Kapitel 2 - Elementer af de før-koloniale samfund

Før jeg går igang med analysen af de politiske magtforhold i Rhodesia fra koloniseringen til UDI finder jeg det nødvendigt at komme med et kort indledende afsnit, der opridser nogle af grundlæggende elementer i de afrikanske samfund, som blev koloniseret. Den væsentligste årsag til at jeg finder det nødvendigt er, at en række af disse før-koloniale elementer har eksisteret videre ved siden af den "rene" KPM, men på den anden side afgørende præget af KPMs dominans i hele samfundsformationen. En egentlig forståelse af det nuværende rhodesiske samfund indebærer derfor også en forståelse af, hvordan de før-koloniale samfund var indrettet, og kan ikke begrænses til en betragtning af de før-koloniale levn, der har eksisteret videre, fordi disse levn er kraftigt påvirket af KPMs dominans i samfundsformationen.

Ved Rhodesias kolonisering var der to hovedstammer i området, Shonaerne og Ndebelerne. [1]

Shonaerne [2] levede i hele området mellem Limpopo og Zambezi og inkluderede alle, der talte en dialekt af Shona-sproget. De har efter al sandsynlighed været bosat der i mere end 1000 år. Shonaerne levede spredt i mindre selvforsynende landsbyer, hvis eksistensvilkår var stærkt bundet til naturen. Bytning mellem landsbyerne var kun ringe udviklet, da de enkelte landsbyers naturressourcer stort set var ens, og da varehandel var hæmmet af manglen på naturlige, lettilgængelige transportveje.

Shonaerne var overvejende agerbrugere, [3] der supplerede deres afgrøder med kvægbrug, jagt og fiskeri, hvis indbyrdes betydning varierede med de givne naturforhold. Jorden blev dyrket under forskellige former for svedjebrug (=flytteagerbrug), en dyrkningsmetode der forudsatte rigeligt med tilgængelig jord. Hos Shonaerne blev jorden skiftet ud løbende ved at dele af den blev lagt brak hvert år, og med mellemrum flyttede hele landsbyen hen til nye områder. Der var en relativt fast arbejdsdeling inden for, men ikke meget mellem produktionsenhederne, der bestod af de udvidede familier. Kvinderne udførte de fleste husholdnings- og rutinefunktioner, som fx vandhentning, madlavning samt pasning og lugning af markerne, mens mændene tog sig af hyttebygning, markrydning, jagt, kvægpasning og lidt primitivt håndværk. Såning og høst udførte de to køn sammen, kvinderne sandsynligvis dog mest. Produktionsenhederne besad selv deres egne produktionsmidler, og de havde selv den umiddelbare kontrol med produktionsprocessen.

Jorden var fællesskabets ejendom, og enhver voksen mand var berettiget til så meget jord, som han behøvede til sig og sin families eksistens. Familien havde brugsret over den tildelte jord, så længe de dyrkede den. Derudover græssede hele landsbyens kvæg på de fælles græsningsarealer. Shonaerne kendte med andre ord ikke til privat jordejendom, mens der både fandtes privat og kollektiv besiddelse og brugsret til jorden.

Mellem mændene var Shonaerne præget af meget egalitære sociale forhold. [4] Landsbylederne ("headmen"), der efter alt at dømme blev valgt af de mandlige familieoverhoveder ud fra nogle slægtskabskriterier og derefter underkastet høvdingens godkendelse, fordelte jord til indbyggerne, mens høvdingene, hvis position gik i arv inden for slægten, fordelte jord til etablering af nye landsbyer. I begge tilfælde var der dog overvejende tale om rene administrative fællesskabsfunktioner, da der var jord nok. Høvdingene dømte endvidere i stridigheder, men havde i øvrigt ingen egentlig magt (de havde fx ingen hær e.l.). Dette indtryk forstærkes af, at de ældre mænd (incl. høvdingene og landsbylederne) ikke, som det ellers ofte kendes, [5] også udøvede religiøse (ideologiske) funktioner, der kunne styrke deres position. De religiøse funktioner blev udøvet af specielle "medier", der stod i et særligt forhold til forfædrene, som via "medierne" gav deres mening til kende om alle vigtige forhold.

Så vidt vides blev der ikke overført merarbejde af nogen betydning fra bønderne til høvdingene og landsbylederne. Der blev derimod overført redskaber og husdyr fra de yngre mænd til de ældre mænd i forbindelse med ægteskaber. Ved ægteskabets indgåelse måtte den unge mand "købe" kvinden - eller mere præcist: kvindens "produktionskapacitet" [6] - af kvindens far mod en brudepris (kaldet lobola). Før koloniseringen var prisen for kvinderne dog forholdsvis lav, og den modsvarede ikke den arbejdskraft, der blev overført fra kvindens til mandens familie. På den baggrund mener jeg ikke, det er rimeligt at tale om, at de ældre mænd udbyttede de yngre mænd og derved ad den vej definere Shona-samfundene som klassesamfund. [7]

Endelig er der at bemærke, at Shonaerne ikke udgjorde ét samlet organiseret samfund. Et begrænset antal landsbyer var samlet under én høvding og hørte sammen p.gr.a. slægtskabsforbindelser, men forbindelsen mellem de enkelte større enheder var for det meste meget svag.

