Kapitel 6 - Det nationale borgerskab tilbage som hegemonisk fraktion

6.1 De grundlæggende elementer i RFs politik

I tiden fra RFs valgsejr i 1962 og frem til UDI viste det nationale borgerskabs genvundne hegemoniske position sig først og fremmest i en række defensivt prægede bestræbelser, der tog sigte på at bibeholde og videreføre den "institutionelle ramme", som var opbygget i 1930'erne og 1940'erne, og som sammenfattede og udtrykte det nationale borgerskabs grundlæggende interesser. (herunder den politiske alliance med arbejderaristokratiet). RF blev dannet og vandt 1962-valget, netop p.g.a. UFPs angreb på den "institutionelle ramme". [1]

Som følge af RFs valgsejr blev Land Apportionment Act ikke ophævet, sådan som UFP havde lovet at gøre det. Tværtimod begyndte RF omgående at udbygge nogle hidtil ret løse planer om at etablere en form for lokalt selvstyre i de afrikanske stammeområder (Tribal Trust Land) ved at give øgede beføjelser til de regerings­udpegede og -lønnede.høvdinge for på den måde bl.a. at cementere jordfordelingen. Intentionerne minder en del om den sydafrikanske bantustanpolitik og blev i Rhodesia kaldt for Policy of Community Development. [2]

I det rhodesiske uddannelsesvæsen var der i 1950'erne blevet allokeret øgede midler til den afrikanske uddannelse, specielt med henblik på at få nogle flere højtuddannede afrikanere (i forlængelse af "middelklasse"-oparbejdningen). Efter RFs regeringsovertagelse er uddannelsesvæsenet igen blevet helt racedelt og indrettet således, at alle hvide får en høj uddannelse (næsten 50% får en akademisk uddannelse, og resten er sikret en teknisk-faglig uddannelse, mens næsten alle afrikanere kun uddannes til et niveau, hvor de vil være i stand til at udføre funktioner som ufaglært og halvfaglært arbejdskraft. Eller som det direkte udtrykkes i RFs uddannelsespolitik:

"... to gear the African educational output to the job opportunities which Europeans are willing to offer to Africans." [3]

Den eneste undtagelse fra raceadskillelsen inden for uddannelsesvæsenet er universitetet i Salisbury. Sammenfattende er det rhodesiske uddannelsessystem dog nøje tilpasset, så det bidrager til at opretholde den eksisterende klassestruktur.

I 1960 begyndte den rhodesiske stat at ansætte sorte i administrative stillinger i statsbureaukratiet (Public Services Amendment Act), men det blev droppet igen i 1963, da RF havde overtaget regeringspositionen, hvorefter antallet af sorte i bureaukratiet er faldet fra 1652 i 1965 til 802 i 1969. [4] Noget tilsvarende gjorde sig gældende med den såkaldte petty-diskrimination, der med Municipal Amendment Act of 1967 genindførte den offentlige raceadskillelse af parker, sportspladser, postkontorer, jernbaner osv. [5]

Som disse eksempler illustrerer, var RFs regeringsovertagelse ensbetydende med en officiel og utilsløret tilbagevenden til den raceadskillelsespolitik, som med Two Pyramid Policy blev systematiseret i 1930'erne og 1940'erne. Dengang dækkede raceadskillelsen over opbygningen af den "institutionelle ramme", der befæstede det nationale borgerskabs hegemoniske position. Efter 1962 har den dækket over videreførelsen af den "institutionelle ramme" og kaldes i RFs terminologi for "separate development". [6] Officielt vil RF dog nødig vedstå, at det fører en racediskriminerende politik. Ifølge dets egen ideologi står RF i spidsen for et samfund, hvor evner og dygtighed er det afgørende, ikke den enkeltes racemæssige tilknytning. Det udtrykkes på følgende måde i RFs "Principles":

"The Party will preserve a strong and prosperous State based upon the fundamental principles which affect a sound society, including: ... (ii) the right of all individuals ... to develop their abilities to the full and to receive reward and recognition entirely on merit." [7]

