Kapitel 5 - Industriborgerskabet som hegemonisk fraktion

Med industrialiseringens igangsættelse sættes et foreløbigt punktum for opbygningen af den "institutionelle ramme", [1] der var et udtryk for det nationale borgerskabs hegemoniske position. Som tidligere omtalt [2] blev den ene del af det nationale borgerskab, de små mineselskaber, i årene efter den 2. verdenskrig grundigt udkonkurreret, og tilbage var agrarborgerskabet. Dets interesse i en industrialisering svækkedes i tiden efter den 2. verdenskrig i takt med den voksende dyrkning af eksportvaren tobak. Dette muliggjorde en politisk konfrontation mellem agrarborgerskabet og den nye fraktion af det rhodesiske borgerskab, industriborgerskabet, der voksede frem som følge af industrialiseringen. [3] Konfrontationen startede som en interessekonflikt omkring de afrikanske arbejderes proletarisering. Industriborgerskabet var interesseret i at fremme skabelsen af en stabil, helt proletariseret afrikansk arbejderklasse i byerne, modsat de kun halvproletariserede migrantarbejdere, der havde udgjort den eneste form for afrikanske arbejdere før den 2. verdenskrig. Årsagen var, at det ved den industrielle masseproduktion var muligt at opdele arbejdsprocessen i en række relativt simple operationer, der kunne klares af tillært arbejdskraft. Ikke nødvendigvis faglært, men heller ikke helt ufaglært arbejdskraft. Derved blev de ustabile migrantarbejdere, der udgjorde hovedparten af arbejdskraften i minerne og det kapitalistiske landbrug, en utilstrækkelig arbejdskraft for store dele af industrien.

Denne fulde proletarisering af afrikanske arbejdere, der nødvendiggjorde en stigning i de afrikanske lønninger var mine- og agrarborgerskabet tilbageholdende overfor, da deres lønudgifter til afrikanerne udgjorde en langt større del af de samlede omkostninger end industriborgerskabets afrikanske lønudgifter. [4] Desuden indebar en stabilisering af de afrikanske arbejdere stigende udgifter for staten til forbedrede boligforhold, forbedrede sociale foranstaltninger osv.

I denne konflikt blev industriborgerskabet hjulpet af to store strejker blandt de afrikanske arbejdere i 1945 og 1948.

5.1 De sorte arbejderes strejker i 1945 og 1948

I løbet af 2. verdenskrig begyndte de afrikanske arbejdere i byerne for første gang i større omfang at manifestere en utilfredshed med de eksisterende tilstande.

I marts 1944 førte utilfredsheden til, at de afrikanske jernbanearbejdere i Bulaway, der er Rhodesias største jernbaneknudepunkt, organiserede sig "Rhodesia Railways African Employees' Association" og begyndte at fremføre krav om forbedrede løn- og arbejdsforhold påbaggrund af, at leveomkostningerne var fordoblet under krigen uden at lønnen var steget. Jernbaneledelsen afviste imidlertid alle henvendelser, og da arbejderne blev pålagt en ny og dårligere overtidsbetalingsrate gik 2.400 afrikanske arbejdere i strejke den 22. oktober 1945. Fra Bulawayo spredte strejken sig til andre jernbanecentre i både Sydrhodesia og Nordrhodesia og varede frem til den 3. november.

Jernbanearbejderne opnåede på grundlag af strejken en mindre lønfremgang, gradvist forbedrede social- og boligforhold samt tilladelse til, at 75% af arbejdsstyrken bosatte sig permanent med familie i byerne - en første legalisering af helt proletariserede arbejdere. I februar 1948 blev deres fagforening endvidere som den første afrikanske (og frem til 1959 også den eneste) officielt anerkendt og forhandlingsberettiget,- hvilket blev kodificeret i Rhodesia Railways Act of 1949. [5]

At denne strejke ikke var udtryk for et isoleret tilfælde af utilfredshed fremgår af Howman-kommissionens rapport fra 1943/44 om afrikanernes forhold i byerne. [6] Det fremgår af denne rapport, at adskillige afrikanske arbejdere var begyndt at opfatte sig selv som arbejdere og ikke som bønder i 'midlertidigt' lønarbejde. Det fremgår bl.a. af følgende vidneudsagn fra en sort arbejder til Howman-kommissionen:

"I have grown up under the white people ... My wish is that ... we get better treatment in the way of wages. Today I am getting older and I have nothing. I have not saved anything. I might die and not know how my children are going to manage." [7]

De sorte jernbanearbejderes relative succes smittede af på de øvrige sorte arbejdere. Afrikanske fagforeninger skød op især i Bulawayo og Salisbury, de to byer med den største koncentration af sorte arbejdere og samtidig de steder, hvor de længst proletariserede befandt sig. Trods forsøg herpå blev der ikke dannet nogen sammenslutning af alle afrikanske fagforeninger, men efter at forskellige fagforeninger omkring årsskiftet 1947/48 havde rejst lønkrav og var blevet totalt afvist af arbejdsgiverne, udbrød der d. 15. april 1948 efter en række massemøder med deltagelse af op til 13.000 sorte arbejdere en spontan arbejdsnedlæggelse med efterfølgende uroligheder i Bulawayo. Denne arbejdsnedlæggelse fik karakter af generalstrejke, da den i løbet af få dage bredt sig til først Umtali, så Salisbury og derefter gradvist til alle større mine- og bycentre i Rhodesia. Regeringen satte politiet ind imod de strejkende og tvang dem i arbejde igen. En del arbejdere blev fyret, andre blev idømt fængselsstraffe ifølge Masters and Servants Act, og de fagforeninger, der havde stået bag strejken blev forbudt (selvom udbruddet var spontant, da fagforeningslederne på massemøderne havde plæderet for forhandlinger). I 1950 fulgte staten det op med en generel stramning af undertrykkelseslovgivningen (Subversive activities Act). [8]

1948-strejken var den første større konfrontation mellem de sorte og de hvide i Rhodesia siden 1896-oprøret, og som sådan rystede den de hvide. [9] Borgerskabets ledende repræsentanter, fremforalt premierministeren Godfrey Huggins, erkendte hurtigt efter 1948-strejken dens politiske karakter. Allerede den 5. maj 1948 udtalte Huggins i Legislative Assembly: "our experience is not unique. We are witnessing the emergence of the proletariat and in this country it happens (sic!) to be black." [10] I 1951 skrev han endvidere, at regeringens reaktion på 1948-strejken var, at "we shall never do much with these people (de afrikanske arbejdere, EM) until we have established a native middle class." [11] Den rhodesiske stats strategi blev således hurtigt formuleret: En umiddelbar undertrykkelse af de afrikanske arbejdere og deres organisationer fulgt op af en ændring af herrredømmeformen med en gradvis ideologisk integration af dele af afrikanerne i form af en bevidst øget klassedifferentiering blandt afrikanerne. Konsekvensen var en lempelse af racismen som herskende ideologi, hvilket kom til udtryk i, at Two Pyramid Policy blev afløst af Policy of Racial Partnership.

1948-strejken havde opslutning fra alle kategorier af sorte arbejdere i byerne, selv de private tjenestefolk indgik aktivt. [12] Den var uden tvivl udtryk for det, Curt Sørensen kalder kapitalens objektive associationsfunktion, [13] d.v.s. det forhold, at den kapitalistiske produktion forener mange arbejdere under relativt ensartede arbejdsbetingelser med en begyndende udvikling af en proletarisk bevidsthed og organisering som følge. (netop som Huggins var inde på). Hermed mener jeg ikke umiddelbart udviklingen af en socialistisk bevidsthed og organisering, men i første omgang udviklingen af en bevidsthed og organisering som arbejdere. Det er denne proces, Marx har beskrevet som arbejderklassens udvikling fra klasse "an sich" til klasse "fur sich". [14] Med fagforeningsdannelserne forsøgte arbejderne at op hæve isoleringseffekten på det økonomiske niveau, [15] at ophæve den indbyrdes konkurrence mellem arbejderne for at styrke sig over for kapitalisterne. [16] I Rhodesia svarede staten som nævnt med en umiddelbar repression efterfulgt af en intenderet ændring af herredømmeformen med det bevidste formål at splitte og desorganisere de undertrykte afrikanske klasser.