Der er ingen tvivl om, at Shonaernes samfund falder ind under den første af de oprindelige former for jordejendom, som Marx i Grundrids-afsnittet om 'Former, der går forud for den kapitalistiske produktion' betegner som "naturgroet fællesvæsen" med jorden som basis [8] - det Marx i Bidrag til kritik af den politiske økonomi kalder den naturgroede fællesejendom. [9] Hermed er der dog ikke givet nogen særlig præcis karakteristik, dels fordi den naturgroede fællesejendom konkret har eksisteret i mange forskellige former - den mere kendte asiatiske produktionsmåde er fx "en særlig afart" heraf, som Rosdolsky udtrykker det [10] - og dels fordi Marx' analyse i Grundrids-afsnittet er "teoretisk-abstrakt" og ikke "historisk-empirisk", som Gianni Sofri har påpeget, [11] idet Marx' undersøgelse drejer sig om den frie arbejders tilvejebringelse som en historisk forudsætning for KPM. I en skitse af de tidlige klasse- og statsløse samfund opererer Asger Christensen & Peter Aaby med en kategori, de betegner som stammesamfund, der på den ene side afgrænses fra bandsamfundet (jægere og samlere), som er kendetegnet ved en tilegnelse af færdige naturprodukter, mens der i stammesamfundet foregår en bearbejdning af naturen, en egentlig produktion og produktionsproces, og på den anden side fra de egentlige høvdingedømmer, hvor der er sket en institutionaliseret hierarkisering af samfundet, en begyndende klassedeling og kimene til en statsdannelse. [12] Shonaernes samfund passer på næsten alle punkter til kategorien stammesamfund (hvilket bl.a. er fremgået af de tidligere henvisninger).

Ndebelerne [13] kom til det sydvestlige Rhodesia mellem 1830 og 1840, hvor de oprettede et høvdingedømme [14] med hovedsæde i Bulawayo. De var brudt ud af Zulu-riget i Natal og flygtet nordpå for at undgå Zulu-straffeekspeditioner. Ndebele-samfundet var stærkt centraliseret med den ultimative magt koncentreret eksklusivt hos den øverste hersker, kongen. Kongens magt baserede sig dels på, at han var øverste militære leder i den strengt hierarkisk organiserede hær (kongen udpegede alle lederne rundt i alle landsbyerne), dels at alt kvæg i samfundet tilhørte kongen, således at han - uden at fortabe råderetten over det - kunne fordele kvæg som belønning for troskab og ydelser over for kongen, hvortil kom, at han var øverste dommer i tvistigheder.

Den sociale struktur var hierarkisk, delt ind i kaster, [15] som opstod ud af assimilationen af erobrede folk, med de sidst erobrede nederst. Som følge heraf var der også en udpræget grad af arbejdsdeling hos Ndebelerne, hvor mænd fra de to øverste kaster (de oprindelige Zuluer samt de først assimilerede Sotho-folk) koncentrerede sig om jagt og krigsaktiviteter, mens de overlod det meste produktive arbejde til kvinderne og folkene fra den laveste kaste (de oprindelige Shonaer fra området). Det formodes, at de sidste organiserede deres produktion nogenlunde svarende til Shonaerne, bortset fra at de var underkastet udbytning. De øverste Ndebele-kaster udbyttede den laveste kaste, bl.a. ved at tvinge dem til at udføre "certain public works", som Arrighi udtrykker det, hvortil kom en merprodukttilegnelse (dvs. tilegnelse af materialiseret merarbejde) fra de omgivende Shona-samfund. Denne sidste tog dels form af tribut og dels af krigsbytter, der somme tider førte til slaveri (krigsfanger). De nærmestliggende Shona-landsbyer var tvunget ind i et fast system, hvor de skulle aflevere en del af deres overskud som tribut til Ndebelernes øverste kaster, mens de lidt fjernere liggende Shona-landsbyer fra tid til anden blev tvunget til at aflevere en del af deres overskud til Ndebelernes krigere (igen de to øverste kaster) som resultat af Ndebelernes krigstogter. Størstedelen af Shonaerne, dvs. den der levede mere end ca. 100 km væk f-^a Bulawayo, var dog helt upåvirkede af Ndebelerne (og ikke - som kolonisatorerne hævdede for at retfærdiggøre koloniseringen - bestandig udsat for overfald).

