Stort og småt fra Mijas og omegn, mens vi er her i 2024
Her publicerer vi billeder og lidt tekst fra dagliglivet i og omkring Mijas i løbet af 2024, mens og når vi er her.
Klik på billedet, og du ser en større kopi, omkring 100 kb. Klik på filnavnet under billedet, og du ser et endnu større billede, ca. 500 kb.
Mandag-tirsdag overnattede vi i en hule, i en grottebolig i Guadix, en by på nordsiden af Sierra Nevada nordøst for Granada, godt 200 km fra Mijas. Her bor mange spaniere i en gammel bydel i huse, der er hugget ud i bjergene, som de har gjort i mange hundrede år.
Vi boede hos Cuevas de María, der udlejer 3 grotteboliger i Guadix.
Der var kun vinduer i det yderste rum i vores grottebolig hos Cuevas de María i Guadix. Resten af rummene i huset lå inde i klippen, som perler på en snor. I vores hus var der 4 sengepladser. I huset ved siden af var der 6.
Det var en fin bolig med alle bekvemmeligheder, herunder fuldt køkken og badeværelse med toilet og bruser. Indeklimaet var også helt i orden, køligt og behageligt. En sjov oplevelse.
Guadix er en større by med 30.000 indbyggere. Hulekvarteret i forgrunden udgør kun en lille del af byen.
Byens gamle arabiske fæstning, Alcazaba, er under renovering og ikke tilgængelig for offentligheden i øjeblikket. Det er katedralen til venstre for og bag ved Alcazaba, så der var vi inde. Stor og imponerende, men minder en del om andre katedraler, vi har besøgt i Andalusien. Det er hulebydelen, der gør det interessant og enestående at besøge Guadix.
Spanierne går også til valg i dag til EU-parlamentet, ligesom i Danmark. Der er to afstemningssteder i Mijas Pueblo. Det ene er her i byens flamencoskole, der bærer navnet Universidad Popular. Den ligger neden for tyrefægterarenaen og den botaniske have.
Der var ikke nær så mange mennesker på dette afstemningssted, som da vi var forbi under kommunalvalget i maj 2023.
Heller ikke på den andet afstemningssted i Mijas Pueblo, grundskolen Colegio San Sebastián, var der mange mennesker, da vi var forbi. Det tyder ikke på den store interesse for EP-valget i Mijas og dermed ikke den høje stemmeprocent.
Den 24. april 2024 åbnede en ny sti, Desfiladero del Tajo, ned til bunden af Tajo-kløften i Ronda, ned til foden af byens vartegn, broen Puente Nuevo over kløften. Den sti afprøvede vi torsdag. Stien er absolut værd at inkludere under et besøg i Ronda, hvis man har fysikken til det, men den er (endnu) ikke så spændende, at den i sig selv retfærdiggør en tur til Ronda.
Ligesom på Caminito del Rey går stien langs den lodrette klippevæg, men er kort (kun 20-25 minutter frem og tilbage), mere brolagt og dermed nemmere at gå end den lille kongesti.
Stien er planlagt udvidet ind under broen Puente Nuevo, om til østsiden af Tajo-kløften. Så bliver den nok mere spændende.
Det koster 5€ at gå på stien Desfiladero del Tajo. Billetter kan købes på stedet og via hjemmesiden. Billetten giver også adgang til udsigtsplatforme med fine muligheder for at tage billeder af broen Puente Nuevo og de øvrige omgivelser.
Man går ned til stien Desfiladero del Tajo fra pladsen Plaza de María Auxiliadora i den gamle bydel i Ronda.
Stien ned til og op fra betalingsstedet er mere stejl og anstrengende end selve Desfiladero del Tajo-stien.
Efter vores lille formiddagstur i bjergene spiste vi frokost i Muskoka Café i "Restaurantsgaden", Calle de los Caños. Vi har flere gange fået en kop kaffe i Muskoka, men det er første gang, vi prøver at spise her. Vi fik nogle velsmagende madpandekager med masser af ost. Det kan vi godt finde på at gentage.
Det er 438-årsdagen for fundet af Mijas' skytshelgen, Virgen de la Peña. Efter en række ceremonier siden i fredags er den lille jomfrustatue blevet taget ud fra sin normale placering i Kapellet Ermita de la Virgen del Peña og kortvarigt udstillet i døren ind til San Sebastián-kapellet.
April er det bedste tidspunkt for blomster i Sierra de Mijas. Her i juni er der ikke så mange tilbage, men på en lille vandretur i bjergene søndag så vi denne gule klokkeblomst, som vores hjælpe-app på telefonen, Seek iNaturalist, identificerer som en Grågrøn Tobaksplante (Nicotiana glauca).
I dag var vi på tur til Barranco Blanco, et naturområde i bjerge vest for Sierra de Mijas, på vejen til Coín, 12 km fra Mijas Pueblo. Her snor vandløbet Río Alaminos sig gennem kløfter i bjergene og danner på et sted en lille naturlig pool, man kan bade i. Det er en lidt krævende sti, man skal følge for at nå derind, men det er umagen værd. Også selvom man ikke bader. Dejligt at se rindende vand i det ellers meget tørre Costa del Sol-område.