Med denne udvikling på det politiske og det ideologiske niveau som følge af 1948-strejken blev en af de undertrykte afrikanske klasser for første gang en social kraft. Det er dog et problem forbundet med at fastslå, hvilken klasse fraktion) der blev en social kraft. 1945- og 1948-strejkerne var som sagt udtryk for en voksende proletarisk bevidsthed, og som sådan blev de osse opfattet af staten i dens reaktion på strejkerne. Det er derfor mest nærliggende at mene, at det var de afrikanske arbejdere, der med strejkerne blev en social kraft, idet det netop var statens reaktion på strejkerne, som "ophøjede" de agerende til en social kraft (det, de afrikanske arbejdere selv opnåede med 1948-strejken, begrænsede sig stort set til en statsligt fastlagt minimumsløn, der endda lå langt under de krav, de afrikanske fagforeninger havde opstillet. [17]). Herimod kan indvendes, at det kun var yderst få afrikanere, der alene var arbejdere. Langt de fleste var - uafhængigt af bevidsthed og ønsker - halvproletariserede bønder. Da det imidlertid var statens reaktion, der var det bestemmende, hælder jeg til den opfattelse, at det var den afrikanske fraktion af arbejderklassen, der blev en social kraft, og ikke de halvproletariserede bønder som sådan.

Howman-kommissionens rapport fra 1943/44 om afrikanernes forhold i byerne havde peget på en lang række dårlige forhold for afrikanerne såsom for lave lønninger, utilstrækkelige boliger, dårlig sundhedstilstand, ødelagt familieliv m.m.og indeholdt desuden de første krav fra repræsentanter for det fremspirende industriborgerskab om en stabil afrikansk arbejdskraft og dermed også en modificering af raceadskillelsespolitikken. Det førte i 1946 til vedtagelsen af Native (Urban Areas) Accomodation and Registration Act, der skulle forbedre boligforholdene for afrikanske arbejdere og deres familier. Huggins gjorde ved forelæggelsen udtrykkelig opmærksom på, at et af de vigtigste formål med loven var at imødekomme industriborgerskabets behov:

"Thirdly there is the new need of secondary industry for an effecient, stable labour force. ... In practice the provision of decent accomodation for married natives is essential if the native is to become more efficient and good at his job." [18]

Blandt de hvide var der megen modstand imod loven, fordi den markerede et delvist brud med raceadskillelsespolitikken, og det førte til, at loven i de første år ikke fik nogen praktisk effekt. Det var primært de lokale myndigheder, der ifølge loven skulle stå for dens udførelse, og de bevilligede simpelthen ikke penge til de foreskrevne forbedringer. Gray viser, hvordan 1948-strejken ændrede på denne situation. I årene efter 1948 begyndte loven endelig at blive ført ud i livet: Boliger til hele afrikanske familier begyndte at blive opført, såkaldte "uautoriserede" kvinder blev ikke længere omgående smidt ud af byerne, hvis de blev opdaget, der blev bygget nye og mere attraktive værtshuse (beer-halls) osv. Gray understreger dog samtidig, at der blandt de hvide stadigvæk var udbredt modstand, således at mange af foranstaltningerne var halvhjertede og langt fra levede op til de afrikanske arbejderes behov og krav. [19] Der er dog ingen tvivl om, at den begyndende offentlige finansiering af forudsætningerne for tilvejebringelsen af helt proletariserede afrikanske arbejdere udgjorde den første statslige varetagelse af industriborgerskabets interesser på tværs af mine- og agrarborgerskabets.

5.2 Policy of Racial Partnership

Periodens herskende ideologi blev sammenfattet under betegnelsen Policy of Racial Partnership og var som ideologi betragtet primært et udtryk for industriborgerskabets interesser. Den fik sit delvise gennembrud i Sydrhodesia oven på 1948-strejken. Men ideologien havde sine rødder et andet sted: i det udbredte ønske blandt alle hvide klasser i Sydrhodesia om en sammenslutning af Sydrhodesia, Nordrhodesia og Nyasaland, der kunne opnå en formaliseret selvstændighed i forhold til Storbritannien i form af dominion-status. Tidligere havde der ikke været megen interesse for en sammenslutning, [20] men under og især efter 2. verdenskrig ændredes dette. Fra 1939 til 1953 mere end seksdobledes værdien af kobberudvindingen i Kobberbæltet i Nordrhodesia, og værdien af Nordrhodesias eksport, der i 1938 havde ligget lige under Sydrhodesias, accelereredes til i 1953 at være næsten dobbelt så stor. Det markerede, at det økonomiske tyngdepunkt i Centralafrika skiftede fra Syd- til Nordrhodesia. Med en sammenslutning så alle hvide klasser i Sydrhodesia en mulighed for at få del i de voksende indtægter fra Kobberbæltet og en øget økonomisk udvikling i Sydrhodesia. [21] Der var også en anden interesse, der samlede de hvide i Sydrhodesia omkring en sammenslutning. Det var ønsket om via en dominionstatus at styrke de hvide klassers position over for de undertrykte afrikanske klasser og over for evt. indgreb fra den britiske stats side - begge dele set i lyset af de spirende afrikanske nationalistbevægelser i det øvrige Afrika. [22] Også den britiske industri og den britiske stat var interesseret i en form for sammenslutning af de tre kolonier. Det ville skabe "an island of stability and security", som det blev udtrykt, [23] i et område, hvor Storbritannien havde store interesser. Det, der især var i centrum, var områdets store mineralressourcer, der for Storbritannien havde den specielle fordel at være dollar-besparende eller ved salg til USA ligefrem dollar-indtjenende. Hertil kom områdets potentiale som afsætningsmarked for britiske varer. Alt dette blev opsummeret i en tale, som en britisk industrileder holdt i London til Engineering Industries Association i 1948:

"In no single area is the upsurge of economic progress so apparent as it is in Central Africa today. Apart from its strategic position ... it possesses a great wealth of mineral potential that is of the utmost importance. ... In fact the whole of that wast African territory ... is simply asking to be turned into both treasury and armoury, a source of dollar reserves in peace, a steadfast fortress in war. ... I am a great believer in the value of the African as a contributor to the prosperity and security of the British Empire. ... Provided that we can protect him from the virus of Communism - and the best way of doing that is to give him peace of mind and a full stomach - he has the manipulative dexterity and mental agility to enable him to become a useful operator in the agricultural and engineering field. In that way he will emerge as a wage-earning artisan who is a good customer for consumer goods." [24]

Der var dog et aber dabei ved disse sammenslutningsplaner, og det var det, Patrick Keatley kalder "the Westminster Factor": [25] Der var i Storbritannien og specielt i Labour, der dannede regering 1945-1951, en voksende kritik af racepolitikken i Sydrhodesia. Allerede i 1939 havde en britisk kommission, Blendisloe-kommissionen, anbefalet en sammenslutning af Nordrhodesia og Nyasaland og et nærmere samarbejde mellem disse lande og Sydrhodesia. Når Blendisloekommissionen ikke anbefalede en sammenslutning mellem alle tre lande, skyldes det racepolitikken i Sydrhodesia, som der var meget stærk modstand imod blandt afrikanerne i Nordrhodesia og Nyasaland, fordi mange som migrantarbejdere havde oplevet racediskriminationen i Sydrhodesia på egen krop. [26]

Som et kompromis blev resultatet en føderation i stedet for en egentlig sammenslutning samt i Sydrhodesia en officiel udskiftning af Two Pyramid Policy med Policy of Racial Partnership, der blev nedfældet i preamblen til den Centralafrikanske Føderations forfatning for at få kritikerne i Storbritannien til at sluge pillen, sådan som Keatley beskriver det:

"... the public-relations campaign, the 'soft-sell' - to smooth British criticism - of racial policy, hazily defined as 'partnership'." [27]