En stor del af tributterne og krigsbytterne bestod af kvæg, og hos Ndebelerne spillede kvægbrug en større rolle end agerbrug, fordi området omkring Bulawayo var ret tørt. Det viser, at der var en tæt sammenhæng mellem Ndebele-kongens militære magt (øverste leder af en centraliseret hær) og "økonomiske" magt (han rådede over alt kvæget). I Ndebele-høvdingedømmet var der derfor på den ene side elementer af en statsdannelse i og med centraliseringen af voldsanvendelsen, men der var på den anden side ingen selvstændiggjort "politisk" instans, da voldsanvendelsen var et nødvendigt led i merarbejdstilegnelsen (internt over for den laveste kaste såvel som eksternt over for de omkringliggende Shona-landsbyer). Det før-koloniale Ndebele-samfund havde dermed på mange måder træk til fælles med den såkaldte asiatiske produktionsmåde, der som nævnt udgjorde en anden konkretisering af det "naturgroede fællesvæsen", Marx behandler i Grundrids. [16]

[1] Hertil kommer nogle små stammer i grænseområderne (Tonga, Sotho, Venda, Hlengwe og Sena), men disse har jeg ingen oplysninger om. I 1969 udgjorde efterkommerne af dem 4,9% af afrikanerne i Rhodesia, mens de Shona-talende udgjorde 70,8%, de Ndebele-talende 15,8% og udenlandske afrikanere i alt 7,8%. Harold D. Nelson m. fl., Area Handbook for Southern Rhodesia, Foreign Area Studies of the American University, Washington D.C. 1975, side 75.

[2]     Den anvendte litteratur om Shonaerne: Giovanni Arrighi, Labor Supplies in Historical Perspective: A Study in the Proletarianization of the African Peasantry in Rhodesia, Arrighi & Saul, op.cit., side 185 f og 223 f; Arrighi, Political Economy, side 338; W.J. Barber, The Economy of British Central Africa. A Case Study of Economic Development in a Dualistic Society, Stanford University Press, Stanford 1961, side 44-47; Agnete Christensen m.fl., Bønder i Zimbabwe: Vil bønderne støtte en socialistisk udvikling?, Institut for Kultursociologi, København 1978, side 28-30 og 95-97; L.H. Gann, A History of Southern Rhodesia. Early Days to 1934, Chatto & Windus, London 1965, side 327 f; Loney, op.cit., side 22-26; Søren A. Vinther, Den rhodesiske kolonistsamfundsformations oprindelse og konsolidering 1890-ca. 1920, Geografisk Institut, København 1977, side 28-30; Montaque Yudelman, Africans on the Land, Harvard University Press, Cambridge Mass. 1964, side 108f samt Zimbabwe News, Vol. 10 No. 3, May-June 1978, side 30.

[3] M.h.t. denne terminologi, se fx Christensen & Aaby, op cit., side 221.

[4] Kvinderne i Shona-samfundenevar undertrykt på mange måder, så det vil være forkert at tale om et egalitært forhold mellem mænd og kvinder.

[5] Se Christensen & Aaby, op.cit., side 227.

[6] Jvf. ibid., side 226.

[7] Jvf. den generelle diskussion ibid., side 241.

[8] Marx, Grundrids, side 350 ff.

[9] Marx, Bidrag til .., side 26.

[10] Rosdolsky, op.cit., side 251. Sml. Marx, Grundrids, side 350 f og Marx, Kapitalen 3, side 1017 f

[11] Gianni Sofri, Det asiatiska produktionssättet - En marxistisk stridsfråga, Bokförlaget Prisma, Stockholm 1975 (1969), side 43.

[12] Christensen & Aaby, op.cit., side 205 ff. Denne opdeling af de klasseløse samfund ligger tæt op af Claude Meillassoux, blot taler Meillassoux om "stammeproduktionsmåde" og ikke "stammesamfund". Se Michael Harbsmeier, Althusser-inspirationen inden for antropologi, Esbern Krause-Jensen (red.), Omkring Althusser-skolens videnskabsteori, Rhodos, København 1977, side 154 f.

[13] Anvendt litteratur om Ndebelerne: Arrighi, Labor Supplies, side 224; Agnete Christensen m.fl., op.cit., side 26-28; George Kay, Rhodesia: A Human Geography, University of London Press, London 1970, side 28 samt Loney, op.cit., side 22-24.

[14] Jvf. Christensen & Aabys ovennævnte kategorisering.

[15] Kaster, fordi individerne fra fødslen (eller assimilationen) var forudbestemt eller bundet til bestemte pladser i samfundet.

[16] Marx, Grundrids, side 350 f.