Stort og småt fra Mijas og omegn, mens vi er her i 2024
Her publicerer vi billeder og lidt tekst fra dagliglivet i og omkring Mijas i løbet af 2024, mens og når vi er her.
Klik på billedet, og du ser en større kopi, omkring 100 kb. Klik på filnavnet under billedet, og du ser et endnu større billede, ca. 500 kb.
Jule-cappuccino til frokost i Restaurant Pampa Tablas y Tapas.
En lille snekanon på den store plads i Mijas, Plaza Virgen de la Peña, vækker stor glæde blandt børnene. Nieve, råbte de, sne.
Vintersolnedgang ved den blå bar, La Boveda del Flamenco, eller fængselsbaren, fordi fængslet i Mijas Pueblo tidligere lå her.
Kunstjulemarked i Kunstcentret, Centro de Artes, i Mijas Pueblo, hvor lokaltboende kunstnere (en del er ikke spanske af fødsel) fremviser og sælger deres produkter, mange relateret til julen.
Op til jul strømmer masser af mennesker, både turister og lokale, ud på gaderne i Málaga for at se juleudsmykningen. Især den fashionable forretningsgade, Calle Larios, er et stort tiltrækningsplaster med de mere end 2 mio. LED-lys.
I år har Calle Larius fået en konkurrent, et mere end 10 minutter langt lyd- og lysshow på katedralen i Málaga, den spanske julefortælling Manto de Estrellas (tæppe af stjerner). Det vises tre gange hver aften frem til 4. januar.
2024-12-13: Video fra katedralen i Málaga
Se video fra de første to minutter af lyd- og lysshowet på katedralen i Málaga, 13. december 2024.
Lidt mere gemt bort og med knap så mange mennesker fandt vi denne julekrybbe på rådhuset i Málaga. Den kan man se fra 6. december til 6. januar.
Det er en tradition i mange hjem i Spanien at lave julekrybber med små figurer, der gengiver Jesus' fødsel i Betlehem. Det kaldes belén på spansk, og Belén (med stort begyndelsesbogstav) er den spanske betegnelse for Betlehem.
På rådhuset i Málaga har de så lavet en pænt stor julekrybbe med mere end 400 figurer. Udenfor på gaden var der flere boder, hvor man kunne købe figurer til sin egen julekrybbe. Der er også 9 andre større og offentligt tilgængeligt julekrybber i Málaga i år.
Regnvejr har afløst de seneste dages solskin. Regnvejr og kulde, max. 15 grader.
Aldrig har vi oplevet så få mennesker på gaden og i Koco, da vi spiste frokost.
I det klare vejr i december kan vi fra Mijas se bjergene i Afrika og Gibraltarklippen, mest tydeligt om aftenen i lyset fra den nedgående sol.
De to toppe ved siden af hinanden i baggrunden til venstre ligger i Afrika, mens Gibraltarklippen er sværere at se. Den er lille og flad og stikker kun en smule op over Solkystens bjerge, lidt til højre for midten i billedet. Se også billede 8 og 9 under Udsigter.
Om dagen ser vi mange skibe, der passerer forbi i Middelhavet. Måske knap så mange som tidligere på grund af de talrige konflikter i Mellemøsten. Det meste af året er det som regel for diset til at kunne se andre skibe ude i Middelhavet end dem, der sejler til og fra Málaga.
Julemarkedet på Plaza de la Constitución i Mijas Pueblo.
Strålende solskin, men kold blæst. Bedst i læ i solen. Desværre en stakket frist, hvis man lytter til vejrudsigten. Det vender på onsdag, koldere og med regn.
Der gøres noget ud af julen i Mijas Pueblo. De større gader er alle udsmykket, og der står juletræer rundt om i byen.
I Mijas er juletræer af genbrugsmaterialer efterhånden en tradition - det er 9. gang i år - hvor der samles penge ind til gode formål ved at stemme på årets flotteste juletræ. I år går alle de indsamlede midler til ofrene for oversvømmelserne i Valencia.