Ifølge Keatley har Huggins sidenhen offentligt erklæret, at hele "Partnership"-ideologien blev påtvunget regeringen i Sydrhodesia som forudsætning for Føderationen: "That was forced on us", skal han have sagt. [28]

Som Leys bemærker, [29] er det derfor ikke så mærkeligt, at karakteren af "Partnership" aldrig blev præciseret, og det samme gjaldt spørgsmålet om, hvem der skulle være deltagere i "fællesskabet". I 1950, dvs. før Føderationens indgåelse i 1953, lagde Huggins op til en fuld ligestilling af sorte og hvide:

"We are anxious to build up this country on the basis of a partnership between the various races, not to use colour as a test of a man's ability and culture. We can only develop and hold this country as partners." [30]

Efter Føderationens etablering blev det floromvundne kastet bort, da Huggins i 1955 definerede "fællesskabet" som det mellem en rytter og en hest - den hvide som rytteren og den sorte som hesten! [31] Det ligger også nærmere virkeligheden, da deltagerne i fællesskabet af en gruppe hvide i Nordrhodesia blev defineret som "Europeans as a whole and certain selected African individuals". [32] "Civilized standards" blev det egentlige nøgleord i de hvides ideologi: de afrikanere, der gennem økonomisk og uddannelsesmæssig fremgang kom på linje med de hvide, kunne ifølge ideologien opnå politiske rettigheder ligesom de hvide - ikke før og ikke andre. [33]

Dette sidste var dog sådan set lidt af en efterrationalisering, idet der reelt var tale om, at den ændring af den statslige herredømmeform med oparbejdelse af en afrikansk "middelklasse", der var den sydrhodesiske stats modtræk til 1948-strejken, blev indordnet under den påtvungne Policy of Racial Partnership og gjort til et vigtigt led i konkretiseringen og virkeliggørelsen af Policy of Racial Partnership.

Til sammen var den Centralafrikanske Føderation, oparbejdelsen af en afrikansk "middelklasse" og åbningen over for helt proletariserede afrikanske arbejdere de vigtigste udtryk for industriborgerskabets hegemoniske position. Men - som jeg vil vise i de følgende afsnit - der var ikke tale om en stabil hegemoni.

På den politiske scene blev hegemoniskiftet, der blev formidlet af agrarborgerskabets oprindelige interesse i at fremme en industrialisering i Rhodesia samt interessen i etableringen af den Centralafrikanske Føderation, ikke markeret af, at et andet parti overtog regeringspositionen. Det var stadig United Party eller United Rhodesia Party, som det hed fra 1953-58, eller United Federal Party (UFP), som det hed fra 1958-63, [34] der var regeringsparti. På det økonomiske niveau førte industriborgerskabets fremvoksen til, at det i 1949 dannede sin egen interesseorganisation, Federation of Rhodesian Industries (FRI). Leys, der skrev i 1958, betegner FRI som en relativt svag organisation, specielt i sammenligning med agrarborgerskabets tilsvarende organisation RNFU, bl.a. fordi mange industrivirksomheder forblev medlem af Chamber of Commerce efter 1949. [35]

5.3 Den Centralafrikanske Føderation

Det er ikke hensigten her at skrive den Centralafrikanske Føderations historie. Jeg vil kun kort opsummere dens vigtigste økonomiske betydning for klasserne i Sydrhodesia.

Det var repræsentanter for industriborgerskabet, der i Sydrhodesia var de ledende i agitationen for oprettelsen af den Centralafrikanske Føderation. Formanden for United Central Africa Association, der var blevet dannet i 1949 som organisator af kampagnen til fordel for føderationen, var således identisk med formanden for FRI. [36] Det blev da også det sydrhodesiske industriborgerskab, der fik størst gevinst af Føderationen. Industrien i Sydrhodesia var fra starten baseret på afsætning i også Nordrhodesia og Nyasaland, og Føderationen konsoliderede dette forhold på det politiske plan. Industrien fik sikret og ikke mindst beskyttet størstedelen af markedet for sine produkter og forhindrede derved effektivt, at der i Føderations-årene udvikledes en lokal industri i Nordrhodesia og Nyasaland. [37]

Formelt set var Føderationen hovedsagelig ansvarlig for de hvides anliggender, mens afrikanernes forhold forblev i de enkelte delstaters regi. Da Nordrhodesia p.gr.a. Kobberbæltet var den største økonomiske bidragyder til Føderationen, mens langt størstedelen af de hvide i Føderationen boede i Sydrhodesia, var en konstant ressourceoverførsel fra Nord- til Sydrhodesia én af de vigtigste konsekvenser af føderationsdannelsen. Det muliggjorde for det første en generel skattenedsættelse i Sydrhodesia, som de hvide som de største skatteydere profiterede mest af. For det andet blev de overførte finansielle midler benyttet til en generel forbedring af de almene produktionsbetingelser i Sydrhodesia, ikke mindst opbygningen af Kariba-dæmningen og et stort kraftværk dér. [38]

Hvad det økonomiske angår var der således ikke de store konflikter vedrørende Føderationen mellem de hvide klasser i Sydrhodesia. Den Centralafrikanske Føderation styrkede generelt disse, og det kom bl.a. til udtryk i de højeste hvide indvandringstal, Sydrhodesia nogen sinde har oplevet, så det var ikke de hvide klasser i Sydrhodesia, der tog initiativ til Føderationens opløsning. Mere herom i afsnit 5.6.3.

5.4 Bestræbelserne på at oparbejde en afrikansk "middelklasse"

Som nævnt var den rhodesiske stats reaktion på den voksende proletariske bevidsthed og organisering en umiddelbar undertrykkelse af de afrikanske arbejdere kombineret med bestræbelser på at oparbejde en afrikansk "middelklasse", der kunne fungere som stødpude over for de afrikanske arbejdere. Med en kraftig anvendelse af ideologien om Racial Partnership blev det stillet udvalgte afrikanere i udsigt, at de efter et stykke tid ville kunne opnå de samme rettigheder og privilegier som de hvide og en accept som ligeværdige borgere.

I byerne gik bestræbelserne ud på at indlemme de afrikanske intellektuelle (lærere, præster, journalister o.l.) i en række multiraciale foreninger, hvor hvide og sorte kunne mødes og diskutere. Shamuyarira, der som afrikansk journalist selv oplevede dette "fællesskab", sammenfatter de multiraciale foreninger under overskriften "Tea-time partners". InterRacial Association, Capricorn African Society og diverse Welfare Associations er eksempler på sådanne foreninger. De intellektuelle er en social kate ori, hvis opgave er at sammenfatte og udsprede ideologi, [39] og det overordnede formål med de multiraciale foreninger var da også en kraftig borgerlig-ideologisk indoktrinering af de afrikanske intellektuelle. Mere konkret var formålet at kanalisere de afrikanske intellektuelle ind i det regerende United Rhodesia Party/United Federal Party og bort fra den fremspirende nationalistbevægelse. [40]

Det sidste formål lykkedes aldrig rigtig og brød definitivt sammen, da den relativt liberale premierminister, Garfield Todd, der havde efterfulgt Huggins i 1953, blev fældet som Sydrhodesias premierminister i februar 1958 i et internt opgør i UFP netop p.gr.a. sine liberale udtalelser om racemæssige emner. [41] Man kan dog ikke fralægge de multiraciale foreninger enhver betydning. Som Amilcar Cabral har påpeget, spiller netop de afrikanske intellektuelle en afgørende rolle ved nationalistbevægelsens dannelse i kraft af, at de stort set udgør dens eneste mulige ledere i starten. [42] Det er nærliggende at se den (set i sammenhæng med udviklingen i det øvrige Afrika) relativt sene udvikling af den afrikanske nationalistbevægelse i Sydrhodesia, dens langvarige satsen på forhandlinger for at opnå afrikansk flertalsstyre til trods for den rhodesiske stats gentagne forbud af nationalist-organisationer, fængsling af ledere og voldelige undertrykkelse af fredelige demonstrationer samt dens endelige splittelse i 1963 på grundlag af uenighed om strategien (væbnet kamp kontra fortsatte forhandlinger) i lyset af den ideologiske påvirkning af de afrikanske intellektuelle i de multiraciale foreninger. [43] Opfattet på denne måde har de multiraciale foreninger ydet et vigtigt bidrag til UDI i 1965, fordi nationalistbevægelsens splittelse og de efterfølgende interne kampe mellem ZANU og ZAPU medførte, at det var relativt let for RF-styret før UDI at desorganisere de undertrykte afrikanske klasser, således at selve UDI den 11. november 1965 kun blev mødt med spredt og spontan afrikansk modstand.