Denne officielle afstandtagen fra racismen skal ses på baggrund af RFs før antydede defensive position. Det har hele tiden - både før og efter UDI - ønsket at opnå en international anerkendt politisk uafhængighed fra Storbritannien med den eksisterende økonomiske og sociale struktur intakt. Den officielle afstandtagen fra racismen som ideologisk legitimering af den førte politik er blevet lettet af, at RF blot skulle videreføre en allerede etableret økonomisk og social struktur, hvor "merit", om jeg så må sige, er indskrevet i strukturen, mens det omvendt i 1930'erne drejede sig om opbygningen af strukturen. Reelt spiller racismen dog stadigvæk en vigtig rolle, specielt i forbindelse med det nationale borgerskabs alliance med arbejderaristokratiet. Det fremgår også, når repræsentanter for RF forsøger at legitimere partiets politik. Dette sker som regel med henvisninger til, at det er RFs mål at bevare "European standards and civilization" eller "Christianity and civilization" i Rhodesia, mens alle RF-modstandere brændemærkes som "communists". Det afgørende er, at regeringen forbliver i "responsible hands", for nu at sammenstille nogle af de vigtigste nøgleord i RFs ideologi. [8]

Udover de refererede ideologiske standpunkter fremgår det i øvrigt tydeligt af RFs "Principles" fra 1969, hvilke klasseinteresser RF primært varetager. Det gælder først og fremmest det nationale borgerskabs interesser:

"6. The Party will ensure the permanent establishment of the European in Rhodesia and to this end will encourage to the utmost European immigration.

7. The Party will uphold the principle of the Land Tenure Act (1969-afløser for Land Apportionment Act, EM).

8. The Party will uphold the principle of the preservation of the Tribal Trust lands and will promote their development." [9]

Og i anden række arbejderaristokratiets interesser:

"15. The Party will protect the standards of skilled workers against exploitation by cheap labour." [10]

6.2 Desorganiseringen af de undertrykte klasser

Også hvad angår den statslige herredømmeform vendte den rhodesiske stat under RFs ledelse tilbage til mønsteret fra 1930'erne og 1940'erne. Over for arbejderaristokratiet bestod den statslige herredømmeform helt overvejende af ideologisk integration. 1959-ændringen af Industrial Conciliation Act truede ikke på nogen afgørende punkter arbejderaristokratiet, så den blev ikke ændret. For arbejderaristokratiet var det vigtigste ved RFs regeringsovertagelse, at den umiddelbare fare for afrikansk flertalsstyre blev fjernet.

Over for de undertrykte afrikanske klasser betød RFs regeringsovertagelse, at den magtmæssige repression blev skærpet og enhver tale om oparbejdelse af en afrikansk "middelklasse" blev opgivet. [11] Som omtalt i afsnit 4.1.3. og 5.5. havde allerede UFP-regeringen fået opbygget en omfattende undertrykkelsespraksis for at komme den afrikanske nationalistbevægelse til livs. Kort efter RFs regeringsovertagelse strammede staten undertrykkelseslovgivningen og hvad der er mere vigtigt: Staten strammede selve virkeliggørelsen af undertrykkelsen. I begyndelsen af 1963 blev det forbudt at afholde politiske møder om søndagen, det eneste tidspunkt afrikanske arbejdere kunne mødes. Op gennem 1963 blev afrikanske nationalistledere bestandigt bragt for retten, beskyldt for brud på Law and Order (Maintenance) Act. Mellem februar og april 1964 blev næsten alle de ledende i nationalistbevægelsen arresteret og Law and Order (Maintenance) Act strammet endnu en tand. Den 26. august 1964 kulminerede det med forbud imod de afrikanske nationalistorganisationer samt The Daily News, den eneste større afrikanske avis. [12]

I løbet af denne relativt korte periode med RF-regering lykkedes det effektivt for den rhodesiske stat at få desorganiseret den samlede politiske organisering af de undertrykte afrikanske klasser, som nationalistbevægelsen udgjorde. [13] I den forbindelse blev desorganiseringen hjulpet af nationalistbevægelsens strategi for at opnå afrikansk flertalsstyre samt af konsekvenserne heraf. Fra NDP i 1960 definerede det politiske mål som flertalsstyre og indtil nationalistbevægelsen blev splittet i 1963 benyttede nationalistbevægelsen stort set kun forhandlinger med den formelle kolonimagt, Storbritannien, kombineret med fredelige massedemonstrationer for at opnå flertalsstyre. [14] Denne strategi blev benyttet, fordi den havde haft succes i de fleste andre afrikanske kolonier, hvor afkoloniseringen skred frem i 1960'erne. Der var imidlertid en alvorlig hage ved strategien: den tog ikke højde for en afgørende forskel mellem Rhodesia og praktisk taget alle andre afrikanske kolonier. I de andre kolonier var det internationale borgerskab hegemonisk, mens denne position i Rhodesia indtoges af det nationale borgerskab (ihvertfald fra 1962 og med en form for hegemoniligevægt 1960-62). Som omtalt i afsnit 5.6.3. var det internationale borgerskab af forskellige grunde rede til at give efter for kravet om flertalsstyre og i stedet for satse på nykolonialismen som dominansstrategi, men det var absolut ikke tilfældet for det nationale borgerskab i Rhodesia. [15]

