbabwe: klassekamp - befrielseskamp, Internationalt Forum, Århus 1978, side 227-231 og hele kapitel III afsnit 4 og 5 samt to publikationer, jeg er kommet i besiddelse af sidenhen: International Defence and Aid Fund, Smith's Settlement: Events in Zimbabwe Since 3rd March 1978, IDAF, London 1978 og Catholic Institute for International Relations, Rhodesia's Internal Settlement, Comment No. 34, CIIR, London 1978.
[2] Martin Loney, Rhodesia: White Racism & Imperial Response, Penguin, Harmondsworth 1975, side 15.
[3] ibid., side 18.
[4] Jf. fx følgende korte postulatoriske formulering, der vil blive begrundet og uddybet i del I afsnit 1: "Den moderne statsmagt (hvori "hele den politiske magt" er koncentreret, EM) er kun et udvalg, der varetager borgerskabets fællesanliggender." Karl Marx & Friedrich Engels, Det kommunistiske partis manifest (1848), Marx-Engels udvalgte skrifter (forkortet MEUS), Tiden, Kbh. 1973, bind I, side 29.
[5] Giovanni Arrighi & John S. Saul, Nationalism and Revolution in Sub-Saharan Africa (1969), Giovanni Arrighi & John S. Saul, Essays on the Political Economy of Africa, Monthly Review Press, New York & London 1973, side 55 f (mine understregninger).
[6] ibid., side 60.
[7] Giovanni Arrighi, The Political Economy of Rhodesia (1966/67), Arrighi & Saul, op.cit., side 336-377.
[8] ibid., side 344 samt i den Introduction (der ikke er medtaget i Arrighi & Sauls essaysamling, som jeg ellers benytter mig af), hvor Arrighi skriver, at "it is only by making government policies endogenous (i analysen, EM) that an insight into the built-in stability of the Rhodesian social system can be obtained." (Giovanni Arrighi, The Political Economy of Rhodesia, Mouton, Hague 1967, side 15).
[9] Arrighi, The Political Economy, Arrighi & Saul, op.cit., side 342-344.
[10] ibid., side 364.
[11] Jvf. den korte drøftelse heraf i John Martinussen, Bidrag til analyse af den pakistanske stat, specialeopgave til Institut for Statskundskab, Århus 1974, side 170.
[12] Det er med en vis betænkelighed, at jeg benytter begrebet "stamme", da det af kolonisatorer er blevet brugt og især misbrugt til at retfærdiggøre koloniseringen (der angiveligt bragte "fred" og "civilisation" til de "vilde indfødte", som hele tiden sloges indbyrdes) og til at forhindre, at der voksede en klassebevidsthed frem blandt de afrikanske arbejdere og bønder (jvf. begrebet "tribalisme", der samtidig har en klar racistisk undertone). Se Roger Leys, Klassebegrebet i Afrika, Steen Christensen & Alex Frank Larsen (red.), Det lænkede Afrika, Soc., København 1974, side 74-77 samt Amilcar Cabral, Revolutionen i Guinea, Demos, København 1972 (1971), side 13 og 35. Når jeg alligevel gør det, sker det i overensstemmelse med den antropologiske videnskabs begreber, hvor stammer betegner en kulturel enhed med samme sprog og skikke i klasseløse samfund eller samfundsformer, der befinder sig ved overgangen mellem klasseløse og klassedelte samfund. Se Asger Christensen & Peter Aaby, Efterskrift til Friedrich Engels, Familiens, privatejendommens og statens oprindelse, Politisk Revy, København 1977, side 208 f og 219 ff. Se mere herom vedrørende Rhodesia i afsnit 2.
[13] Det var ikke uden grund, at Lenin i sin imperialisme-analyse benyttede Rhodes som én af personifikationerne af datidens imperialisme. Se V.I. Lenin, Imperialismen som kapitalismens højeste stadium, Udvalgte Værker bind 6, Tiden, København 1947 (1916/1917), side 138 f.
[14] "Zimbabwe" er et sammensat Shona-ord, der oversat til engelsk betyder "a large (huge) stone or rock". Det refererer til nogle storslåede ruiner fra et tidligere afrikansk samfund, som kraftigt dementerer hvide racisters myter om, at afrikanerne var og er primitive folk, der ikke kan udvikle deres samfund uden de hvides "hjælp" (læs: ledelse). Se David Chanaiwa, The Zimbabwe Controversy: A Case of Colonial Historiography, Eastern African Studies VIII, Syracuse University, New York 1973, der påviser, hvordan de racistiske myter har påvirket historieskrivningen om Zimbabwe-ruinerne og forsøgt at forklare dem som alt andet end afrikanernes værk.
[15] Dette er i modsætning til Zimbabwe: klassekamp - befrielseskamp, hvor jeg valgte navnet Zimbabwe, fordi befrielseskampen her er i centrum.
[16] Ved en primær kilde forstår jeg den første i en række af skriftligt overleverede kilder, mens de heraf afledte kilder er sekundære kilder. En kilde er en første-håndskilde, når ophavsmanden selv har oplevet eller deltaget i de hændelser, vedkommende behandler. Se H.P. Clausen, Kilderne og kildeanalysen, stencilat, Institut for Statskundskab, Århus 1973, side 6.