I de afrikanske landområder førte bestræbelserne på at oparbejde en afrikansk "middelklasse" til vedtagelsen af Native Land Husbandry Act i 1951. [44] Loven gav regeringen fuldmagt til at opdele jorden i alle afrikanske områder (Purchase Areas såvel som reservater) i privatejede økonomisk rentable enheder. Hver enhed skulle være så stor, at den kunne dække selvforsyningsbehovene for en gennemsnitsfamilie samt et årligt overskudssalg på ca. 75 pund (til sammenligning kan nævnes, at den årlige gennemsnitsløn for afrikanske. arbejdere i 1956 var 75 pund, [45]) Gennem regler om, at højst to landbrugsenheder kunne sluttes sammen under én ejer, søgte man at forhindre udviklingen af et egentligt afrikansk agrarborgerskab og begrænse det til et agrarsmåborgerskab. [46] Omvendt forsøgte man gennem regler om, at enhederne var udelelige, at forhindre en fortsættelse og forværring af overbefolkningen i reservaterne. Loven blev således lanceret som en "landbrugsrevolution", der skulle gøre en ende på overgræsning og jorderosion i de afrikanske landområder. Samtidig indgik loven som et led i industriborgerskabets bestræbelser på at få etableret en helt proletariseret afrikansk arbejderklasse i byerne, idet kun et mindretal af afrikanerne ifølge lovens intentioner skulle forblive på landet agrarsmåborgerne og et mindre antal landarbejdere, der kunne beskæftiges), mens resten måtte finde lønarbejde i de europæiske områder. [47]

I forlængelse af Native Land Husbandry Act begyndte staten i slutningen af 1950'erne at oprette afrikanske lokalråde (African Councils Act af 1957) i den hensigt at integrere de afrikanske intellektuelle i landområderne (især lærerne) i lokaladministrationen og gå den måde fjerne dem fra nationalistbevægelsen. [48] Denne politik har RF-regeringen fortsat i 1960'erne som led i dens Policy of Community Development. [49]

Native Land Husbandry Act var som nævnt en fuldmagtslov, og selvom. der fra statens side i perioden 1950-1958 blev pumpet 18,8 mill. pund i forbedringer af det afrikanske landbrug (imod 2,5 mill. pund fra 1941 - 1949) [50] blev intentionerne med loven ikke opfyldt (bortset fra en forøgelse i antallet af selvejerbønder i købsområderne). Loven blev endelig opgivet i 1962. Bag fiaskoen lå for det første, at en kapitalistiske produktion slet ikke var i stand til at opsuge alle de proletariserede som lønarbejdere. I forlængelse heraf blev der for det andet ikke bygget boliger nok i byerne til afrikanerne, og der blev slet ikke skabt et alternativt socialt sikkerhedsnet, således at afrikanerne fortsat måtte ty til den afrikanske landbrugsproduktion som "arbejdsløshedsunderstøttelse", "alderdomspension" o.s.v. [51] Bag dette lå en voksende modsætning mellem på den ene side agrarborgerskabet og arbejderaristokratiet og på den anden side industriborgerskabet. [52] For det tredje skyldtes lovens fiasko modstanden fra den fremvoksende afrikanske nationalist-bevægelse.

5.5 Den afrikanske nationalistbevægelses fremvækst

Strejkerne i 1945 og 1948 var udtryk for en voksende proletarisk bevidsthed hos de afrikanske arbejdere, men de afrikanske arbejdere var som helhed svage. [53] Op til midten af 1950'erne var den rhodesiske stat i stand til effektivt at desorganisere de afrikanske arbejdere, men desorganiseringen var modsigelsesfyldt. Et vigtigt led i den ændrede herredømmeform bestod som omtalt ovenfor i Native Land Husbandry Act, og forsøgene på at gennemfare denne lov var den direkte anledning til dannelsen af den afrikanske nationalistbevægelse. En af de tidlige nationalist-ledere, George Nyandero, har således udtalt, at loven var "the best recruiter the African nationalists ever had." [54] Årsagen hertil var ikke blot den stigende proletarisering af afrikanske bønder, uden at de kunne finde arbejde andetsteds, men osse det forhold, at alle afrikanske arbejdere (halv- såvel som helproletariserede) samt studenter og intellektuelle med Native Land Husbandry Acts gennemførelse ville miste det sikkerhedsnet, der lå i det traditionelle jordfordelings-princip i de afrikanske reservater, hvor alle voksne mænd havde ret til at få tildelt brugsretten over et stykke jord. [55] Native Land Husbandry Act udgjorde således en trussel imod alle afrikanske klasser og lag lige bortset fra det afrikanske 'agrarsmåborgerskab.

Dannelsen af den første nationalist-organisation [56] i Rhodesia, City Youth League (CYL) i august 1955 blev fremprovokeret af Huggins hest-og-rytter metafor. Det var en række unge afrikanske intellektuelle, der tog initiativet, og de formulerede ved samme lejlighed et opgør med de multiraciale foreninger og de afrikanske intellektuelle, der indgik i dem. James Chikerema, der sammen med George Nyandoro var ledende i CYL, udtalte således ved CYLs dannelse:

"Fight for human dignity and freedom ... Forget the tea-drinking multi-racialists ... Do not hang on the back 0f European Organizations like babies. Rely now 0n yourselves." [57]

Jeg vil ikke på dette sted i detaljer gennemgå den afrikanske nationalistbevægelses udvikling, men vil henvise til min egen gennemgang heraf. [58] Jeg vil her kun nøjes med at trække de ting frem, der har relation til min problemstilling: UDI og de klasse- og magtforhold, der ligger bag det opretholdte hvide styre i Rhodesia, herunder statens indgreb.

CYL og især African National Congress (ANC), der efterfulgte CYL i 1957, samt til dels National Democratic Party (NDP), der efterfulgte ANC i 196o, bekæmpede aktivt Native Land and Husbandry Act. Gennem modstanden mod denne lov, der samlede afrikanerne i byerne og på landet, lykkedes det relativt hurtigt for nationalist-bevægelsen i Rhodesia at få opbakning fra alle de undertrykte afrikanske klasser. [59] Fra 1958 til 1960 strømmede osse de afrikanske intellektuelle til nationalistbevægelsen efter at Garfield Todd var blevet fældet, og Partnership -ideologien var bristet i de fleste afrikaneres øjne. [60] I en case-study af den afrikanske bydel, Mucheke, udenfor Fort Victoria fremgår det endvidere, at det afrikanske småborgerskab byen (håndværkere, små forretningsdrivende samt ejere af busser, lastbiler o.lgn.) i hvertfald i Mucheke også var aktive i kampen for afrikansk flertalsstyre i Rhodesia. [61]

Nationalistbevægelsens samling af alle de undertrykte afrikanske klasser blev med NDPs dannelse i januar 196o fulgt op af, at bevægelsens krav fra da af entydigt var flertalsstyre. I NDPs Statement of Principle hedder det, at NDP skal arbejde:

"for removing all forms of oppression, and for the establishment of a democratic government in Southern Rhodesia, to work for speedy constitutional reconstruction in Southern Rhodesia, with the object of having a government elected on the principle of "One Man, One Vote."" [62]