Strategien, som NDP stærkt påvirket af andre nationalistbevægelsers succes tog i anvendelse, var derfor i høj grad inadækvat, når man tager de politiske magtforhold i Rhodesia i betragtning. [16] Det viste sig første gang helt åbenlyst ved forfatningskonferencen i 1961, som NDP havde haft store forventninger til, men hvor resultatet for afrikanerne kun blev 15 ud af Legislative Assemblys 65 pladser. [17] Derefter gik den rhodesiske nationalistbevægelse over til via FN at forsøge at presse Storbritannien til at indkalde tilen ny forfatningskonference, der skulle føre til flertalsstyre i Rhodesia. Det lykkedes for ZAPU, NDPs efterfølger, at skabe så megen røre om "Rhodesia-problemet" i FN, Commonwealth og senere også OAU (efter at den var blevet oprettet i 1963), [18] at det blev umuligt for Storbritannien at give Rhodesia politisk uafhængighed på basis af 1961forfatningen, men det lykkedes på den anden side ikke at opnå flertalsstyre. Det førte til voksende uenighed inden for nationalistbevægelsen og resulterede i, at den i juli 1963 blev splittet. Den nye nationalistorganisation ZANU gik ind for, at den eneste korrekte strategi i Rhodesia var afrikanernes egen befrielse af sig selv gennem væbnet kamp, mens ZAPU fortsat mente at kunne presse Storbritannien til at give Rhodesia flertalsstyre. Jeg skal ikke her argumentere for den ene strategis fortræffelighed til fordel for den anden, men nøjes med at konstatere, at den umiddelbare effekt af splittelsen var en svækkelse af nationalistbevægelsen som sådan. Tilstedeværelsen af to nationalistorganisationer førte øjeblikkelig til konkurrence om, hvilken af de to der kunne opnå den største folkelige opbakning. Rent bortset fra den svækkelse, der kom af, at en stor del af begge organisationers arbejde blev ledt over i denne konkurrence og derfor bort fra den mere umiddelbare kamp for flertalsstyre, udviklede konkurrencen sig hurtigt til voldsomme og voldelige sammenstød mellem tilhængere af de to organisationer. Den rhodesiske stat var i denne sammenhæng meget påpasselig med ikke at gribe ind, når de to organisationer kæmpede indbyrdes, men omgående slå til, når de begyndte at true den eksisterende sociale orden. På den måde blev en del af den rhodesiske stats desorganiseringsopgave hjulpet af nationalistbevægelsen selv.

Da UDI blev gennemført den 11. november 1965, var de undertrykte afrikanske klasser effektivt desorganiseret og splittet. UDI blev som følge heraf ikke mødt med nogen samlet, koordineret modstand fra de undertrykte afrikanske klassers side, men kun med en spontan og usammenhængende modstand, som den rhodesiske stat relativt let kunne nedkæmpe. Men det forklarer ikke, hvorfor UDI i det hele taget blev gennemført.

6.3 UDI

Som Arrighi påpeger, [19] var nykolonialismen ikke en mulig strategi for det internationale borgerskab i Rhodesias tilfælde. Det skyldtes i første omgang fiaskoen med at oparbejde en afrikansk "middelklasse", som det internationale borgerskab kunne alliere sig med og knytte til sig som kompradorborgerskab. I anden omgang skyldtes det den rhodesiske stats effektive undertrykkelse af den afrikanske nationalistbevægelse, hvilket fjernede et muligt afrikansk alternativ til RF-regeringen. Dette forklarer, hvorfor det internationale borgerskab i 1960'erne blev tvunget til at acceptere "a policy of 'second best'", som Arrighi formulerer det, [20] dvs. det nationale borgerskabs hegemoni organiseret under RF-regeringens ledelse. Men det forklarer stadigvæk ikke, hvorfor UDI blev gennemført.