Det var sidste frist i dag for at køre ind til den lille P-plads tæt på stien ind til poolen. Fra i morgen 1. juni og indtil 15. oktober er bilkørsel forbudt i området på grund af brandfaren. I den periode skal man holde oppe ved vejen mellem Mijas og Coín og gå ekstra 2½ km for at nå ind til Barranco Blanco.
Der er flere vandrestier i Barranco Blanco, med fine udsigter over det smukke bjergområde.
Torsdag spiste vi aftensmad med vores naboer i restauranten Venta los Condes ved bydelen Valtocado, 3 km vest for Mijas Pueblo, på vejen til Coín. Den kan absolut anbefales. Maden er god, portionerne er store (vi fik en doggy bag med hjem), servicen er fin, og der er mange P-pladser. Eneste udfordring er placeringen, når man ikke bor i Valtocado.
Også Spanien afholder valg til Europaparlamentet søndag 9. juni 2024. Siden i fredags har det været tilladt at hænge valgplakater op i Mijas. Ikke i lysmaster som i Danmark. Men som her i bydelen Barrio Santana i den vestlige ende af Mijas Pueblo på en afsat plads på en væg. Det er på de enkelte pladser markeret, hvilket parti der må sætte op hvor.
Lidt overraskende har kun PSOE, det spanske socialdemokrati, udnyttet alle deres pladser, mens Voz (endnu mere fremmedfjendsk og højreorienteret end Dansk Folkeparti og desværre en del af det nuværende bystyreflertal i Mijas) har opsat to plakater. Sådan var det ikke op til lokalvalget i maj sidste år, hvor alle partier benyttede alle deres pladser.
Plakaterne kom op allerede fredag morgen, mens alle PSOE's var revet ned lørdag morgen. De kom dog hurtigt op igen.
Restauranterne på den store plads i Mijas Pueblo, Plaza Virgen de la Peña, har stort set udelukkende turister som deres målgruppe. De lokale spiser sjældent her. Det meste af året lukker restauranterne før aften. Når vi af og til spiser eller får en kop kaffe på den store plads, er det kun La Plaza, vi har benyttet. Fordi vi kender til La Plazas baggrund med samme ejer som den lokale vin, Viña Tamisa, som man kan købe her.
Tirsdag gjorde vi imidlertid en undtagelse og prøvede at spise frokost på La Piedra. Menukortet er på mange sprog og meget traditionelt. Men de to retter, vi spiste, var glimrende. Intet at udsætte her, hverken på smag eller mængde. Det kan vi godt finde på at gøre igen.
Restauranten Alboka Gastro i Mijas har været lukket i mange uger, men er nu genåbnet med ny og større bar og nyt og større køkken. Køkkenet er udvidet bagud i den nu lukkede El Olivars lokaler, og det har gjort det muligt at forlænge baren foran køkkenet. El Olivar havde samme ejer som Alboka.
Det har i lang tid været køligt i skyggen her i Mijas Pueblo og decideret koldt, når vinden har været på. Vinden har i lange perioder været i syd og er derfor gået direkte ind på vores terrasse. Mange omkring os har været forkølede. Men solrige steder i læ har selvfølgelig været dejligt varme. Her søndag ser det imidlertid ud til at være vendt. Grundtemperaturen er steget, og vinden har lagt sig en del. Det er dejligt.
Springvandet på den store plads i Mijas Pueblo, Plaza Virgen de la Peña, er blevet omdannet til et bed. Det var et springvand i 2019, men har stået tomt, uden vand i længere tid, sandsynligvis på grund af vandmanglen.
Nu er det så blevet til et bed. Klimatilpasning!?
Fredag udkommer Mijas Semanal, eller Mijas Weekly, som den ugentlige avis hedder på engelsk. Vender man den den ene vej, er den på spansk. På den anden side er den på engelsk. Ugens hovedhistorier er oversat til engelsk, mens resten kun bringes på spansk. I dagens udgave er den engelske del på 8 sider, mens der er 40 sider på spansk. Sådan cirka er det hver gang.
Avisen udgives af Mijas Kommune, og derfor er der hver uge mange artikler og billeder med den til enhver tid siddende borgmester samt de ledende politikere og deres meritter. Som der også er i de fleste danske lokalaviser, selvom disse har en privat udgiver - der dog er afhængig af annonceindtægterne fra kommunen, så resultatet bliver det samme.
Vi bruger Mijas Semanal til at følge med i dagliglivet i kommunen. Der er også i hver avis en meget nyttig oversigt over begivenheder i den kommende uge.
Mijas Semanal er gratis og kan afhentes på turistkontoret, på det kommunale marked (billedet) og i mange supermarkeder. Avisen findes også i en online-udgave.