Den rhodesiske stats reaktion på den forenede organisering af de undertrykte afrikanske klasser var en voldsom repression, allerede før det utvetydige krav om flertalsstyre blev formuleret. Frem til ihvertfald 1962 benyttede de afrikanske nationalist-organisationer alene fredelige og forfatningsmæssige midler til at fremme deres sag. Alligevel blev den ene organisation efter den anden forbudt, så snart lejligheden bød sig - og f.eks. i ANCs tilfælde var denne lejlighed blot en frygt for, at uroligheder i den Centralafrikanske Føderations to andre lande ville brede sig til Sydrhodesia. [63] Ledende medlemmer blev fængslet stort set i flæng, og fredelige demonstrationer blev brutalt splittet af politiet, ved en enkelt lejlighed kostede det mellem 12 og 36 afrikanere livet. [64]

Dette nu helt åbenlyse brud på Partnership-ideologien blev fremtvunget af, at det regerende UFP mødte stigende modstand imod sin politik osse fra de hvide. I februar 1956 var oppositionspartiet Dominion Party (DP) blevet dannet, og ved valget i juni 1958 fik det flere stemmer end UFP (45,7% imod 42,4%), men p.g.a. et system med alternativ stemmeafgivning lykkedes det UFP at få flertal i Legislative Assembly (17 til UFP og 13 til DP). DP understregede i sin politik kravet om fortsat uindskrænket europæisk overherredømme i Rhodesia og var primært udtryk for agrarborgerskabets og arbejderaristokratiets voksende modstand imod den førte UFP-politik. [65]

5.6 Modstanden mod UFPs politik

5.6.1 Modsætningen mellem industriborgerskabet og arbejderaristokratiet

I naturlig forlængelse af interessen i at få skabt en helt proletariseret afrikansk arbejderklasse havde industriborgerskabet, der beskæftigede hovedparten af de hvide arbejdere, en åbenlys interesse i at få fjernet job-barriererne på arbejdsmarkedet, således at alle arbejdere uanset hudfarve kom til at konkurrere på lige fod. Da der var overflod af afrikanske arbejdere, ville en lige konkurrence mellem sorte og hvide arbejdere på arbejdsmarkedet automatisk på lidt længere sigt - når osse kvalifikationsforskellene var blevet udlignet - betyde, at de hvide arbejderes høje lønninger ville falde drastisk, uden at der nær ville ske en tilsvarende stigning i de sortes lønninger. På denne måde ville industriborgerskabets lønomkostninger kunne nedbringes. [66]

Som en refleks heraf fremsatte regeringen i 1954 et lovforslag (Native Industrial Workers' Unions Bill), der ville betyde en anerkendelse af afrikanske fagforeninger på linje med de hvides samt i det hele taget en større ligestilling af sorte og hvide arbejdere. Efter en langvarig udvalgsbehandling og et omfattende lobby-arbejde fra de hvide fagforeninger, der nu var samlet i Trade Union Congres, [67] blev resultatet i 1959 en ændring af Industrial Conciliation Act, der i det store og hele stadigvæk er gældende i dag.

Med 1959-erklæringen blev det åbenlyst racistiske element i Industrial Conciliation Act [68] fjernet. Nu omfatter loven alle arbejdere, dog undtaget de offentligt ansatte (hvor Public Services Act fortsat gælder), jernbanearbejderne (hvor Rhodesia Railways Act gælder) samt landarbejderne og de private tjenestefolk (hvor Masters and Servants Act fortsat er i kraft). [69] Allerede ved disse undtagelser blegner det ikke-racistiske billede: Effekten heraf er, at kun ca. 38% af de sorte arbejdere er omfattet af loven sammenlignet med 78% af de hvide. [70] Men ikke nok med det:

Med lovændringen fik afrikanske fagforeninger mulighed for at blive officielt anerkendt og forhandlingsberettigede i brancherådene. Men for det første foreskriver Industrial Conciliation Act, at kun én fagforening kan blive forhandlingsberettiget i hver branche og få sæde i brancherådet. Da mange brancher på forhånd havde hvide fagforeninger, blev de afrikanske arbejdere tvunget til at organisere sig i disse, hvis de ikke ville stå helt uden for systemet. Men så optræder den næste flaskehals: Alle fagforeninger må opdeles i sektioner på basis af uddannelse, køn, race m.m. og i forlængelse heraf kan der etableres et system med "vote-devaluation" for at beskytte "skilled and minority interests", som loven udtrykker. det. [71] I den nu "multiraciale" AMWU giver dette sig konkret udtryk i, at Grade I-medlemmerne (de faglærte) ved hjælp af specielle udformede stemmeregler altid er sikret "flertal". F.eks. valgte de 1000 grade I-medlemmer 39 hvide delegater til 1974-kongressen, mens de 4.422 Grade II- og III-medlemmer valgte 15 sorte delegater. [72] Tilsvarende inden for United Steel Workers, hvor de ca. 300 hvide arbejdere vælger 20 repræsentanter til forretningsudvalget og de mere end 1500 sorte arbejdere kun 10. [73] Men heller ikke hermed er det sagt:

Hvis en fagforening (f.eks. en rent afrikansk) vil deltage i et brancheråd og være medbestemmende om egne løn- og arbejdsforhold, skal den registreres af staten. Og staten kan nægte eller altid tilbagekalde en registrering, hvis fagforeningen skønnes - af staten, vel at mærke! - at være et uansvarligt eller urepræsentativt organ, hvis dens aktiviteter skønnes at gå imod den offentlige i interesse, eller hvis den er engageret i politiske aktiviteter. At staten benytter disse gummiagtige bestemmelser til at desorganisere fagbevægelsen, når staten følte sig blot en smule truet, illustreres af, at antallet af registrerede fagforeninger omkring UDI faldt fra 60 i 1964 til 53 i 1967. [74] På denne baggrund er det ikke så mærkeligt, at der i dag kun eksisterer en svag og splittet afrikansk fagbevægelse. [75]

Ved 1959-ændringen af Industrial Conciliation Act blev brancherådene frataget kontrollen med de faglige uddannelser, der i stedet for blev reguleret af Apprenticeship Act of 1959. Fra da af fik afrikanere mulighed for at oprette en lærekontrakt og dermed få en faglig uddannelse, men forudsætningen for at indgå en lærekontrakt er mindst 10 års uddannelse, og det ekskluderer på forhånd det store flertal af sorte, da alle afrikanske skoleelever skal betale skoleafgifter og det endda efter en glidende skala, så afgiften stiger år for år. [76] Desuden har de hvide fagforeninger ved pres på staten og arbejds­giverne gjort det vanskeligt for sorte, der opfyldte forudsætningerne, overhovedet at få oprettet lærekontrakter, bl.a. fik de hvide arbejdere gennemtvunget, at den statslige faglige skole (Luveve College), der blev oprettet i 1961 specielt med henblik på sorte elever, allerede blev lukket igen i 1961. Resultatet var, at det i perioden 1962-69 kun lykkedes i alt 114 afrikanere at få oprettet lærekontrakter imod 3.438 hvide (der foreligger ingen tal for fuldendte uddannelser). [77]

Med andre ord lykkedes det kun for industriborgerskabet i en meget amputeret form at få gennemtvunget sine interesser. Den reelle ligestilling af sorte og hvide arbejdere på arbejdsmarkedet blev ikke gennemført, og de hvide arbejderes monopol på faglært arbejde blev kun i ringe grad antastet. Tværtimod fik industriborgerskabet opbygget et åbent modsætningsforhold til arbejderaristokratiet, der blev yderligere skærpet under den afmatning, der prægede Rhodesias økonomi i en række år efter 1958. Industriborgerskabets vaklende hegemoni skal ses i sammenhæng med, at et modsætningsforhold til agrarborgerskabet også begyndte at manifestere sig.