UDI den 11. november 1965 var ikke en hurtigt gennemført impulsiv handling. Tværtimod var UDI blevet diskuteret offentligt blandt hvide i Rhodesia lige siden 1958. [21] Den 13. april 1964 blev RFs første premierminister, Winston Field afsat, fordi han i nogle offentlige udtalelser var gået imod UDI. Han blev erstattet af Ian Smith. [22] Det vigtigste emne i valgkampen op til valget i maj 1965 var UDI. RF gik ind for UDI og vandt ved valget alle de 50 hvide pladser i Legislative Assembly, mens Rhodesia Party, en efterfølger for UFP, opnåede 10 ud af 15 sorte pladser. En lang række af det internationale borgerskabers interesseorganisationer i Rhodesia havde advaret imod UDI, men det blev altså ikke taget til følge af de hvide vælgere. [23] Arrighi peger i denne forbindelse på, at truslen om UDI i Rhodesia havde den vigtige funktion at skabe opbakning bag RF og dermed det nationale borgerskabs hegemoni, [24] fordi truslen over for den britiske regering understregede, at der i Rhodesia (i modsætning til de andre kolonier) var et alternativ til flertalsstyre. [25] Men endnu engang: hvorfor blev UDI gennemført, når truslen om UDI kombineret med undertrykkelsen af den afrikanske nationalistbevægelse var tilstrækkelig til at sikre det nationale borgerskabs hegemoniske position?

Ingen af mine kilder giver grundlag for et fuldt tilfredsstillende svar herpå, men Arrighi er i det mindste ærlig nok til at indrømme det. [26] Han opregner i stedet for tre mulige, evt. kombinerede årsager til, at RF-regeringen skred til UDI den 11. november 1965. Den første går på, at en påstået uro i de afrikanske landområder skulle have fået RF-regeringen til at frygte for den interne stabilitet, hvor UDI så skulle forebygge evt. konsekvenser. Den anden mulige årsag går på, at UDI som en trussel var begyndt at ophøre med at virke som opbaknings-katalysator bag RF i Rhodesia, og at også afrikanske ledere i Commonwealth var begyndt at opfatte UDI som en tom trussel, der skulle aflede opmærksomheden fra en gennemførelse af flertalsstyre via en forfatningskonference. For det tredje er det ifølge Arrighi muligt, at UDI blev gennemtvunget fra neden ved pres på RF-lederne. Arrighi gør i denne forbindelse opmærksom på, at den lille hvide befolkning i Rhodesia betyder, at der er en tæt, ofte personlig kontakt mellem de politiske ledere og deres vælgere. [27]

Det hører med til billedet af UDI, at RF-regeringen på forhånd - på grundlag af den britiske regerings erklæringer - var klar over Storbritanniens modforholdsregler i tilfælde af UDI og derfor på forhånd var i stand til at tage skridt til at gardere sig imod dem. Først og fremmest var RF-regeringen klar over at Storbritannien ikke ville benytte militær indgriben. [28] Dette middel havde Storbritannien i øvrigt allerede i 1963 delvist spillet sig af hænde ved at sørge for, at Rhodesia ved den Centralafrikanske Føderations ophør blev tildelt Føderationens samlede luftvåben, hvorefter Rhodesia rådede over en af Afrikas stærkeste militærmaskiner. Storbritannien nedlagde endda direkte veto i FNs sikkerhedsråd imod en resolution, der opfordrede Storbritannien til ikke at overdrage dette luftvåben til Rhodesia. (det var Storbritanniens første veto efter Suez-krisen i 1956!). [29]

RF-regeringen vidste osse, at Storbritannien i stedet for ville gribe til et sanktionsprogram og havde allerede før UDI fået Sydafrikas tilsagn om, at det ville hjælpe med til at modvirke sådanne sanktioner. Inde i Rhodesia gik forholdsreglerne så langt som til at trykke rationeringskuponer forud for UDI! [30]

På denne baggrund kan det tænkes, at RF vurderede, at konsekvenserne af UDI var til at bære, mens UDI på den anden side ville styrke det nationale borgerskabs hegemoniske position. [31] I hvert fald er det en kendsgerning, at RF-regeringen den 11. november 1965 erklærede Rhodesia for et selvstændigt land og dermed egenhændigt ophævede den formelle kolonistatus i forhold til Storbritannien.