5.6.2 Modsætningen mellem industriborgerskabet og agrarborgerskabet

Som tidligere nævnt aftog agrarborgerskabets interesse i en industrialisering i takt med, at eksportvaren tobak blev den vigtigste afgrøde, og derved kappedes den formidling, der efter 1948-strejken havde ført til agrarborgerskabets, omend modvillige accept af en begyndende helproletarisering af de sorte arbejdere. Det kapitalistiske landbrugs profitabilitet var fortsat afhængig af de "billige" halvproletariserede bønder, og selvom jeg ikke har nogen kilder, der direkte bekræfter det, er det nærliggende at slutte, at den utilstrækkelige opbygning af forudsætningerne for en helproletarisering af de sorte arbejdere (boliger, sociale foranstaltninger o.s.v.) primært skyldes pres fra agrarborgerskabet. Eric Gargett, der i mange år har været Senior Welfare Officer i Bulawayo, bekræfter ihvertfald, at det var politisk uenighed om graden af de afrikanske arbejderes proletarisering, der lå bag den ufuldstændige etablering af boliger m.m. til afrikanerne i byerne:

"The tremendous and rapid growth of the urban African population ... placed an enormous strain on local authorities who were left to shoulder the main burden, but had neither the financial nor the administrative resources to cope with it. Legislation in 1946 gave them the powers and financial facilities they needed, but political policy, then and since, has greatly complicated an already involved issue. The unresolved question has been the degree of permanence to be expected - or allowed - of urban settlement." [78]

Forsøget på at oparbejde et afrikansk agrarsmåborgerskab uddybede modsætningsforholdet mellem industri- og agrarborgerskabet. Et større afrikansk agrarsmåborgerskab var uundgåeligt en konkurrencetrussel for agrarborgerskabet, ihvertfald inden for visse produkter. Agrarborgerskabets magt viste sig op gennem 1950'erne i de mange gennemhulninger af intentionerne med Native Land Husbandry Act.

For det første blev det afrikanske agrarsmåborgerskabs afgrøder helt overvejende begrænset til hjemmemarkedsprodukter, især majs, mens agrarborgerskabet gik over til tobak. Det blev på den ene side sikret ved, at det afrikansk-diskriminerende to-prissystem fortsat eksisterede med det RNFU-dominerede Grain Marketing Board som administrerende organ. [79] På den anden side ved, at alle hjemmemarkedspriser blev kontrolleret af staten, men altid efter forhandling med RNFU (Agricultural Marketing Council Act of 1956) [80] og endelig at markedsføring af Virginia-tobak krævede registrering hos Tobacco Marketing Board, som (også) domineredes af RNFU (Tobacco Marketing Act of 1955). Enkelte afrikanske selvejerbønder fik mulighed for at dyrke det angiveligt mindre profitable tyrkiske tobak. [81] For det andet viste agrarborgerskabets magt sig ved, at mere end en tredjedel af de penge, der fra statens side blev benyttet til at for bedre det afrikanske landbrug med, [82] stammede fra Native Development Fund, der primært fik sine midler fra afgifter på afrikanske salgsafgrøder (der var bl.a. tale om, at en del af forskellen mellem prisen på de afrikansk producerede og de europæisk producerede afgrøder gik til denne fond). [83] Til dette skal ydermere lægges, at halvdelenen af udgifterne til at "forbedre" det afrikanske landbrug mellem 1950 og 196o, rent faktisk blev benyttet til at finansiere flytningen af afrikanere fra europæiske områder til afrikanske. [84]

Det kunne tyde på, at Native Land Husbandry Act var en ren "papirtiger". At. det dog ikke var tilfældet fremgår af, at antallet af selvejerbønder steg fra 1.969 i 1946 til 6.426 i 1961, og at det afrikanske agrarsmåborgerskab i 196o beskæftigede ca. 56.000 landarbejdere (i 1969 efter 6 års RF-styre var dette tal faldet til ca. 17.000 landarbejdere hos agrarsmåborgerskabet). [85] Der foregik med andre ord en stadig magtkamp omkring Native Land Husbandry Act, hvor agrarborgerskabet primært udøvede sin magt gennem den stærke "faglige" organisation, RNFU, mens industriborgerskabet primært udøvede sin magt gennem regeringspartiet UFP. Da modsætningsforholdet mellem agrar- og industriborgerskabet tilspidsede sig 1960 - 1962 var der dog kommet yderligere et moment til - et moment, som kom til at bestemme den retning, som oppositionen imod UFP kom til at tage.

5.6.3 Afkoloniseringen i Afrika

Det nye moment bestod i afkoloniseringen i Afrika. Det ligger uden for dette speciales emne at gå ind i en dybere diskussion af afkoloniseringen, så jeg vil nøjes med her kort at opregne årsagerne til afkoloniseringen og derefter se på konsekvenserne for og i Rhodesia.

Efter den 2. verdenskrig var de førende kolonimagter, heriblandt Storbritannien, alvorligt svækket. De blev yderligere svækket efter en række hårde befrielseskampe i Asien (Storbritannien fx i Malaya), hvor frigørelsesbestræbelserne radikaliseredes tidligere end i Afrika p.gr.a. kampen mod den japanske besættelsesmagt under den 2. verdenskrig. I kølvandet på de svækkede kolonimagter fremstod USA som den absolut dominerende kapitalistiske stormagt efter den 2. verdenskrig. I forbindelse med kolonispørgsmålet arbejdede USA aktivt for en afkolonisering, hovedsageligt ud fra det økonomiske motiv at få åbnet de hidtil lukkede kolonimarkeder for USAs ekspanderende multinationale selskaber. Da nationalistiske bevægelser begyndte at dukke op i Afrika i 1950'erne, var kolonimagterne derfor udsat for et flersidet pres for afkolonisering, og resultatet blev en overgang til nykolonialismens indirekte og mindre omkostningskrævende dominansstrategi, som ikke var diskriminerende over for USA og dets multinationale selskaber, og hvor der var erfaringer fra Latinamerika at trække på. [86]

I sin såkaldte "Wind of Change"-tale i Cape Town den 3. februar 1960 erklærede den daværende britiske premierminister, Harold Macmillan, at Storbritannien nu aktivt ville arbejde for afkolonisering i Afrika. [87] Det fik næsten øjeblikkelige konsekvenser for den Centralafrikanske Føderation. Den afrikanske nationalistbevægelse stod væsentligt stærkere i Nordrhodesia og især i Nyasaland, end den gjorde det i Sydrhodesia. I juli 1960 blev det efter forhandlinger mellem den britiske koloniminister Ian Macleod og nationalistlederen Hastings Banda (udenom den føderale regering) klart, at Nyasaland ville opnå politisk uafhængighed under navnet Malawi, og at Malawi ville trække sig ud af den Centralafrikanske Føderation. En efterfølgende forfatningskonference i december 1960 om Føderationens fremtid endte resultatløst, og dermed var den Centralafrikanske Føderation i realiteten brudt sammen. Initiativet overgik derefter til de tre enkeltstater. [88]

5.6.4 Modsætning mellem det nationale og det internationale borgerskab

I Sydrhodesia førte afkoloniseringsforberedelserne og Føderationens sammenbrud til, at modsætningsforholdet mellem industri- og agrarborgerskabet ændredes til et modsætningsforhold mellem det internationale og det nationale borgerskab. Dette perspektivskift i modsætningsforholdet. blev i høj grad formidlet af, at bestræbelserne på at oparbejde en afrikansk "middelklasse" på baggrund af afkoloniseringsforberedelserne blev opfattet som et forsøg på at muliggøre en senere nykolonial løsning gennem en alliance mellem det internationale borgerskab og den afrikanske "middelklasse". [89] Det var netop forcerede bestræbelser på at oparbejde et afrikansk agrarsmåborgerskab i 1961-62, der førte til den endelige tilspidsning af modsætningsforholdet mellem på den ene side det internationale borgerskab og på den anden side det nationale borgerskab i alliance med arbejderaristokratiet.

Ved en forfatningskonference i januar-februar 1961, der skulle afgøre Rhodesias fremtid efter den Centralafrikanske Føderations opløsning, blev resultatet ikke aftaler om en afkolonisering, men derimod en ny forfatning, der på den ene side for første gang i Rhodesia sikrede afrikanerne en formel deltagelse i det borgerlig-demokratiske styre (de fik 15 ud af Legislative Assemblys nu 65 pladser, mens de hvide fik 50) og på den anden side øgede det lokale selvstyre uden at ophæve den koloniale status, forstået på den måde at Storbritannien ifølge forfatningens Section III formelt set kunne gribe direkte ind i magtudøvelsen i Rhodesia, men samtidig anerkendte, at interne anliggender var dækket "by the convention of non-interference". Resultatet må betegnes som en klar sejr til det nationale borgerskab, selvom Storbritannien forsøgte at udlægge det som et skridt på vejen til afrikansk flertalsstyre. [90]

På baggrund af 1961-forfatningen fremstod den forcerede afrikanske agrarsmåborgerskabs-oparbejdning som et forsøg fra UFPs side på at vinde tilslutning fra afrika-. nerne ved det kommende valg. Det skal ses på baggrund af, at UFP allerede ved valget i 1958 havde fået færre stemmer end DP og derfor så frem til at skulle få flertal i det kommende Legislative Assembly v.hj.a. de afrikanske pladser. I 1961 begyndte UFP så småt at foretage statsopkøb af uudnyttet jord i de europæiske områder for derefter at overdrage jorden til afrikanske selvejerbønder. Op til valget i december 1962 forpligtede UFP sig yderligere til at ophæve racediskriminationen og især Land Apportionment Act, hvis det vandt valget. [91]

I marts 1962 blev Rhodesian Front (RF) dannet som en sammenslutning af DP og en række udbrydere fra UFP (heriblandt Ian Smith) for at forene og styrke oppositionen imod UFP. I sin agitation op til valget kørte RF især på, at det var imod enhver form for afrikansk indflydelse, selv den minimale, som 1961-forfatningen indrømmede afrikanerne. RFs svar var en skærpet tilbagevenden til raceadskillelsespolitikken fra 1930'erne og 1940'erne. [92] RFs politik var med andre ord et udtryk for det nationale borgerskabs og arbejderaristokratiets interesser, sådan som de var formuleret imod den politik, som UFP i industriborgerskabets/ det internationale borgerskabs interesse med dalende succes havde forsøgt at føre igennem. Alliancen i RF blev yderligere svejset sammen af, at valgkampen i 1962 foregik på baggrund af krigen i Congo og et netop indsat afrikansk overgangsstyre i Nordrhodesia, og ved valget den 14.december 1962 blev resultatet 35 pladser til RF, 29 til UFP (incl. alle de 15 afrikanske pladser!) samt 1 uafhængig. [93]

Dette valgresultat afgjorde endeligt den langvarige kamp om den hegemoniske position, som havde raset siden midten af 1950'erne, da industriborgerskabet dels forsøgte at nedbryde job-barriererne på arbejdsmarkedet og dels forsøgte at gennemføre Native Land Husbandry Act. Kampen blev kraftigt intensiveret efter Føderationens sammenbrud i 1960, og jeg vil mene, at der ihvertfald fra 1960 til 1962 var tale om en periode, hvor hverken det nationale eller det internationale borgerskab indtog den hegemoniske position (der var en form for magtligevægt). Jeg vil i denne forbindelse nævne, at det netop var i 1960, at Urban Influx Control Policy blev indført, hvilket indebar en kontrol med og begrænsning i antallet af helt proletariserede afrikanske arbejdere i byerne. Indførelsen af denne kontrolpolitik var helt entydigt i det nationale borgerskabs interesse. [94]

I relation til min problemstilling vil jeg fremhæve, at det i perioden med industriborgerskabet som hegemonisk fraktion ikke lykkedes at antaste deri "institutionelle ramme", der var opbygget under det nationale borgerskabs hegemoni, nemlig for det første de dele, der sikrede agrar-borgerskabets akkumulationsbetingelser (jordfordelingen, den undertrykte konkurrence fra det afrikanske landbrug og tilvejebringelsen af billig sort arbejdskraft) og for det andet sikringen af de hvide arbejdere som arbejderaristokrati, selvom angreb på samtlige disse elementer blev forsøgt. Når alt kommer til alt bestod industriborgerskabets hegemoni således først og fremmest i etableringen af den Centralafrikanske Føderation og den lille åbning for helt proletariserede sorte arbejdere. Da Føderationen brød sammen, var det sket med industriborgerskabets hegemoni. Herefter vendte det nationale borgerskab tilbage som hegemonisk fraktion i politisk alliance med arbejderaristokratiet, dvs. på basis af den "institutionelle ramme", der var blevet etableret tidligere under det nationale borgerskabs hegemoni fra 1923 til 1948/50.

Noter

[1]     Jvf. Arrighi, Political Economy, side 344 (citeret i indledningen til afsnit 4).

[2]     Se afsnit 4.3.1.

[3]     Arrighi, Political Economy, side 355. Industrialiseringen udkonkurrerede hurtigt det lille småborgerskab bestående af hvide håndværkere o.l., der havde eksisteret før 2. verdenskrig.

[4]     Gray, op.cit., side 228-250 og 277 f. En lidt senere teknologisk udvikling inden for minesektoren reducerede dog denne sektors afhængighed af de "billige" halvproletariserede bønder (se Stoneman, Foreign Capital, side 40), så konflikten gik primært mellem agrar- og industriborgerskabet.

[5]     Gray, op.cit., side 283-288 og 316-319; Harris, op.cit., side 55 samt Loney, op.cit., side 70.

[6]     Se Gray, op.cit., side 212 ff og 267 f.

[7]     Citeret fra Arrighi, Political Economy, side 352 (Arrighis fremhævelser).

[8]     Gray, op.cit., side 288-291, 318-327 og 333.

[9]     Se ibid., side 289 ff.

[10]    Citeret fra ibid., side 293 f.

[11]    Citeret fra ibid., side 314.

[12]    Clarke, Domestic Workers, side 26.

[13]    Curt Sørensen, op.cit., side 280.

[14]    Se fx Karl Marx, Filosofiens elendighed, Rhodos, København 1974 (1847), side 247 f. Se også Curt Sørensen, op.cit., side 492 ff.

[15]    Jvf. afsnit 1.2.2.

[16]    Dette har Marx og Engels behandlet flere steder. Se fx Marx & Engels, Den tyske ideologi, side 78; Marx, Filosofiens elendighed, side 247 f samt Marx & Engels, Det kommunistiske partis manifest, MEUS I, side 33-38.

[17]    Se Gray, op.cit., side 296 og 326 f.

[18]    Citeret fra ibid., side 280.

[19]    ibid., side 255-257 og 277-296. Se senere afsnit 5.6.2.

[20]    Jvf. afvisningen i 1917 af en sammenslutning. Se afsnit 3.3.2.

[21]    ibid., side 200-202 og Loney, op.cit., side 84. Se afsnit 5.3. om de faktiske økonomiske fordele opnået med den Centralafrikanske Føderation.

[22]    Gray, op.cit., side 197 samt Leys, European Politics, side 160162. Se endvidere senere afsnit 5.6.3.

[23]    Se Gray, op.cit., side 200.

[24]    Citeret fra Loney, op.cit., side 66. Loney viser samme sted gennem et andet citat, hvordan Labour-regeringens opfattelse nærmest var et fuldstændigt ekko heraf.

[25]    Se Patrick Keatley, The Politics of Partnership, Penguin, Harmondsworth 1963, side 387 ff.

[26]    Se Gray, op.cit., side 150 ff samt Loney, op.cit., side 83.

[27]    Keatley, op.cit., side 146. Se endvidere ibid., side 414-431.

[28]    ibid., side 224.

[29]    Leys, European Politics, side 272 f.

[30]    Citeret fra ibid., side 272.

[31]    Mlambo, op.cit., side 117 og 134.

[32]    Citeret fra Leys, European Politics, side 272 f (fremhævelse i originalen).

[33]    ibid., side 274-277.

[34]    Se ibid., side 140-142.

[35]    Se ibid., side 105-111.

[36]    Loney, op.cit., side 88

[37]    ibid., side 90 samt Centre of African Studies, op.cit., side 3.

[38]    Leys, European Politics, side 121 samt Loney, op.cit., side 89 f og 68.

[39]    Se Poulantzas, Om samhällsklasser, side 40 og Poulantzas, Classes in .., side 23.