Blandt de hvide i Rhodesia var der og har der kun været en meget minimal modstand mod UDI. Det har bl.a. givet sig udtryk i, at RF ved hvert eneste valg siden 1965 har erobret samtlige af de 50 pladser i Legislative Assembly, der er reserveret for de hvide. Endvidere nævner Loney f.eks., at kun i alt 36 ud af de 12.000 ansatte i det rhodesiske statsapparat, trådte tilbage i 1965 som følge af UDI, resten fortsatte. [32] Mens truslen om UDI muligvis var ophørt med at fungere som opbakningskatalysator bag UDI, kan det hævdes, at selve UDI, og den medfølgende direkte konfrontation med det internationale borgerskab, har ført til en opbakning blandt de hvide klasser i Rhodesia bag det nationale borgerskabs hegemoni. [33]

Også det internationale borgerskab affandt sig i realiteten med det nationale borgerskabs hegemoni i Rhodesia, ihvertfald frem til 1974, da det blev klart, at de undertrykte afrikanske klasser var ved at have overvundet RFs repressive desorganisering. [34] Storbritannien iværksatte - langsomt og gradvist - de lovede sanktioner, men de fik ikke den store virkning i Rhodesia, primært p.g.a. at Sydafrika tillod varer og kapital at flyde til og fra Rhodesia via Sydafrika. [35] Storbritannien afviste pure at iværksætte "sanktioner imod sanktionsbryderne", sådan som afrikanske ledere forlangte det i FN. Storbritannien erklærede åbenhjertigt i FN, at årsagen hertil var Storbritanniens store økonomiske interesser i Sydafrika: sanktioner imod Sydafrika ville ifølge den britiske FN-repræsentant føre til omfattende arbejdsløshed i Storbritannien og en årlig forringelse af betalingsbalancen med ca. 300 mill. pund. [36] Også den række af forhandlinger mellem den britiske regering og RF-styret, som blev gennemført i 1966, 1968 og 1971, aftegner billedet af en britisk regering, der reelt affandt sig med det nationale borgerskabs hegemoni i Rhodesia. Som påpeget af Abdul Minty bar Storbritanniens politik over for Rhodesia i disse år mere præg af forsøg på at føre RF-styret tilbage til legalitet end af forsøg på at komme det til livs. [37] Det britiske 1968-forslag til en løsning ville således tidligst have ført til afrikansk flertalsstyre i 1999 og 1971forslaget tidligst i år 2035. [38] Heller ikke på det mere umiddelbart økonomiske plan kan der konstateres virkningsfuld modstand mod det nationale borgerskabs hegemoni i Rhodesia. Der var ganske vist en lille tilbagegang i den rhodesiske økonomi umiddelbart efter UDI, men fra 1967/68 frem til 1975/76 var økonomien præget af uafbrudt ekspansion. Der kan heller ikke påvises nogen kapitalflugt fra Rhodesia, tværtimod er de udenlandske investeringer vokset efter -UDI. [39]

På den baggrund synes det rimeligt at konkludere, at selve UDI i 1965 alene indebar en ændring i den rhodesiske styreform, nemlig en total ophævelse af det koloniale element. Det nationale borgerskab indtog fortsat den hegemoniske position og udgjorde sammen med det internationale borgerskab magtblokken. Selv om jeg finder det vanskeligt at påpege en entydig og materielt funderet nødvendighed af, at RF-regeringen i 1965 gennemførte UDI, er der ingen tvivl om, hvad selve UDI var: en ændring af styreformen, og hvad der muliggjorde UDI: det nationale borgerskabs hegemoniske position og den grundfæstelse af det nationale borgerskabs-magt, som etableringen af den såkaldte "institutionelle ramme" fra 1923 til 1948 var ensbetydende med: sikringen af det nationale borgerskabs akkumulations-betingelser og af dets politiske alliance med arbejderaristokratiet.

Noter

[1]     James Barber, op.cit., side 221 karakteriserer RFs politik som "the overall commitment of the party to retain the existing social structure."

[2]     Se Zimbabwe: klassekamp - befrielseskamp, side 58-62 samt den senere udkomne Bratton, op.cit., side 18-34. I 1972 blev politikken revideret og kaldt for Programme of Provincialization, men er siden blevet kvalt af befrielseskampens fremgang.

[3]     Citeret fra Austin, op.cit., side 46. Se i øvrigt Zimbabwe: klassekamp - befrielseskamp, side 52-56.

[4]     International Commission of Jurists, op.cit., side 99.