[40]    Shamuyarira, op.cit., side 18-22.

[41]    ibid., side 22 samt Mlambo, op.cit., side 115 f og 123-126.

[42]    Amilcar Cabral, op.cit., side 14-17 og 39-41. Cabral taler egentlig om småborgerskabet, men inkluderer heri de intellektuelle, og det er specielt dem, der vil stå i spidsen for nationalistbevægelsen (se ibid., side 40).

[43]    Jeg har behandlet disse forhold mere indgående i Zimbabwe: klassekamp - befrielseskamp, side 38 f, 103-107 og 120-131 og der forsøgt at sandsynliggøre tesen (bevises i streng forstand kan den jo næppe).

[44]    Den rhodesiske Chief Native Commissioner forklarede i 1954 hensigterne med loven således: "Rapid implementation of government policy, by application of the Native Land Husbandry Act, right throughout all the Native reserves and rural areas, is vital to establish and ensure a contented and progressive Native peasant. ... inevitably he will disregard the political sirens of the urban areas, who themselves are making no headway with their self-aggrandisement sheme." Citeret fra Loney, op.cit., side 59.

[45]    Africa South of the Sahara 1971, side 601.

[46]    Den konkrete grænse mellem borgerskab og småborgerskab er noget flydende. På den ene side består det "rene" småborgerskab alene af dem, der arbejder med egne produktionsmidler uden at beskæftige fremmed arbejdskraft (=småproduktion), mens på den anden side det "rene" borgerskab består af dem, der ikke selv arbejder, men via ejendomsret til produktionsmidler beskæftiger fremmed arbejdskraft og dermed lever af udbytningen af dem (indkomstkilde = profit, jvf. Marx, Kapitalen 3, side 1137 f). Herimellem må en konkret afgrænsning bero på graden af afhængighed af fremmed arbejdskraft, idet beskæftigelse af enkelte lønarbejdere normalt ikke regnes for brud med småborgerskabs-tilhørsforholdet.

[47]    Kay, op.cit., side 86-88; Riddell, The Land Problem, side 9 og 39 ff; Gray, op.cit., side 296 f samt Loney, op.cit., side 58-60. At det internationale borgerskab, som industriborgerskabet i Rhodesia var en del af, så med venlige øjne på Native Land Husbandry Act, fremgår bl.a. af, at Verdensbanken bidrog med et lån på £ 2 mill. til lovens gennemførelse (Shamuyarira, op.cit., side 98).

[48]    A.K.H. Weinrich, Chiefs and Councils in Rhodesia, Heinemann, London 1971, side 27.

[49]    Se afsnit 6.1.

[50]    Arrighi, Political Economy, side 361. Se afsnit 5.6.2. vedr. en del af disse penges oprindelse og brug.

[51]    Report of the Secretary for Internal Affairs for 1962 - citeret i Kay, op.cit., side 88.

[52]    Se afsnit 5.6.

[53]    Se min diskussion heraf i Zimbabwe: klassekamp - befrielseskamp, side 82-93.

[54]    Citeret fra Arrighi, Political Edonomy, side 376. Se den samstemmende redegørelse hos en anden nationalistleder: Shamuyarira, op.cit., side 90.

[55]    Se herom i afsnit 2.

[56]    Betegnelsen bruges her primært, fordi det er den almindeligt benyttede i diverse fremstillinger. Indholdsmæssigt dækker den det brede spektrum af undertrykte afrikanske klasser, hvis magtudøvelse organiseredes herigennem,

[57]    Citeret fra Shamuyarira, op.cit., side 28.

[58]    I Zimbabwe: klassekamp - befrielseskamp, side 115-131, der dækker udviklingen fra 1955 til 1965.

[59]    Shamuyarira, op.cit., side 90-98. Det blev som sagt ikke til så meget med oparbejdelsen af et afrikansk agrarsmaborgerskab. Jeg har ingen oplysninger, der tyder på, at agrarsmåborger-skabet som klasse forholdt sig på en særegen måde i forhold til den fremvoksende afrikanske nationalistbevægelse.

[60]    Mlambo, op.cit., side 129 og 145 f. Se endvidere A.K.H. Weinrich, Black and White Elites in Rural Rhodesia, Manchester University Press, Manchester 1973, side 166-173.

[61]    Se A.K.H. Weinrich, Mucheke: Race, Status and Politics in a Rhodesian Community, Unesco Press, Paris 1976, side 186 f.

[62]    Citeret fra Shamuyarira, op.cit., side 60.

[63]    Se James Barber, Rhodesia: The Road to Rebellion, Oxford University Press, London 1967, side 18 f.

[64]    Se Zimbabwe: klassekamp - befrielseskamp, side 123 f.

[65]    Leys, European Politics, side 167-172 samt Mlambo, op.cit., side 125 f, 129 f, 138 og 246.

[66]    Arrighi, Political Economy, side 358.

[67]    Se Leys, European Politics, side 116-119.

[68]    Se afsnit 4.2.3.

[69]    Harris, op.cit., side 55.

[70]    Sprack, op.cit., side 20.

[71]    Zimbabwe Information Group Bulletin No. 9-10, Dec 1978 - Jan 1979, side 14.

[72]    Clarke, African Mine Labourers, side 207 f.

[73]    Zimbabwe Information Group Bulletin No. 9-10, Dec 1978 - Jan 1979, side 14.

[74]    Harris, op.cit., side 55-57 og Sprack, op.cit., side 19.

[75]    Se vedr. den afrikanske fagbevægelse: Harris, op.cit., side 60-63; C.M. Brand, Politics and African Trade Unionism in Rhodesia since Federation, Rhodesian History, Vol. 2 1971, side 89-109; Clarke, Labour Conditions, side 125-131; Clarke, Domestic Workers, side 43-45; Clarke, Contract Workers, side 106-110 samt Clarke, Agricultural and Plantation Workers, side 188-196.

[76]    Se min gennemgang af det rhodesiske uddannelsesvæsen i Zimbabwe: klassekamp - befrielseskamp, side 52-56.

[77]    Austin, op.cit., side 48 f og International Commission of Jurists, op.cit., side 23. Se endvidere Stoneman, Skilled Labour, side 13 ff. For en række af de her skildrede forhold spiller det selvfølgelig en vigtig rolle, at det nationale borgerskab i 1962 tilbageerobrede den hegemoniske position i alliance med arbejderaristokratiet (se afsnit 5.6.4. og 6.).

[78]    Eric Gargett, The Administration of Transition: African Urban Settlement in Rhodesia, Mambo Press, Gwelo 1977, side 41. Arrighi, Political Economy, side 361 ff er inde på det samme.

[79]    Se afsnit 4.1.2.

[80]    Leys, European Politics, side 68.

[81]    ibid., side 68 f samt W.J. Barber, op.cit., side 27.

[82]    Se afsnit 5.4.

[83]    Leys, European Politics, side 34 f samt W.J. Barber, op.cit., side 153

[84]    W.J. Barber, op.cit., side 153.

[85]    Kay, op.cit., side 93 samt Centre of African Studies, op.cit., side 16 og 19.

[86]    Se fx Afrikagrupperna i Sverige, Befrielsekampen i Afrika, ALIS Stockholm 1977, side 37-59 samt Arrighi & Saul, Nationalism and Revolution, side 52-55.

[87]    Se fx Callinicos & Rogers, op.cit., side 3 samt James Barber, op.cit., side 22 ff.

[88]    James Barber, op.cit., side 25-42.

[89]    Arrighi, Political Economy, side 365.

[90]    Loney, op.cit., side 122f; James Barber, op.cit., side 68-79 samt John Day, Southern Rhodesian African Nationalists and the 1961 Constitution, Journal of Modern African Studies, Vol. 7 No. 2, 1969, side 225-229.

[91]    James Barber, op.cit., side 124 og Loney, op.cit., side 125 f.

[92]    Loney, op.cit., side 124 og 126; James Barber, op.cit., side 149-162 samt Mlambo, op.cit., side 55 f.

[93]    Loney, op.cit., side 126.

[94]    Se afsnit 4.3.1.