[5]     Mlambo, op.cit., side 244 f samt Sprack, op.cit., side 37.

[6]     I RFs "Principles" fra 1969 udtrykkes det således: "The Party opposes compulsory integration and believes that the peaceful co-existence of people can only be achieved when communities have the right and opportunity to preserve their own identities, traditions and customs, and therefore recognises the obligation of Government and respective communities where necessary to ensure the provision of such separate facilities as will make this possible." Citeret fra Austin, op.cit., side 104.

[7]     Citeret fra ibid.

[8]     Se Mlambo, op.cit., side 225, 229, 234 f og 247 samt RFs "Principles" i Austin, op.cit., side 104 f.

[9]     Citeret fra Austin, op.cit., side 104.

[10] ibid., side 165.

[11] Den eneste undtagelse fra den magtmæssige repression af de afrikanske klasser bestod i Policy of Community Development og de hermed forbundne øgede beføjelser til høvdingene. Udover at cementere jordfordelingen var formålet at oprette en alliance med høvdingene vendt imod den afrikanske nationalisme, eller som regeringen selv har udtrykt det: at gøre høvdingene til en organiseret politisk kraft "closely dependent upon and therefore allied with, the white government against African nationalism and its fervent ambitions." Citeret fra D.K. Davies, Race Relations in Rhodesia: A Survey for 1972-73, Rex Collings, London 1975, side 284f.

[12] James Barber, op.cit., side 197 og 203-211; Mlambo, op.cit., side 198, 207 ff og 226 f samt Sprack, op.cit., side 30 ff.

[13] Jvf. afsnit 5.5. vedr. den brede klassemæssige opbakning bag nationalistbevægelsen.

[14] En mere grundig gennemgang af strategien og dens udførelse og konsekvenser findes i Zimbabwe: klassekamp - befrielseskamp, side 120-131. Her opsummerer jeg kun essensen.

[15] I forbindelse med det øvrige Afrika skriver Rolf Gustavsson, at disse kolonier omkring 1960 fik den politiske uafhængighed tildelt - der var ikke tale om, at den blev tilkæmpet. Se Rolf Gustavsson, op.cit., side 35. Se også Björn Beckman, op.cit., side 23 f.

[16] Dette fremhæves også af Arrighi, Political Economy, side 366 f.

[17] Se afsnit 5.6.4.

[18] Se James Barber, op.cit., side 185 f.

[19] Arrighi, Political Economy, side 365 ff.

[20] ibid., side 365.

[21] Loney, op.cit., side 127.

[22] James Barber, op.cit., side 192 f.

[23] Loney, op.cit., side 130 f

[24] Denne tilføjelse vedr. det nationale borgerskabs hegemoni kommer Arrighi i sin ligestilling af "de nationale hvide klasser" dog ikke med.

[25] Arrighi, Political Economy, side 367.

[26] ibid., side 367 f.

[27] ibid., side 368 f.

[28] Loney, op.cit., side 134 f og 138-146 gennemgår minutiøst alle Storbritanniens officielle argumenter for ikke at gribe militært ind i tilfælde af UDI.

[29] ibid., side 128 f samt James Barber, op.cit., side 173 f og 185.

[30] Loney, op.cit., side 135 samt Abdul Minty i Sydafrika-kontakt, april 1975, side 11.

[31] Det sidste hævder Mlambo på en vel formalistisk måde ved at skrive, at det var den britiske stats indgrebsmuligheder og de formelle begrænsninger, det lagde for den rhodesiske stats handlefrihed, der fik RF-regeringen til at gennemføre UDI (Mlambo, op.cit., side 230-234).

[32] Loney, op.cit., side 146 f.

[33] Jvf. John Parker, op.cit., passim. Se afsnit 4.3.2.

[34] Se Zimbabwe: klassekamp - befrielseskamp, side 204 ff.

[35] Se ibid., side 43-48.

[36] Loney, op.cit., side 149-155.

[37] Se Sydafrika-kontakt, april 1975, side 12.

[38] Loney, op.cit., side 166-168 og 170-182.

[39] Se Stoneman, Foreign Capital, side 49-55 samt Ahmed M. Khalifa, The Adverse Consequenses for the Enjoyment of Human Rights of Political, Military, Economic and other Forms of Assistance Given to the Colonial and Racist Regimes in Southern Africa, UN-ECOSOC, Commission on Human Rights (E/CN.4/Sub.2/383), juli 1977, side 47-64.